DEA: De videregående uddannelser taber stort på, at vi har opgivet national kvalitetsudvikling

I 90’erne var Danmark et foregangsland indenfor kvalitetsudvikling af videregående uddannelser, men efter to årtier med reformer, kontrollerer vi nu blot uden at kvalitetsudvikle. Vi kan med fordel kigge mod Norge for at vende udviklingen, skriver Stina Vrang Elias.

Der er et stort potentiale for læring og vidensdeling i national kvalitetsudvikling af videregående uddannelser. Alligevel har vi i Danmark valgt, at kvalitetsudviklingen skal ligge hos de enkelte institutioner, skriver Stina Vrang Elias.Foto: Pressebillede/DEA

Stina Vrang Elias

Adm. direktør, Tænketanken DEA, formand for NFA, REU og RUVU

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark som foregangsland. Smag på ordene. I slutningen af 90’erne var vi mange, som rankede ryggen og var ekstra stolte af vores land. Følte os heldige over at bo i smørhullet over alle smørhuller. Indtil det en dag gik op for os, at man faktisk var noget bedre stillet, hvis man skulle være så uheldig at få kræft, og man boede i Sverige.

Den sved. Tænk, at arvefjenden skulle slå os på sundhed. Dér, hvor den universelle velfærdsstat for alvor skulle levere.

Over tid er uddannelse blevet et velfærdsgode på lige fod med sundhed. Staten har ikke alene øget adgangen til uddannelse på alle niveauer, men også sat sig for at arbejde med kvaliteten. Og havde man i 90’erne zoomet ind på noget så nørdet som kvalitetsudvikling af de videregående uddannelser, ville man have opdaget, at her var Danmark faktisk et foregangsland. Ikke bare i Norden, men i hele Europa.

I dag ville vi få et wake-up call af dimensioner, hvis vi genbesøgte vores nationale arbejde med kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser. Og det ville ærlig talt ikke give mening at sende en delegation hertil for at studere vores arbejde med national kvalitetsudvikling af den simple grund, at det ikke findes.

Vi kontrollerer i stedet for at udvikle

I Danmark har vi i stedet valgt at gå en vej med fokus på kontrol af den enkelte institutions kvalitetssikringssystem og placeret ansvaret for evaluering og udvikling på den enkelte institution.

I Norge har man i modsætning til Danmark valgt en model, hvor der er lige meget vægt mellem udvikling og kontrol
Stina Vrang Elias
Administrerende direktør, DEA

Der er meget godt at sige om, at ansvaret er placeret hos ledelsen på den enkelte institution, men desværre er det på bekostning af fælles læring og udvikling på tværs af institutioner.

Når vi i særlig grad har brug for netop samlet udvikling af kvaliteten af vores uddannelser i Danmark, skyldes det, at vi investerer mindre i videregående uddannelse end OECD og EU-lande i gennemsnit. Bortset fra Finland er der ingen lande, som vi normalt sammenligner os med, der bruger mindre.

Med så få midler til rådighed er der brug for et fælles løft – vi skal ganske enkelt blive klogere på det svære, men simple spørgsmål: Hvordan skaber man gode – måske endda fremragende - videregående uddannelse til mange flere unge med meget forskellige forudsætninger til et stadigt mere komplekst samfund? Og vi har brug for svar, som er mere nuancerede end ”mere feedback”.

Uddannelserne står overfor en ny opgave

Optaget på de videregående uddannelser er steget markant i de sidste 20 år. Og med stigningen er studentersammensætningen også blevet en anden og mere heterogen. Det er i særlig grad erhvervsakademierne og professionshøjskolerne, som skal løfte de fagligt svageste.

Men vores fælles viden om, hvordan man tilrettelægger undervisning, så det rammer såvel de stærkeste som de svageste, er lille. Der er ikke igangsat nationale projekter eller programmer, som forholder sig til, at vores uddannelseslandskab er markant forandret. Hvad kræver det af vores uddannelser – pædagogisk og didaktisk?

Der er givet institutioner og uddannelsesmiljøer, som har fundet virkelig gode løsninger – men vi har stadig til gode at se et fælles nationalt remtræk. Ligesom det er svært at få øje på instrumenter eller processer, som understøtter, at uddannelserne og uddannelsesinstitutionerne kan arbejde sammen og lære af hinanden.

Læs også

18 markante uddannelsesstemmer: Utålmodig reformiver er ineffektiv uddannelsespolitik

Debat

Vi bør kigge mod Norge

I Norge har man i modsætning til Danmark valgt en model, hvor der er lige meget vægt på de to ben, som al godt kvalitetsarbejde må stå på: nemlig udvikling og kontrol. Det nationale organ for kvalitet i uddannelse, Nokut, har i modsætning til Danmark en dobbeltrolle. De skal kontrollere uddannelsesinstitutionernes kvalitetssikringssystemer, men også arbejde aktivt for at sikre bedre kvalitet ved at sætte fokus på kvalitetsudfordringer og give fagpolitiske råd med videre.

Som bestyrelsesmedlem i Nokut har jeg gennem de sidste otte år haft første parket til et imponerende og forbilledligt arbejde med hele tiden at balancere de to vægtskåle kontrol og udvikling.

I modsætning til Danmark har man i tillæg til kontrolarbejdet arbejdet systematisk med at udbrede viden om kvalitet i uddannelse og bidraget til, at det bliver til bedre kvalitet i praksis. De identificerer udfordringer og god praksis samt giver anbefalinger om tiltag, andre uddannelser kan tage ved lære af.

Vi har meget lidt viden om, hvordan man tilrettelægger undervisning, så det rammer både de stærkeste og de svageste
Stina Vrang Elias
Administrerende direktør, DEA

Hvordan kobler de store universitetsuddannelser sig til arbejdsmarkedet? Hvilke faktorer fremmer gode eksaminer? Hvordan arbejder man på tværs af den videregående uddannelsessektor med studieophold i udlandet?

I Norge gennemfører man også nationale deleksaminer på for eksempel sygeplejerskeuddannelsen i fagene anatomi, fysiologi og biokemi. Det drejer sig om cirka 6.000 sygeplejerskestuderende på 13 uddannelsesinstitutioner og 30 udbudssteder, der er til eksamen samtidig. Det giver sammenlignelig information om de studerendes kundskabsniveau, mulighed for et fagligt fællesskab på nationalt niveau om læring og udvikling.

Det er også Nokut, som i 2010 udviklede instrumentet Sentre for Fremragende Uddannelser (SFU). SFU’erne er en pendant til Grundforskningscentre på uddannelsesområdet. Målet med centrene er at understøtte innovation på uddannelserne. Der er krav om, at resultaterne skal kunne udbredes, så de kommer hele sektoren til gavn. Der er tale om en proces, hvor ansøgninger bliver fagfællebedømt, og i dag er der 15 centre inden for så forskellige områder som Computing in Science Education, Professionel Learning in Teacher Education og Music Performance Education.

Stort behov for kvalitetsudvikling end nogensinde før

Der er mange forskelle mellem Danmark og Norge. Men historien om kvalitetsudviklingen, som blev væk i Danmark, er ikke kun en historie om økonomi. Det er også historien om reformer versus stabilitet.

I de sidste ti år har vi brugt tid på reformer, som primært handler om rammer: fremdrift, dimensionering, uddannelsesloft, to-procents-besparelser, udflytning, og nu kommer de etårige kandidatuddannelser.

Der er mange historiske forklaringer på, at vi forlod evaluerings- og kvalitetsudviklingsvejen. Men der er brug for, at politikerne overvejer, hvordan Danmark igen kan komme til at dele vægten ligeligt mellem udvikling og kontrol.

Det ville komme alle til glæde, som har deres daglige gang på de danske videregående uddannelser – fra studerende til undervisere og ledere. Men det ville også være til gavn for det danske samfund som sådan, fordi det med al sandsynlighed vil lede til bedre uddannelse og dermed bedre uddannede, som kan befolke alt fra børnehaver til forskningsafdelingerne i den danske lægemiddelindustri.

Politik har aldrig været vigtigere