Forskere: Omsorg for forskningsfriheden er et absurd værn mod kritik
DEBAT: Selvom et forskningsprojekt om negativ social kontrol var bestilt af daværende integrationsminister Inger Støjberg (V), er der ingen grund til at være bekymret for forskningsfriheden, skriver Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe.
Peter Bjørnbak Hansen
RedaktionsassistentAf Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe
Ph.d’er i antropologi og medforfattere til bog om æresrelateret social kontrol
Den verserende sag om rapporten ”Magt og (m)ulighed” har nu fået en ny drejning. I et indlæg i Altinget gør Julie Sommerlund, Dekan for Humaniora på Roskilde Universitet, den til et spørgsmål om forskningsfrihed.
Rapportens to forfattere, Lise Galal og Louise Lund Liebmann, har hjulpet det på vej i deres svar på kritik af rapporten i Weekendavisen. Her skriver de: ”Vi finder det bemærkelsesværdigt, at kritikere synes at forvente en rapport, som giver Støjberg valuta for pengene ved at reproducere konsensus. Vi leverer gerne forskning for skillingen, men det er ikke vores opgave at please politikere via forskningsresultater.”
Når Støjberg nævnes, skyldes det i første omgang, at rapporten er finansieret af en særlig bevilling, som daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) tog initiativ til i 2017 som led i den nationale handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. To millioner kroner af bevillingen var øremærket til ”anvendelsesorienteret forskning”, der skulle gøre op med ”berøringsangsten”.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
I anden omgang skyldes det avisoverskrifter. I artiklen ”Støjbergs penge” har journalist Søren Villemoes fra Weekendavisen rapporteret fra en konference, der blev afholdt på RUC som led i projektet ”Magt og (m)ulighed”. Her har vi kritiseret rapporten i Weekendavisen under overskriften ”Valuta for Støjbergs penge”.
Og nej, vi forventer ikke, at rapporten og dens resultater skal ”please” nogen, heller ikke politikere uanset partifarve. Forskningsfrihed er en selvfølge. Det gælder også for et bestillingsarbejde som ”Magt og (m)ulighed”.
Forskningsfrihed er en selvfølge. Det gælder også for et bestillingsarbejde som ”Magt og (m)ulighed”.
Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe
Ph.d’er i antropologi og medforfattere til bog om æresrelateret social kontrol
En spundet historie
Der er da heller ikke noget, der tyder på, at rapportens forfattere har fået indskrænket deres forskningsfrihed eller oplevet politisk motiverede begrænsninger. Deres projekt, der ligger til grund for rapporten, blev netop udvalgt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som mente, at det havde ”en nyskabende tilgang”. Og rapportens forfattere skriver selv, at projektet er udført ”under fuld forskningsfrihed og dertil knyttede frie metodevalg”.
Rapporten blev lanceret i SIRI’s nyhedsbrev Æresrelateret viden i juni i år, og her blev den kort omtalt under overskriften ”Ny rapport giver strategier til tidlig forebyggelse af æresrelaterede konflikter”. Det var sommer og coronatid, og det meste lå lidt stille.
Så hvorfor kommer spørgsmålet om forskningsfrihed og trusler mod samme overhovedet på banen?
Både rapportens forfattere og dekanen synes at have grebet vores overskrift ”Valuta for Støjbergs penge” og underrubrik ”Mon man er tilfredse med resultatet i Integrationsministeriet?” og spundet en historie om politisk styring over dem. Sommerlund skriver: ”Det står Siri og politikerne helt frit for at bruge rapporten i deres arbejde eller lade være, men er det en relevant, selvstændig målsætning, at de skal være netop ’tilfredse’? Det mener jeg ikke.”
Vi mener selvfølgelig heller ikke, at politikerne og SIRI skal være tilfredse i den forstand, at de får, hvad de vil have i form af bestemte (politisk opportune) forskningsresultater. At forvente valuta for pengene handler derimod om at få gedigen erfaringsbaseret viden, der kan gøre os (samfundet) klogere på æresrelateret social kontrol og dermed bidrage til at forebygge den.
Ingen indsigt i konflikter
Men hvad lover rapporten?
Den lover – helt overordnet – indsigt i, hvordan såkaldt almindelige etniske minoritetsborgere forhandler og løser konflikter, inden de bliver højspændte og udarter sig. Og den lover, at denne indsigt kan bruges i det forebyggende arbejde.
Holder rapporten så, hvad den lover?
Nej, for vi får ingen indsigt i de konkrete personlige konflikter med for eksempel familien, som interviewpersonerne fra henholdsvis Vollsmose og Slagelse måtte have eller have haft. Hvad handler eller har de handlet om? Hvordan har de udspillet sig? Og hvordan har interviewpersonerne handlet, forhandlet og argumenteret?
I stedet får vi at vide, at interviewpersonerne stort set ikke oplever at have problemer med æresrelateret social kontrol. Det er ikke et problem for dem, for de ”har islam som rettesnor”.
Rapportens interviewpersoner synes altså ikke at anerkende, at der findes et problem med æresrelateret social kontrol i deres lokalsamfund. Og rapportens forfattere konkluderer faktisk det samme, idet de relativerer og udvander problemet ved at tale om ”konformitetspres”. Det skal næsten give hovedbrud: For hvordan skal man komme med anbefalinger i forhold til et problem, hvis eksistens man ikke rigtig anerkender?
Med den seneste drejning i sagen i retning af ”omsorg for forskningsfriheden” tager man igen fokus fra det helt væsentlige, nemlig de menneskelige omkostninger ved æresrelateret social kontrol.
---
Forfatterne var selv blandt ansøgerne til SIRI’s forskningsbevilling til projekter om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.