Forskere: Omsorg for forskningsfriheden er et absurd værn mod kritik

Af Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe
Ph.d’er i antropologi og medforfattere til bog om æresrelateret social kontrol

Den verserende sag om rapporten ”Magt og (m)ulighed” har nu fået en ny drejning. I et indlæg i Altinget gør Julie Sommerlund, Dekan for Humaniora på Roskilde Universitet, den til et spørgsmål om forskningsfrihed.

Rapportens to forfattere, Lise Galal og Louise Lund Liebmann, har hjulpet det på vej i deres svar på kritik af rapporten i Weekendavisen. Her skriver de: ”Vi finder det bemærkelsesværdigt, at kritikere synes at forvente en rapport, som giver Støjberg valuta for pengene ved at reproducere konsensus. Vi leverer gerne forskning for skillingen, men det er ikke vores opgave at please politikere via forskningsresultater.” 

Når Støjberg nævnes, skyldes det i første omgang, at rapporten er finansieret af en særlig bevilling, som daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) tog initiativ til i 2017 som led i den nationale handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. To millioner kroner af bevillingen var øremærket til ”anvendelsesorienteret forskning”, der skulle gøre op med ”berøringsangsten”.

I anden omgang skyldes det avisoverskrifter. I artiklen ”Støjbergs penge” har journalist Søren Villemoes fra Weekendavisen rapporteret fra en konference, der blev afholdt på RUC som led i projektet ”Magt og (m)ulighed”. Her har vi kritiseret rapporten i Weekendavisen under overskriften ”Valuta for Støjbergs penge”.

Og nej, vi forventer ikke, at rapporten og dens resultater skal ”please” nogen, heller ikke politikere uanset partifarve. Forskningsfrihed er en selvfølge. Det gælder også for et bestillingsarbejde som ”Magt og (m)ulighed”.

Forskningsfrihed er en selvfølge. Det gælder også for et bestillingsarbejde som ”Magt og (m)ulighed”.

Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe
Ph.d’er i antropologi og medforfattere til bog om æresrelateret social kontrol

En spundet historie
Der er da heller ikke noget, der tyder på, at rapportens forfattere har fået indskrænket deres forskningsfrihed eller oplevet politisk motiverede begrænsninger. Deres projekt, der ligger til grund for rapporten, blev netop udvalgt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som mente, at det havde ”en nyskabende tilgang”. Og rapportens forfattere skriver selv, at projektet er udført ”under fuld forskningsfrihed og dertil knyttede frie metodevalg”.

Rapporten blev lanceret i SIRI’s nyhedsbrev Æresrelateret viden i juni i år, og her blev den kort omtalt under overskriften ”Ny rapport giver strategier til tidlig forebyggelse af æresrelaterede konflikter”. Det var sommer og coronatid, og det meste lå lidt stille.

Så hvorfor kommer spørgsmålet om forskningsfrihed og trusler mod samme overhovedet på banen?  

Både rapportens forfattere og dekanen synes at have grebet vores overskrift ”Valuta for Støjbergs penge” og underrubrik ”Mon man er tilfredse med resultatet i Integrationsministeriet?” og spundet en historie om politisk styring over dem. Sommerlund skriver: ”Det står Siri og politikerne helt frit for at bruge rapporten i deres arbejde eller lade være, men er det en relevant, selvstændig målsætning, at de skal være netop ’tilfredse’? Det mener jeg ikke.”

Vi mener selvfølgelig heller ikke, at politikerne og SIRI skal være tilfredse i den forstand, at de får, hvad de vil have i form af bestemte (politisk opportune) forskningsresultater. At forvente valuta for pengene handler derimod om at få gedigen erfaringsbaseret viden, der kan gøre os (samfundet) klogere på æresrelateret social kontrol og dermed bidrage til at forebygge den.