Dekan på RUC: Det står skidt til, hvis forskere skal gøre politikerne "tilfredse"

DEBAT: S-ordførers kritik af rapport om muslimske minoriteter er problematisk. Politisk motiverede angreb på forskningsresultater, man ikke er enig i, er bekymrende, skriver RUC-dekan.

Placeholder image
Rapport om muslimske minoriteter konkluderer, at nogle unge bruger grundigt kendskab til Koranen til at forhandle mere frihed. Det er blevet genstand for upassende politisk kritik, skriver dekan. Foto: Str/Reuters/Ritzau Scanpix
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Julie Sommerlund
Dekan for Humaniora, Roskilde Universitet

I juni i år udkom Lise Galal og Louise Liebmanns rapport, 'Magt og (m)ulighed'. Rapporten handler om ære og social kontrol blandt muslimske minoriteter i Danmark og er skrevet på baggrund af opdrag og bevilling fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

Rapporten indeholder mange interessante observationer og analyser af det komplekse felt, men den efterfølgende kritik har stort set kun fokuseret på én: At forfatterne konkluderer at grundigt kendskab til Koranen af nogle unge muslimer bruges som et middel til at forhandle mere frihed, ikke mindre. Denne pointe er blevet udlagt som en anbefaling om mere koranundervisning og kritiseret på både i de sociale og etablerede medier.

"Er SIRI tilfredse med resultatet?," spørger Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe, som startede debatten i Weekendavisen under overskriften 'Valuta for Støjbergs penge' 7. august.  De to spiller meget prisværdigt ud med, at de også har søgt Siris projektpulje, men fik afslag. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Forskning skal ikke være bestilt arbejde
Det er et godt spørgsmål om Siri – og måske især politikerne – er tilfredse med resultatet.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, er i hvert fald ikke. Han siger i Netavisen Pio 14. august: "Hvis man havde vidst, at denne rapport var blevet resultatet, så var den næppe blevet bestilt".

Det er interessant, at netop offentlige myndigheder tilsyneladende har svært ved at drage den del af omsorgen for forskningsfriheden, som ligger på bevillingsgivers side.

Julie Sommerlund, Dekan for Humaniora, Roskilde Universitet

Stoklunds udsagn er klar tale. Men det er også et dybt problematisk udsagn. Man kan ikke kalde sig forsvarer af forskningens integritet og frihed, hvis forsvaret ophører, når et konkret forskningsresultat ikke falder indenfor ens egen ideologiske smag og politiske program. 

Det står Siri og politikerne helt frit for at bruge rapporten i deres arbejde eller lade være, men er det en relevant, selvstændig målsætning, at de skal være netop "tilfredse"? Det mener jeg ikke.

Over de sidste mange år har vi set en række skandaler, hvor forskere og forskningsmiljøer er blevet afsløret i eller beskyldt for at lave "bestilt" forskning, hvor man har produceret det resultat, som man vidste bevillingsgiver gerne ville have. På samme måde er bevillingsgivere blevet anklaget for at true, presse og lokke forskere til at tilbageholde eller ændre forskningsresultater.

Eksemplerne rækker fra den spektakulære "Dandy-sag" i slutningen af 1990'erne over en CBS-forskers for tætte samarbejde med Bæredygtigt Landbrug, Aarhus Universitets "Oksekødskandale" og "Gyllegate," som førte til Venstres daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansens, afgang som minister.

Læs også

De fleste er gode til at sige fra
Historierne er mange og meget forskellige. Men tilsammen har historierne og skandalerne fået flere prominente meningsdannere med professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet Heine Andersen i spidsen til at erklære forskningsfriheden i fare, eller endda til salg.

Samtidig beskriver en ny undersøgelse, som Dansk Magisterforening har lavet, at hver fjerde forsker som beskæftiger sig med myndighedsbetjening – Galals og Liebmanns rapport er netop et eksempel på myndighedsbetjening – føler sig presset af bevillingsgiver til at udskyde, ændre eller tilbageholde resultater.

Det er interessant, at netop offentlige myndigheder tilsyneladende har svært ved at drage den del af omsorgen for forskningsfriheden, som ligger på bevillingsgivers side og åbenbart ofte lægger pres på forskerne for at få dem til at levere ideologisk og politisk "passende" forskning.

Jeg deler i al almindelighed ikke Heine Andersens bekymring. Jeg mener, at langt de fleste danske forskere er fuldt ud i stand til at sige ja og nej til eksterne bevillinger og eksterne samarbejder, hvis vilkårene er for spegede, og at forskningsmiljøerne skatter forskningens integritet og frihed højt og vogter den nidkært.

Politiske angreb er bekymrende
Som ansvarlig universitetsleder falder det mig heller ikke svært at forklare eksterne samarbejdspartnere eller bevillingsgivere, hvorfor det er afgørende vigtigt, at forskningen er uafhængig og fri.

Alle er i det lange løb bedst tjent med at vide sig sikre på, at forskningen er uafhængig af særinteresser, og at den ikke kan bestilles – heller ikke af dem, der finansierer den. Men det er også klart, at den behandling som Galals og Liebmanns rapport har fået, får mig til at føle mig mindre sikker.

Politisk motiverede angreb på konkrete forskningsresultater, man ikke er enig i, er reelt bekymrende. Og det er netop det vi ser i denne sag.

 

Indlægget er opdateret 24. august kl 13.00 med præcisering af Heine Andersens synspunkt.

Omtalte personer

Rasmus Stoklund

MF (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser