KU-prorektor: Universiteternes basismidler står sikkert ikke på en spindoktors to do-liste, men det gør det ikke mindre vigtigt

Forhåbentlig vil de forestående forhandlinger om basismidlerne blive et plussums-spil med et fravær af universiteter i splid og et uskønt, kortsigtet politisk slagsmål med regionale undertoner, skriver David Dreyer Lassen.

"Hvis jeg var ny uddannelses- og forskningsminister ville jeg investere i de basisbevillinger, som universiteterne anvender til fri og uafhængig forskning," siger David Dreyer Lassen, prorektor ved Københavns Universitet. Foto: Pressefoto

David Dreyer Lassen

Prorektor for forskning og professor, Københavns Universitet, i bestyrelsen for DEA og Danmarks Statistik, formand for videnskab.dks advisory board, medlem af Konkurrencerådet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når Altinget byder op til debat og spørger, om der behov for at skrue op for den offentlige støtte til dansk forskning, så er svaret herfra selvsagt ja. Dermed danner jeg kor med mange gode meningsdannere - ikke alene i det danske forskningslandskab, men også blandt dem, der interesserer sig for økonomisk vækst og grøn omstilling.

Temadebat

I Danmark bryster vi os af at være et videnssamfund. Det betyder blandt andet, at de videregående uddannelser og højtudviklet viden spiller en afgørende rolle i økonomien.

Siden 2006 har skiftende regeringer haft en ambition om, at det offentlige skal investere én procent af BNP i forskning og udvikling. Samtidig ser vi private midler spille en stadig større rolle i dansk forskning.

Vi stiller dette spørgsmål: Skal den danske stat øge sin økonomiske støtte til forskningen?

Her er deltagerne:

Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet, Sociologisk Institut
Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv
Ulla Tørnæs, forskningsordfører, Venstre
Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation, Lægemiddelindustriforeningen
Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter
Bjørn Brandenborg, forskningsordfører, Socialdemokratiet
Jon Nielsen, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Maria Theresa Norn og Jeppe Wohlert, analysechef og programleder, Tænketanken DEA
Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos
Forskningsalliancen (IDA, Dansk Metal, Dansk Industri og Akademiet for de Tekniske Videnskaber)
Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre
Caroline Adolphsen, formand, Djøfs udvalg for undervisning og forskning

Tænk på klimaforandringerne, covid-19, migration og alle de andre store, komplicerede samfundsmæssige problemer, som udfordrer os og verden omkring.

MobilePay-anmodninger i milliardklassen
Danmark er et forskningsafhængigt samfund. Ikke desto mindre kan det konstateres, at vi i de seneste mange år er løbet ind i en politisk mur med krav om øgede, offentlige forskningsinvesteringer.

Der kan være mange forklaringer på den svage, politiske gennemslagskraft. Andre samfundsanliggender trænger sig på, men først og fremmest er forskningen i sin natur kompliceret og langsommelig.

Det betyder, at der sjældent er en lige linje mellem input og output, samt at resultaterne af en større, politisk indsats først viser sig i næste valgperiode eller langt senere.

Endelig har jeg som økonom forståelse for, at politikerne har brug for mere end håbefulde mobilePay-anmodninger i milliardklassen. Så, hvor skal pengene fra en øget offentlig forskningsstøtte trille hen, og hvad skal de bruges til?

Missioner løses bedst med varige bevilliger
Hvis jeg var ny uddannelses- og forskningsminister ville jeg investere i de basisbevillinger, som universiteterne anvender til fri og uafhængig forskning.

Stigende basisbevillinger skal styrke universiteternes grundkerne – altså de forskere, der både står bag undervisningen, den eksisterende forskningsproduktion og udviklingen af nye, lovende forskningsmiljøer.

Tænk tilbage på Globaliseringsaftalen fra 2006. På den politiske overflade handlede det om udviklingen af et videnssamfund i verdensklasse, i den virkelige verden blev det startskuddet til en ph.d.-baseret kapacitetsopbygning på landets universiteter ud fra devisen 'first things first'.

Tænk nutidigt, hvor vi både internationalt og i Danmark ser en tydelig tendens til øget efterspørgsel efter flere målrettede og anvendelsesrettede forskningsresultater – altså en missionsdrevet tilgang.

Forskningen er i sin natur kompliceret og langsommelig. Det betyder, at der sjældent er en lige linje mellem input og output, samt at resultaterne af en større, politisk indsats først viser sig i næste valgperiode eller langt senere
David Dreyer Lassen
Prorektor, Københavns Universitet

Det kan give meget god mening i forhold til blandt andet klimaudfordringerne. Men tag ikke fejl, de miljøer, som gør sig gældende i missionsdreven forskning, er skabt i det lange, seje træk med varige bevillinger. Intet kommer af ingenting, heller ikke i forskningsverdenen.

Øgede basisbevillinger skal desuden ruste universiteterne til at modtage yderligere midler fra for eksempel private, danske fonde.

Indtægter fra eksterne kilder har i dag overhalet basismidlerne på KU – og landets øvrige universiteter følger samme udvikling. Det er i sig selv en dansk konkurrencefordel, som giver unikke forskningsmuligheder, men der er behov for et balancetjek, så den private finansiering ikke bliver for dominerende i den danske universitetsmodel.

Universiteternes økonomi kan skævvrides, fordi de eksternt finansierede forskningsprojekter sjældent dækker alle omkostninger, og vi risikerer derfor at kanalisere midler fra humaniora og andre forskningsområder, som har mindre ekstern opmærksomhed og finansiering.

Basismidlerne handler om at sikre et solidt fundament for forskningsansættelser, forskningsindsatser og udvikling af nye forskningsområder med store samfundspotentialer.

Ikke på en spindoktors to do-liste
Der er varslet politiske forhandlinger om universiteternes basismidler senere i år. Det bliver vigtigt.

Basisbevillingerne giver mulighed for en tålmodig opbygning af forskningsmiljøer, der til gengæld kan opløses i et snuptag oven på en natlig, politisk forhandling. Så det vil være en vigtig tillægsgevinst, hvis forhandlingerne om basismidlerne kan blive et plussums-spil med et fravær af universiteter i splid og et uskønt, kortsigtet politisk slagsmål med regionale undertoner.

Universiteternes basismidler står sikkert ikke på en spindoktors to do-liste, men det gør det ikke mindre vigtigt - og den politiske gevinst er langtidsholdbar.

Læs også