Debat

SDU-dekaner: Myterne om humaniora nægter at dø – men virkeligheden fortæller en anden historie

Fortællingen om humaniora som producent af evighedsstudenter og arbejdsløse er ikke dækkende for nutidens humanistiske uddannelser og studerende, skriver Lars Grassmé Binderup og Simon Møberg Torp.

I dag bør bekymringen være, om der i fremtiden vil blive uddannet nok humanistiske kandidater i forhold til arbejdsmarkedets behov, skriver to SDU-dekaner.
I dag bør bekymringen være, om der i fremtiden vil blive uddannet nok humanistiske kandidater i forhold til arbejdsmarkedets behov, skriver to SDU-dekaner.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de senere år har der været talt meget om humanioras mange udfordringer. Men fortællingen er ikke længere dækkende, og den har skygget for den meget positive udvikling, som humaniora også gennemgår i disse år.

Historien har været, at humaniora er for stort til det arbejdsmarked, der skal aftage vores dimittender. Sandheden er, at humaniora i dag er langt mindre, end mange tror. På SDU optog vi i 2022 hele 63 procent færre bachelorstuderende end i 2013.

Det tilsvarende tal for faldet på landsplan er 47 procent, hvilket betyder, at det nationale niveau for humaniora-optaget i dag er lavere end i 1990.

Der er i den grad brug for humanioras uddannelser og forskning, hvis vi som samfund skal håndtere de mange udfordringer, vi står overfor.

Simon Torp og Lars Binderup
Hhv. dekan og prodekan, Det Humanistiske Fakultet, SDU

Det drastiske fald i optaget er langt fra slået igennem i kandidatproduktionen og dermed dimittendledigheden. Og de seneste ledighedstal ligger endda allerede nu på det laveste niveau siden 2008. Som det fremgik af rapporten "Humaniora til tiden" fra Danske Universiteter maj 2023, bør bekymringen i dag snarere være, om der i fremtiden vil blive uddannet nok humanistiske kandidater i forhold til arbejdsmarkedets behov.

Mere relevant end nogensinde

En anden fortælling har været, at udbuddet af humanistiske uddannelser har været vildtvoksende. Sandheden er, at humaniora i de senere år har lukket en lang række uddannelser.

Alene på SDU har vi siden 2010 lukket 51 uddannelser, så vi nu er nede på samlet 40. Især sprogfagene har lidt under denne udvikling. På SDU har vi desværre måttet sige farvel til spansk, fransk, kinesisk og arabisk.

En tredje historie har været, at humaniora er befolket af evighedsstudenter. Men tallene viser tydeligt, at humanistiske studerende på SDU i dag færdiggør deres studier på omtrent den samme tid som studerende på universitetets øvrige hovedområder.

Det er med andre ord på høje tid at ændre fortællingen om humaniora. Vores forskning og uddannelsesportefølje er endnu mere relevant og nødvendig i dag end nogensinde før.

Læs også

Humaniora løser samfundsudfordringer

For at løse de store samfundsudfordringer, vi står overfor, er det helt afgørende, at humaniora bidrager.

Vi kan eksempelvis ikke finde de bedste løsninger i forhold til grøn omstilling og bæredygtighed, digitalisering og kunstig intelligens, demokrati og kultursammenstød, krige og konflikter og trivsel og velfærd uden forståelse for de menneskelige og kulturelle aspekter. Humaniora handler netop om forståelsen af mennesker, kultur, sprog og historie.

Vores forskere er dybt optaget af at bidrage til løsningen af aktuelle samfundsudfordringer – store som små.

For blot at nævne to aktuelle eksempler, skaber vores forskere en forståelse af, hvorledes demokratiet kan håndtere fake news, klimaskepticisme og konspirationsteorier, mens andre forskere har for ganske nylig fremlagt spændende ny viden om trivslen blandt 11.000 elever på ungdomsuddannelserne.

Vi opfordrer  til, at man i den kommende tid ikke baserer sig på myter og fordomme, men forholder sig til humaniora, som det faktisk er i dag.

Simon Torp og Lars Binderup
Hhv. dekan og prodekan, Det Humanistiske Fakultet, SDU

Bidrager til samfundsdebatten

Vores forskere er dygtige til at indgå i eksterne samarbejder med alt fra grundskoler, gymnasier, sundhedsvæsen, museer og andre kulturinstitutioner til en lang række private virksomheder og organisationer. Der leveres forskning til umiddelbar gavn for det omgivende samfund.

Humaniora på SDU aldrig har været så gode til at skaffe eksterne forskningsmidler til såvel anvendelsesorienteret forskning og grundforskning som nu.

Og hertil kommer, at vores forskere i stor stil bidrager til den offentlige oplysning og debat med populærvidenskabelige publikationer og deltagelse i nyhedsmedier, podcasts, foredrag og sociale medier.

Et imponerende eksempel på sidstnævnte er en af vores litteraturforskere med flere end 220.000 følgere på X, som efter fremkomsten af ChatGPT globalt har formidlet ny viden om, hvordan forskningen kan drage nytte af kunstig intelligens i fremtiden.

En bred vifte af kompetencer

Vi uddanner også stærke kandidater med de relevante kompetencer.

Vi uddanner inden for traditionelle humanistiske fag som eksempelvis dansk, historie og engelsk, samtidig med at vi har et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder og hovedområder.

Det gælder eksempelvis de mange af vores dimittender, som kobler it-faglighed med humanistiske kompetencer eller på anden vis arbejder med interaktionen mellem nye teknologier og mennesker.

Humaniora er med andre ord langt stærkere end sit rygte.

Simon Torp og Lars Binderup
Hhv. dekan og prodekan, Det Humanistiske Fakultet, SDU

Og det gælder erhvervssprog, der kombineres med erhvervsøkonomi. På SDU er der eksempelvis mulighed for at læse tysk i kombination med erhvervsøkonomi, medier, virksomhedskommunikation eller kultur og undervisning.

Og vi sørger selvfølgelig for, at de studerende møder arbejdsmarkedet undervejs i uddannelsen, eksempelvis gennem praktikophold eller opgaver og specialer skrevet med virksomheder.

Baser beslutningerne på fakta, tak

Som regionalt forankret universitet har SDU et særligt ansvar for ikke kun at levere kandidater til det nationale og internationale arbejdsmarked, men også at sikre den relevante arbejdskraft til hele Syddanmark i fremtiden. Eksempelvis skal vi sikre, at der også i fremtiden er dygtige gymnasielærere i hele regionen også i Fåborg, Tønder og Esbjerg.

Læs også

Humaniora er med andre ord langt stærkere end sit rygte, og der er i den grad brug for vores uddannelser og forskning, hvis vi som samfund skal håndtere de mange udfordringer, vi står overfor.

Derfor opfordrer vi til, at man i den kommende tid – hvor der skal træffes vigtige beslutninger om universiteterne, herunder humaniora – ikke baserer sig på myter og fordomme, men forholder sig til humaniora, som det faktisk er i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Møberg Torp

Dekan, Det Humanistiske Fakultet, SDU, formand, Museum Odense, Museum Sønderjylland, Folkeuniversitetet i Syddanmark, Nordic Humanities Center, Center for Grundskoleforskning og Nyborg Gymnasium
Cand.mag. i Filosofi, Kultur & Formidling (SDU), ph.d. i business administration (erhvervsøkonomi, SDU 2006)

0:000:00