Debat

Ungetrivselsrådet: Kom med en ny hjælpepakke til alle elever og studerende

Elever og studerende har taget et stort ansvar og været enormt ansvarlige under nedlukningen med snart halvandet år bundet til hjemmecomputeren. De skal have hjælp, skriver Mike Gudbergsen på vegne af Ungetrivselsrådet

Undersøgelser viser, at der er sket en tydelig stigning i andelen af studerende, der føler sig ensomme, skriver Mike Gudbergsen
Undersøgelser viser, at der er sket en tydelig stigning i andelen af studerende, der føler sig ensomme, skriver Mike GudbergsenFoto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Mike Gudbergsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingets partier er langt om længe kommet med coronahjælpepakker målrettet børn og unge i folkeskolen, på ungdomsuddannelser og på de videregående uddannelser. 

Ungetrivselsrådet

Ungetrivselsrådet er et netværk med det formål at øge trivslen og modarbejde mistrivsel blandt unge i og omkring uddannelsessystemet.

Ungetrivselsrådet består af:

  • Danske Studerendes Fællesråd
  • Det Sociale Netværk / Headspace Danmark
  • Ventilen
  • Børns Vilkår
  • Danske Handikaporganisationer
  • Erhvervsskolernes Elevorganisation
  • Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
  • Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
  • Lærerstuderendes Landskreds
  • Studenterforum UC
  • Pædagogstuderendes Landssammenslutning
  • Sammenslutningen af Unge Med Handicap
  • Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
  • Sind Ungdom
  • Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Studenterhuset ved Københavns Universitet
  • Psykiatrifonden.

Hjælpepakkerne skal være en håndsrækning til elever og studerende i en tid med nedlukning og hjemmeundervisning. Det er en håndsrækning, som vi anerkender i Ungetrivselsrådet, men vi føler os nødsaget til at råbe op om de tydelige mangler, der er i de foreløbige hjælpepakker. Helt kort: Vi skal have trivslen i fokus og i langt højere grad have den med ind i hjælpepakkerne.

Ungetrivselsrådet har derfor tre konkrete anbefalinger til politikerne, som der bør afsættes de nødvendige økonomiske midler til, hvis vi skal vende den stigende mistrivsel:

Mere og bedre kvalificeret underviserkontakt, opsøgende vejledning med fokus på sociale og faglige behov og social trivselspulje til lokale aktiviteter.

Politikerne skal ikke kun tage ansvar for den faglige tilbagegang, der har været for elever og studerende under coronakrisen, men ligeledes for trivslen.

Det er elever og studerende, der har taget et stort ansvar og været enormt ansvarlige under nedlukningen, men som også i høj grad har fået ændret deres hverdag.

Halvandet år bundet til en computer derhjemme
Når vi forhåbentlig kan åbne alle uddannelser op efter sommerferien, har rigtig mange unge på de videregående uddannelser siden marts sidste år kun oplevet en meget begrænset fysisk undervisning et par måneder i efteråret.

Det er halvandet år bundet til en computer med begrænset social kontakt samt elever og studerende, der er startet, mens uddannelsesinstitutionerne har været lukket ned.

Undersøgelser fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen viser, at der er sket en tydelig stigning i andelen af studerende, der føler sig ensomme.

Den samme tendens fremgår ligeledes i Hope-projektet udarbejdet af Aarhus Universitet, der angiver, at omkring 40 procent af de unge føler sig ensomme. I Ungetrivselsrådet er der ingen tvivl om, at nedlukningen har sat sine spor på landets elever og studerende.

Når uddannelserne åbner, og det sociale sammenhold har mulighed for at genopstå, må vi som samfund ikke tage for givet, at alle unge har overskuddet og er i en situation, hvor de blot per automatik indgår i sociale fællesskaber.

Det kræver fokus og de nødvendige ressourcer, samt at elever og studerende kommer med på råd. Derfor foreslår Ungetrivselsrådet, at der afsættes midler til følgende tre indsatser.

Mere underviserkontakt
God underviserkontakt og trygge fællesskaber mindsker mistrivsel og ensomhed.

Det er uddannelsernes ansvar at skabe et undervisningsrum, der er trygt og med tillid til fællesskabet. Det forudsætter, at undervisere både får tid og viden om, hvordan de tager det nødvendige ansvar på sig i forhold til gruppen og den enkelte elev eller studerende.

Når uddannelserne åbner, og det sociale sammenhold har mulighed for at genopstå, må vi som samfund ikke tage for givet, at alle unge har overskuddet til at deltage

Mike Gudbergsen
Forperson, Ungetrivselsrådet

Det kræver flere ressourcer til én-til-én-kontakt med undervisere, hvor der er behov. Desuden kræver det kurser og/eller efteruddannelse i unges trivsel til alle, der underviser unge med fokus på den første kontakt og skabelse af et trygt rum med stærke fællesskaber på tværs af elever eller studerende. 

Opsøgende social vejledning
Når man mistrives, er der sjældent overskud til selv at række ud efter hjælp.

Der er elever og studerende, for hvem det digitale undervisningsrum har været mere trygt, og der er elever og studerende, for hvem det har været en stor udfordring og måske skabt mistrivsel for den enkelte.

Det er vigtigt at investere i bedre og mere tilgængelig vejledning med fokus på social, mental og faglig trivsel. Det er ikke vejlederne, der skal løse problemerne, men de skal kunne spotte bekymrende adfærd bedre, rustes til de svære snakke og kende de rette tilbud at henvise til.

Det kræver flere ressourcer, at vejledere kan lave opsøgende arbejde, samt efteruddannelse til vejledere i blandt andet ensomhed, psykiske udfordringer og samtaleteknikker. Desuden skal der være krav til, at vejledere ved, hvilke interne og eksterne tilbud de bedst kan henvise til.

Social trivselspulje til lokale aktiviteter
Trivsel er en forudsætning for faglig formåen, og at vores uddannelsessystem formår at skabe hele mennesker.

God trivsel under uddannelse er afgørende for elever og studerendes velbefindende og for, at de klarer sig godt videre hen samt ikke dropper ud af uddannelsen.

Derfor er det vigtigt, at vi får alle unge med fra starten i genåbningen. Det kræver midler til en social trivselspulje til lokale aktiviteter, der skal afhjælpe og forebygge mistrivsel på uddannelsesinstitutionerne.

Vi mener, at de enkelte uddannelsesinstitutioner skal forpligte sig til at bruge puljemidler til sociale aktiviteter til gavn for elever og studerendes fællesskab.

Det er op til den enkelte uddannelsesinstitution, om midlerne eksempelvis skal bruges på, at flere kan komme på hytteture, på sociale arrangementer, eller hvad der måtte være relevant, så længe det er elever og studerendes trivsel, der er i fokus.

Ikke tilbage til tiden inden corona
Siden statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden lukkede samfundet ned, har der hersket undtagelsestilstand og uvished på landets uddannelsesinstitutioner. Elever og studerende på uddannelser behøver og fortjener mere støtte fra politisk hold i en svær tid.

Vi skal ikke tilbage til tiden inden coronasituationen

Mike Gudbergsen
Forperson, Ungetrivselsrådet

Vi skal sætte ind her og nu med hurtig og omfattende støtte til den stigende mistrivsel, som elever og studerende oplever. Det er med den baggrund, at vi i Ungetrivselsrådet kraftigt opfordrer uddannelsesordførerne, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) samt uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at komme med en ny og mere omfattende hjælpepakke til alle elever og studerende.

Lad os gøre det tydeligt: Vi skal ikke tilbage til tiden inden coronasituationen. Vi skal fremad og et meget bedre sted hen, når det kommer til elever og studerendes trivsel.

I Ungetrivselsrådet sidder vi klar til at samarbejde om at komme derhen. Vi har et stærkt civilsamfund i Danmark, og vi deltager gerne med løsningsforslag og handling, så vi når ud til alle unge.

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00