5 A'er fra Søren Pind: Chokerende dokumentar viser, hvordan vi svigtede Afghanistan

Svigt gav plads til nye kræfter

Det står ikke lige for at sætte spørgsmålstegn ved de vidnesbyrd, der gives i filmen om to lokale brødres embedsmisbrug i spidsen for politiet i Musa Qala, og ikke mindst det modbydelige misbrug af børn, der beskrives i kvalmende detaljer. Som nogle af mændene beskriver det, var de ikke Taliban. Men de blev det af misbruget af deres børn og brødre.

Svigtet i Afghanistan bestod ikke kun i, at vi forlod det. Svigtet bestod også i, at vi gav plads for nogle af de mest modbydelige kræfter, der altid slippes løs i krig. Men mest forbløffende er dog beretningen om, hvordan disse forhold bliver rapporteret ind til den ansvarlige britiske ledelse, og dennes afvisning af at foretage sig noget, da der var tale om lokale skikke. Så er fanden først blevet vor herre, og man forstår, hvorfor Taliban kan regere.

’Et chokerende stykke dokumentarisme’

Filmen lægger op til, at det var det generelle billede i Afghanistan. Det ville jeg ikke have troet på for blot få år siden. Det dokumenteres for så vidt ikke i filmen.

Vi skylder at lytte til de vidnesbyrd, der nu får plads.

Søren Pind

Man antyder et stort økonomisk netværk, der er drevet af valmuer og narkopenge. Men når ikke ind til sagens kerne, og det forekommer heller ikke at være hovedhensigten.

Det er for nemt at afvise filmens ærinde på grund af den manglende dokumentation af netop det spørgsmål. Det fuldstændige sammenbrud vi så, da Vesten trak sig ud, og den afghanske hær faldt sammen som et korthus, må nu alligevel kalde på eftertanken. Vi skylder at lytte til de vidnesbyrd, der nu får plads og indtager scenerne. Se filmen. Den er et stykke chokerende dokumentarisme.

Lad os håbe, vi tager ved lære

Alt dette forandrer ikke, at svaret på den handling, der udgik fra Afghanistan, nemlig angrebet på World Trade Center, måtte have et svar og fik det FN-sanktioneret.

Det ændrer heller ikke på, at det bedste forsøg på at stabilisere et land nu engang er at etablere folkevalgte institutioner og give kvinder retten til deltagelse. Som vi fandt ud af, var Afghanistan for langt væk fra dette kulturelt til, at det åbenbart var muligt.

Men filmen viser, at Vesten svar sidenhen – måske - blev perverteret i ordets egentlige forstand på grund af de håndlangere, vi brugte, og at det måske var årsagen – og ikke den kulturelle tilbageståenhed, vi hidtil har antaget. Vi kan kun håbe, vi lærer af det.

Tak til de mennesker, der sætter liv, lemmer og forstand på spil for at søge at opklare disse urovækkende og dybt ubehagelige begivenheder.