Kronik

Anders Fogh: Jeg skammer mig over, hvordan vi efterlod afghanerne til deres egen skæbne

Vestens exit fra Afghanistan har været en katastrofe. Men den afghanske befolkning har oplevet en frihed, der var utænkelig for 20 år siden, og det kan Taliban-regimet ikke tage fra dem. Det indgyder håb for landets demokratiske udsigter, skriver tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Målet om at forlade Afghanistan og lade afghanerne selv bestemme over deres eget land var det rigtige. Men tilbagetrækningen var en katastrofe, vi selv var skyld i, skriver tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Målet om at forlade Afghanistan og lade afghanerne selv bestemme over deres eget land var det rigtige. Men tilbagetrækningen var en katastrofe, vi selv var skyld i, skriver tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Fogh Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den kaotiske og ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan har efterladt mange mennesker, herunder veteraner og deres familier, med spørgsmålet om, hvorvidt deres arbejde og ofre de seneste 20 år var det hele værd. Det er jeg ikke i tvivl om, at det var. Derfor er det vigtigt, at den vestlige verden ikke drager de forkerte erfaringer fra vores udenrigspolitiske fiaskoer de seneste uger.

Vi husker alle, hvor vi var 11. september 2001. Jeg havde lige hentet min hustru fra arbejdet, og da vi kom hjem, tændte jeg for fjernsynet. Da ændrede verden sig foran vores øjne. Selvom angrebet skete på amerikansk grund, var det et angreb mod frihed udført af mennesker med en ondsindet islamisk ideologi. Derfor måtte verdens frie samfund reagere.

Debatserie

20 år efter 9/11 - hvor er vi nu?

11. september er det 20 år siden, at en ny verdensanskuelse formede sig ud af støvskyerne fra World Trade Center i New York.

Men drog vi dengang de forkerte konklusioner - og kunne vi have draget andre? Har vi spildt 20 års sikkerhedspolitik i forhold til Kina? Hvor står Vesten og Europa tyve år efter - i forhold til Iran, i forhold til Rusland, i forhold til Kina og ikke mindst i forhold til Afghanistan? Og er terrortruslen den samme i dag, som den var for 20 år siden?  

De spørgsmål stiller Altinget i en ny debatserie, hvor nuværende og tidligere toppolitikere sammen med eksperter i terror samt forsvars- og sikkerhedspolitik vil give deres bud på, hvor den internationale verdensorden står 20 år efter 9/11.

Læs indlæg fra blandt andre:

  • Per Stig Møller, fhv. udenrigsminister 
  • Anders Fogh Rasmussen, fhv. statsminister og generalsekretær i Nato
  • Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling
  • Martin Lidegaard, fhv. udenrigsminister
  • Jacob Kaarsbo, fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Christine Nissen, forsker ved DIIS
  • Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker ved DIIS

Terrorismen var ikke et nyt fænomen, men 9/11 ændrede det grundlæggende. Al-Qaeda dræbte omkring 3.000 mennesker den dag, men hvis de kunne have dræbt tre millioner, havde de gjort det. Et år efter angrebet besøgte jeg New York som statsminister for at repræsentere EU-landene i FN. Det første sted, jeg besøgte, var Ground Zero. Omfanget af det blodbad, som Al-Qaeda havde forårsaget, var ufatteligt. Det kunne vi aldrig lade ske igen.

Vi gik ind i Afghanistan med et formål: at forhindre det i at være arnested for flere angreb. Det mål indfriede vi relativt hurtigt. Vi gjorde dog det rigtige ved at blive i landet og opbygge et mere stabilt og frit samfund, ikke mindst for afghanerne selv, der havde lidt under Talibans despoti.

På trods af fejl undervejs, opnåede vi reelle fremskridt. Under vores tilstedeværelse har en hel generation oplevet et Afghanistan, hvor piger gik i skole og civilsamfundet blomstrede. Afghanere gik i stemmeboksen, startede små virksomheder og drog fordel af internationale kontakter. På stort set alle parametre for menneskelig udvikling – forventet levetid, læsefærdigheder, børnedødelighed og kvinders rettigheder – er afghanere bedre stillet i dag end for 20 år siden. Og fordi 65 procent af landets befolkning er under 25 år, voksede størstedelen af afghanere ikke op under Taliban-regimets rædsler.

Men Nato-styrkerne var ikke en besættelsesstyrke. Derfor var målet om at forlade Afghanistan og lade afghanerne selv bestemme over deres eget land også det rigtige. Men tilbagetrækningen var en katastrofe, vi selv var skyld i.

Den amerikanske tilbagetrækning brød nogle grundlæggende regler. For det første satte man en dato for tilbagetrækningen, hvilket betød, at Taliban blot kunne vente på, at amerikanerne og deres allierede forlod landet.

Den vigtigste lektie af Afghanistan-krigen er, at frie og demokratiske samfund bør udvikle mere strategisk tålmodighed.

Anders Fogh Rasmussen, fhv. statsminister

For det andet var det dårligt koordineret – særligt med den afghanske regering. Præsident Trumps beslutning om at forhandle direkte med Taliban i Doha svækkede den afghanske regering og fik lokale stammeledere til at slutte aftaler med Taliban, da de så skriften på væggen.

Den manglende koordinering med Kabul og de andre allierede førte også til de hastige evakueringer, der slog dybe skår i vores troværdighed over for de mennesker, der støttede og beskyttede os gennem mange års operationer.

LÆS OGSÅ: Lykketoft: Kabuls fald er sandhedens time for tyve års “krig mod terror”

Til sidst var vores indsats i Afghanistan minimal. Da interventionen var på sit højeste, var der mere end 130.000 tropper fra 51 NATO- og partnerlande i Afghanistan. Kort inden vi forlod Afghanistan var der kun 2.500 amerikanske soldater, der var en del af en international støttemission på i alt 9,600 tropper, tilbage. Dette minimale fodaftryk var tilstrækkeligt til at stabilisere situationen med begrænsede tab og omkostninger samt at fortsætte med at levere den nødvendige støtte på jorden og i luften, som den afghanske hær blev oplært (af os) til at drage nytte af.

De sidste ugers beretninger om situationen har været nedslående, og jeg er dybt ulykkelig på vegne af de afghanere, der nu frygter for deres fremtid. Men efter min opfattelse sætter det ikke spørgsmålstegn vil beslutningen om at gribe ind. Tværtimod. Det viser, at når USA trækker sig tilbage og efterlader et tomrum, så fyldes det af verdens despoter, autokrater og terrorister. Og hvis to verdenskrige og angrebene den 11. september har lært os noget, er det, at sådanne onde kræfter kan fordrives.

Den vigtigste lektie af Afghanistan-krigen er, at frie og demokratiske samfund bør udvikle mere strategisk tålmodighed. Ethvert demokrati har en indbygget tvivl på sig selv, men vi er nødt til at stå på mål for vores kerneværdier. Vores demokratiske systemer tvinger ledere til at tænke kortsigtet; men nye demokratier kan tage generationer at udvikle. Det kræver tid at opbygge modstandsdygtige institutioner, et velfungerende civilsamfund og økonomier, der er entreprenante og løsrevet fra staten.

Jeg skammer mig over, hvordan vi efterlod afghanerne til deres egen skæbne, men jeg er også håbefuld for Afghanistans befolkning.

Anders Fogh Rasmussen, fhv. statsminister

Det har USA og dets allierede hidtil forstået. Efter Anden Verdenskrig indsatte USA tropper i Japan og Tyskland, der i dag er blandt verdens mest velfungerende demokratier. USA's tilstedeværelse efter konflikter i Sydkorea, Cypern, Bosnien og Kosovo har også ført til udviklingen af demokratiske samfund. Den lektie er vi nødt til at lære igen.

Verdens autokratier har masser af strategisk tålmodighed, og de bruger den til at udvide deres fodaftryk over hele kloden – især i Afrika. Det må vi ikke lade ske. Strategisk tålmodighed gjorde den frie verden i stand til at vinde Den Kolde Krig, og det er den samme tålmodighed, vi i Vesten må genopdage, hvis vi skal afværge den stigende udfordring fra verdens autokratier.

LÆS OGSÅ: Per Stig Møller: USA's pendulpolitik tvinger Europa til at udtænke en fælles udenrigsstrategi

Jeg skammer mig over, hvordan vi efterlod afghanerne til deres egen skæbne, men jeg er også håbefuld for Afghanistans befolkning. Jeg har besøgt Afghanistan flere gange og har mødt en stolt og modstandsdygtig befolkning. Selvom kvinder står til at tabe mest, ser vi alligevel beretninger om kvinder, der demonstrerer på gaden og kvindelige afghanske journalister, der fortsat udfører deres job. Ligeledes samles der i disse dage nye modstandsbevægelser.

Vi bør fortsat støtte disse afghanere gennem erklæringer, handlinger og om nødvendigt militært udstyr. Vi kan i sidste ende blive tvunget til at tale med Taliban, men vi bør ikke give dem legitimitet ved at anerkende dem som Afghanistans regering.

For 20 år siden stod vi over for en alvorlig trussel. Ved at hjælpe med at opbygge et friere samfund i Afghanistan, gjorde vi verden til et mere sikkert sted, og vi gav afghanerne en lysere fremtid. Frie samfund er langt mere fredelige end autokratier og diktaturer.

Ethvert demokrati har en indbygget tvivl på sig selv, men vi er nødt til at stå på mål for vores kerneværdier.

Anders Fogh Rasmussen, fhv. statsminister

Der er ingen tvivl om, at vores fiaskoer – siden præsident Trump begyndte at forhandle med Taliban i 2020 – har kostet os meget af det arbejde. Men menneskets grundlæggende frihedstrang er blandt de stærkeste kræfter i verden, og befolkningen i Afghanistan har oplevet en frihed, der var utænkelig for 20 år siden. Det kan Taliban ikke tage fra dem.

Men under overskriften om at afslutte USA's ‘evighedskrige’ frygter jeg, at den frie verden vil trække sig tilbage og skabe flere tomrum i verden, der vil blive udfyldt af autokrater, despoter og terrorister. Verdens avancerede demokratier bør lære af vores fejltagelser, men ikke miste modet, når det kommer til at fremme vores værdier og kæmpe for frihed og demokrati. Det handler ikke om at kæmpe ‘evighedskrige’, men om at forsvare ‘evighedsfred’.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion