Debat

Tidligere chef i FE svarer på kritik: Fredslobbyist farer vild i sine beskyldninger

De negative og fantasifulde ytringer skygger desværre for en interessant debat om, hvilken rolle specialstyrkerne og flyindsatserne i 2001-2002 reelt har spillet for krigen i Afghanistan. Det er ærgerligt, skriver Jacob Kaarsbo i en replik til fredslobbyist Tom Vilmer Paamand. 

Der er ikke fagligt belæg for at sige, at det godt halve år, der gik med operationer med specialstyrker og flystøtte direkte mod al-Qaida og Taliban-ledelsen var en væsentlig faktor i forhold til at forstå Taliban-oprøret, skriver Jacob Kaarsbo.
Der er ikke fagligt belæg for at sige, at det godt halve år, der gik med operationer med specialstyrker og flystøtte direkte mod al-Qaida og Taliban-ledelsen var en væsentlig faktor i forhold til at forstå Taliban-oprøret, skriver Jacob Kaarsbo. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her på Altinget kritiserer fredslobbyisten Tom Vilmer Paamand min fremstilling af de historiske kendsgerninger omkring de 20 års Afghanistan-indsats. Han mener, jeg fortrænger vigtige detaljer. Grundighed er en god ting, så selvom hverken beskyldningerne mod mig eller Vilmer Paamands egen fremstilling rammer skiven, hilser jeg debatten velkommen.

Tom Vilmer Paamand har ret i, at jeg ikke i omtaler tilstedeværelsen af allierede specialstyrker og CIA-operatører i Afghanistan ultimo 2001 og primo 2002 i min kronik bragt på Altinget 2. september. Han beskylder mig for at fortrænge det.

I sit eget indlæg nævner han dog selv den logiske forklaring: at der var tale om specialstyrker i modsætning til regulære kamptropper. De deltog hverken i en “erobring” eller “invasion”, men i et målrettet og tidsbegrænset forsøg på at tilintetgøre topfolk fra al-Qaida og Taliban, herunder Osama bin Laden. Derfor fandt jeg det ikke relevant i konteksten.

Hensigten var aldrig en komplet tidslinje

Specialstyrkerne patruljerede for eksempel ikke i afghanske byer, og de opererede hovedsageligt i den østlige og sydlige del af landet. Ofte var det de lokale militser fra Den Nordlige Alliance, der gik forrest i kampene støttet af allierede specialstyrker. De danske specialstyrker var indledningsvis udsendt i kun tre måneder, hvilket blev forlænget til seks måneder. De var ude i juni 2002.

Hensigten var at forklare det, der fra vestlige hovedstæders og Kabuls perspektiv var legitim sikring af landet mod et oprør, men som efterhånden blev set som besættelse blandt dele af landbefolkningen.

Jacob Kaarsbo, tidl. chef i FE

Det var ikke min hensigt at lave en fuldstændig tidslinje i kronikken 2. september. Hensigten var at forklare det, der fra vestlige hovedstæders og Kabuls perspektiv var legitim sikring af landet mod et oprør, men som efterhånden blev set som besættelse blandt dele af landbefolkningen.

Det var den dynamik, der gav Taliban-oprøret næring fra 2005-2006 og fremad. Jeg gik ikke ind i en drøftelse af det, vi kan kalde “den korte krig”, men derimod at vi ikke formåede at vinde freden. Jeg mener, de tre-fire fredelige år fra 2002 til 2005-2006 er vigtige for at forstå problematikken.

Jeg mener ikke, der er fagligt belæg for at sige, at det godt halve år, der gik med operationer med specialstyrker og flystøtte (den har jeg ikke glemt) direkte mod al-Qaida og Taliban-ledelsen var en væsentlig faktor i forhold til at forstå Taliban-oprøret og til at forstå, at den vestlige indsats kørte fast. 

De fleste faglige vurderinger konkluderer i øvrigt, at USA og de vestlige allierede ikke gjorde nok for at tilintetgøre al-Qaida og Taliban, mens de havde chancen i de første måneder. 

Konspiration uden realisme

Jeg vil påpege, at jeg i flere indlæg her på Altinget, herunder 3. august og 14. september, har omtalt indsatsen med specialstyrker. I forhold til Tom Vilmer Paamands kritik om, at jeg “fortrænger”, har jeg tilsyneladende ikke været god til at fortrænge oplysningerne.

Vilmer Paamand har nogle konspiratoriske tanker om, at den danske beslutning om at støtte kampen mod terrornetværkene blev fremskyndet for at undgå, at specialstyrkerne kom med i FN-mandatet. Det er der ikke meget realisme i.

Læs også

USA havde indledt luftangreb i Afghanistan i oktober samt indsat specialstyrker og CIA-operatører i november. Allerede 14. november vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1378, der opfordrede medlemslandene til at bidrage til en FN-styrke, der skulle stabilisere landet og bane vej for nødhjælp. 5. december blev Bonn-aftalen vedtaget. Den lagde køreplanen for at etablere en afghanske regering. Alt foregik i international enstemmighed.

Sideløbende drev USA helt åbent klapjagten med specialstyrker på al-Qaidas og Talibans topfolk i Afghanistans bjerge og fik støtte fra flere og flere allierede under Enduring Freedom. Internationalt var der ikke forestilling om, at den operation kunne foregå under FN-kommando.

Enstemmighed i Sikkerhedsrådet om blandt andet resolution 1386 20. december viser, at der var forståelse for Enduring Freedom. I den vedtog Sikkerhedsrådet blandt andet, at Storbritannien skulle lede ISAF-styrken, mens Storbritannien samtidig var næststørste bidragyder til Enduring Freedom. Det havde lande som Rusland og Kina ikke støttet, hvis de ville gøre modstand mod operationen.

Det ville være en god idé, hvis Tom Vilmer Paamand holder sig til at bedømme konkret indhold frem for at motivfortolke og bedømme på baggrund af egne forestillinger.

Jacob Kaarsbo, tidl. chef i FE

Negative ytringer skygger for interessant debat

I Folketinget var det kun SF, der forestillede sig, at indsatsen med specialstyrker kunne foregå i FN-regi. Tom Vilmer Paamands påstand om, at det var tidsfaktoren, der afgjorde, at danske “frømands- og jægerkorps ikke kom med under ISAF” er fantasifuld.

Et bidrag med specialstyrker ville slet ikke give mening i forhold til ISAF’s mandater de første år. Det havde været spildt. Tom Vilmer Paamand kalder i øvrigt specialstyrkerne for “kamptropper”, hvilket ikke er korrekt.

Jeg vil håbe, at Tom Vilmer Paamand er enig med mig i, at det er vigtigt at få fakta på plads. Og jeg synes, det ville være en god idé, hvis han holder sig til at bedømme konkret indhold frem for at motivfortolke og bedømme på baggrund af egne forestillinger.

De negative ytringer kommer desværre til at skygge for en interessant debat om, hvilken rolle specialstyrke og flyindsatserne reelt har spillet. Det er ærgerligt.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion