Tidligere chef i FE: Fortællingen om indsatsen i Afghanistan er skævvreden og politiseret

Det er skæbnens ironi, at Kabul faldt i Talibans hænder få uger før 20-årsdagen for terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001. Dermed har to skelsættende begivenheder med 20 års mellemrum haft deres udspring i Afghanistan. Ganske som 9/11 fik vidtrækkende global betydning, vil Kabuls fald få globale konsekvenser, der rækker mange år frem.

9/11 førte til starten på den såkaldte “globale krig mod terror”. Kabuls fald markerer afslutningen på den militære indsats i en af hovedarenaerne for denne krig. Men samtidig er Talibans magtovertagelse et varsel om, at militante islamister i stigende grad vil udfordre Vesten fra både Afghanistan og andre lande de kommende år.

De ser magtovertagelsen og genetableringen af fristedet i Afghanistan som en historisk succes. Det opildner tilhængerne. På samme måde, som præsident George W. Bushs “Mission Accomplished” aldrig kom til at holde i virkeligheden, vil Bidens “I ended the Forever War” sandsynligvis blive overhalet af realiteterne.

I forhold til den fremtidige, vestlige indsats blinker advarselslamperne. Meget tyder på, at vi fra Vestens side ikke bliver væsentligt bedre til at imødegå udfordringerne, end vi har været de sidste 20 år. Det er ikke mindst sporene fra de sidste måneder i Afghanistan, der skræmmer. 

Tilbagetrækning byggede på falske præmisser
Den allerførste lære må være, at vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene, uanset at de kan være politisk ubelejlige. Som jeg påpegede i en kronik her på Altinget 1. maj byggede både Biden-administrationen og den danske regerings politiske argumentation for tilbagetrækningen på ”et fundamental fravær af realisme”. En række af analyserne havde ikke bund i virkeligheden, og det kunne allerede på daværende tidspunkt dokumenteres. 

Det var åbenbart, at Taliban ville genetablere Det Islamiske Emirat, og at de såkaldte fredsforhandlinger i Qatar var nytteløse. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde allerede i den årlige Risikovurdering fra december 2020 vurderet, at den vestlige tilbagetrækning ville betyde, at centralregeringen ville bryde sammen. FE holdt sig til to scenarier: enten tager Taliban magten, eller også bliver det en ny borgerkrig. Regeringen valgte at sidde advarslerne overhørig.

Det er fair at trække soldater hjem for at spare skattekroner og mindske risikoen for soldater. Respekt for det. Men at retfærdiggøre politikken med objektivt fejlagtige fortællinger er livsfarligt.

Jacob Kaarsbo
Partner i Bischoff Advisory og fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

På toppen af Superligaen for virkelighedsfornægtelse var, at Al-Qaeda var besejret og ikke længere til stede i Afghanistan. Det var et kerneargument for tilbagetrækningen og blev gentaget i månedsvis. Senest af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i TV 2 Nyhederne 16. august. Kofod karakteriserede det som en fortalelse få dage senere, men da han havde gentaget det i flere måneder, klinger beklagelsen hult.

Al-Qaedas tilstedeværelse har i hele forløbet været dokumenteret. Det er blandt andet blevet slået fast af FE gennem alle årene og senest i føromtalte Risikovurdering. Den seneste dokumentation stammer fra FN’s ”Monitoring Team”, der i maj rapporterede til FN’s Sikkerhedsråd, at Al-Qaedas tilstedeværelse i Afghanistan er øget til mellem 400-600 medlemmer, og at de plejer tæt omgang med Taliban. Den viden findes efter al sandsynlighed i Kofods eget ministerium i form af en indberetning fra Danmarks FN-Mission i New York med kommentarer til rapporten.

Et tredje eksempel er fortællingen om, at de afghanske sikkerhedsstyrker talte 300.000 soldater. Det blev senest fremført af USA's præsident, Joe Biden, fire dage før Kabuls fald. Enhver der har beskæftiget sig blot en lille smule med sikkerhedsstyrkerne vidste, at det tal var væsentligt overdrevet, allerede inden Taliban begyndte sin offensiv. I løbet af maj, juni og juli var det også åbenbart, at mange – som i rigtig mange – enheder var deserteret eller var gået over på Talibans side.

Min anke går ikke på selve tilbagetrækningen. Den går på, at vores politikere byggede den på falske præmisser. Det er fair at trække soldater hjem for at spare skattekroner og mindske risikoen for soldater. Respekt for det. Men at retfærdiggøre politikken med objektivt fejlagtige fortællinger er livsfarligt. Hovedårsagen til den livsfarlige evakuering ligger i de politiske fortællinger, der ikke byggede på facts. 

LÆS OGSÅ: Lykketoft: Kabuls fald er sandhedens time for tyve års “krig mod terror”

Facts skal skilles fra politisk polemik
En anden væsentlig forudsætning for at blive mere succesfuld, når vi fremover skal forholde os til udfordringerne fra militante islamister, er, at vi formår at uddrage læren af de seneste 20 år på en objektiv facon. Det er ikke hensigtsmæssigt, når fortællingerne bliver politiseret og skævvredne. Et godt sted at starte er at få fortællingen om de seneste 20 års indsats i Afghanistan på plads.

Der er masser af erfaringer fra navnlig Afghanistan, Libyen, Irak, Syrien og Somalia. Vi kan kun bruge dem, hvis vi formår at skille facts fra politisk polemik.

Jacob Kaarsbo
Partner i Bischoff Advisory og fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

Et eksempel på de urigtige fortællinger er, at vi ikke været “i krig” i 20 år i Afghanistan. Frem til slutningen af 2005 var der en meget lille sikringsstyrke i Kabul på et defensivt og geografisk begrænset FN-mandat, ISAF.

Blot som et enkelt eksempel på, hvor svært vi har ved at forholde os objektivt til sandheden, skriver tidligere udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft i et indlæg her på Altinget, at “præsidenten insisterede på at erobre landet, indsætte en ny regering og bygge en helt ny stat”.

Præsidenten, som Lykketoft henviser til, er USA's forhenværende præsident George W. Bush, men det bliver udsagnet ikke korrekt af. Faktum er, at Bush-administrationen ikke ville stå militært i Afghanistan af frygt for at lave en kopi af Sovjetunionens katastrofe i Afghanistan. Der var hverken “erobring” eller “invasion”, men blot førnævnte lille styrke i Kabul. I 2004 var der et meget succesfuldt præsidentvalg, hvor 80 procent af de stemmeberettigede deltog uden uroligheder.

Oprøret mod centralregeringen tog først fart i løbet af 2005 og 2006. Det var i den periode, at de første allierede, herunder danske, kamptropper kom til landet. Igen var det på et FN-mandat. Der var enstemmighed i FN’s Sikkerhedsråd om at støtte den nyvalgte centralregering. Vores historiefortælling bliver nødt til at være korrekt for at kunne uddrage læring.

Derudover er det vigtigt, at vi uddrager den samlede læring fra de områder, hvor vi har været engageret. Ofte bliver det hævdet, at vi ville være bedre stillet, hvis vi blot havde holdt os ude. I den debat bliver Libyen sjældent nævnt. Her fjernede vi Oberst Ghadaffi fra luften uden tab af allierede soldater. Til gengæld skabte vi i Libyen et magtvakuum og en borgerkrig, der har raset i årevis. Luftkrigen i Libyen var en af de væsentligste årsager til, det nogle måneder senere lykkedes militante islamister at erobre et fristed i det nordlige Mali.

Der er masser af erfaringer fra navnlig Afghanistan, Libyen, Irak, Syrien og Somalia. Vi kan kun bruge dem, hvis vi formår at skille facts fra politisk polemik.

LÆS OGSÅ: Forsvarsanalytiker om FE-kritik: Modtagere af efterretningsvurderinger skal selv drage politiske konklusioner

Militær indsats forudsætter civil fremdrift
Som sagt bliver det ofte i den aktuelle debat fremført, at vi ville være bedre stillet, hvis vi blot holdt os ude. Jeg har indledningsvis nævnt, at det er min analyse, at udfordringerne fra militante islamister vil stige de kommende år. Derfor skal vi være forberedt på at stå over for store dilemmaer fremadrettet. Vi kan bruge Mali/Sahel som eksempel.

Mange glemmer, hvorfor Frankrig gik ind i Mali i 2013. Det var, fordi de militante islamistiske bevægelser Ansal al-Dine og Al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb indledte en offensiv mod syd, som truede hovedstaden Bamako. På samme måde som det ikke lykkedes at vinde freden i Afghanistan, er det ikke lykkedes at vinde freden i Mali. Tværtimod har problemet med militante islamister spredt sig ud over Sahel-regionen.

Vi kan konstatere, at vi ikke havde succes med at skabe et bæredygtigt system på 20 år i Afghanistan. Men var det, fordi at “nation building” nødvendigvis er dårligt? Eller var det, fordi vi bar os dumt ad?

Jacob Kaarsbo
Partner i Bischoff Advisory og fhv. chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

Vi står nu i en situation, hvor flere hovedstæder er truet. Bamako i Mali, Ougadougou i Burkina Faso og Niamey i Niger. Skal vi lade dem falde? Hvis svaret er ja, skal vi forholde os til, om vi stadig svarer ja, hvis det gælder eksempelvis Abuja i Nigeria eller Accra i Ghana? Det er desværre ikke urealistiske scenarier. Det at holde sig ude og med Biden ord ”afslutte krige” er nemmere sagt end gjort.

Sluttelig er det også nødvendigt, at vi forholder os til, hvad der skal til for at vores indsatser er succesfulde. Det er tilsyneladende moderne at kritisere “nation building”. “Nation building” kan vel sidestilles med de, vi de sidste 60 år har brugt milliarder på i udviklingsbistand. Afghanistan udviklede sig til et statsprojekt, fordi det blev set som den eneste bæredygtige måde at holde terrortruslen mod os nede på. 

Vi kan konstatere, at vi ikke havde succes med at skabe et bæredygtigt system på 20 år i Afghanistan. Men var det, fordi at “nation building” nødvendigvis er dårligt? Eller var det, fordi vi bar os dumt ad? De, der svarer ja til det første spørgsmål, skal overveje, om bombekampagner og specialstyrkers evige klapjagt i fejlslagne stater er en bedre løsning.

Det er korrekt, når kritikerne siger, at vi ikke kan bygge nationer ved hjælpe af militære midler. Afghanistan, Libyen, Irak, Syrien og Somalia viser dog alle, at en robust og langsigtet militær indsats er en forudsætning for at skabe civil fremdrift og undgå værre scenarier og et forværret trusselsbillede for Danmark.