Jakob Sheikh: Vi har tabt krigen mod terror til en imaginær fjende

Af Jacob Pedersen, journalist

De nedslående kendsgerninger falder som en klingende skudsalve; Taliban har genvundet magten i Afghanistan, al-Qaeda er med etableringen af nye bastioner i Sahel-området og Vestafrika kommet styrket ud af "den formentlig største nedkæmpelse, en militant ekstremistisk gruppe nogensinde har været udsat for", og Islamisk Stat har spredt sig fra de tidligere højborge i Irak og Syrien og vundet terræn i adskillige nye, hidtil fjerne territorier.

Efter konservative skøn er den samlede jihadistiske bevægelse siden 2001 tæt på firedoblet fra 60.000 til nu 230.000 medlemmer, hvorfor Jakob Sheikh ikke tøver med at gentage titlen på sin nye bog 'Vi tabte', som han blandt andet har skrevet i frustration over den "ensporede sfære af løsninger" og "etnocentriske tilgang" til krigen mod terror.

"Vi har i Vesten betragtet os selv som protagonisten i en fortælling, der i langt de fleste tilfælde handler om alle mulige andre end os selv. Grundlæggende er bogen et forsøg på at se på de sidste 20 års udvikling, baseret på hvad vi selv har tænkt, men i lige så høj grad hvad jihadisterne, som jo er den anden store komponent i krigen, dybest set tænker." 

Ifølge Jakob Sheikh er det nemlig i høj grad den vestlige "fejllæsning" af jihadismen og krigens karakter, der har fremmet nederlaget og jihadismens fornyede styrke.

”Jeg mener, at vi helt overordnet har ført en krig mod dem, vi så for vores indre øje, og ikke dem, der var og er. Vi har bekæmpet en form for imaginær fjende.”

Men hvorfor har vi misforstået jihadismen? Hvordan fremstår Vesten som tabere i de seneste to årtiers verdenshistorie? Og på hvilken måde kommer vi ud af moradset? 

Orientalismens uoverstigelige mur

Forud for 11. september 2001 havde konservative og islam-kritiske stemmer vundet fodfæste i den amerikanske offentlighed; Samuel Huntington og Bernard Lewis, der efter årtusindeskiftet blev centrale rådgivere for den britiske og amerikanske regering, skrev i 1990’erne om vestlig exceptionalisme og den islamiske verdens tilbageståenhed.

Da World Trade Center faldt i grus, og al-Qaeda tog ansvaret, blev det derfor udlagt som en profetisk legtimering af civilisationernes fortsatte sammenstød. Jakob Sheikh mener, at Vesten siden har set verden gennem ”civilisationismens” prisme, som har rodfæstet sig i tre arenaer, den intellektuelle, mediemæssige og politiske, der tilsammen har skabt en ”kulturalisering” af jihadismen og en ”sikkerhedsliggørelse” af islam. 

Vi er nødt til at acceptere et vist niveau af jihadisme og droppe timeglastanketangen om krigen mod terror som et spørgsmål om, hvornår jihadisterne løber tør før kræfter, og vores idealer sejrer.

Jakob Sheikh
Forfatter og journalist

”Vi har skabt en diskurs med to distinkte fænomener og en middelalderlig civilisation, der har ligget i et historisk betinget opgør med Vesten. Helt tilbage i dagene efter 9/11 blev religion og kultur omdrejningspunkt for terrordækningen, hvilket er blevet mere prævalent gennem årene. Det er det, jeg kalder kulturaliseringen af jihadismen, hvor vi begynder at forklare den med en udefinerbar islamisk essens og kultur,” siger Sheikh og fortsætter:

”Kulturaliseringen har gjort terrorpolitik til islampolitik, og sikkerhedsliggørelsen har gjort islampolitik til sikkerhedspolitik. Det er også derfor, at vi gør spørgsmålet om børn i Syrien til et spørgsmål om statens sikkerhed. Vi har udvidet genstandsfeltet så meget, at vi selv betaler en meget høj pris, når vi for at forhindre islamistisk ideologi indfører en restriktiv lovgivning, der sætter de samme værdier, vi ville bekæmpe, under pres hos os selv.”

Mener du, at vi har skabt en uoverstigelig fjende og en krig, vi aldrig kunne vinde?

”Vi har ikke tabt krigen mod jihadismen, fordi den er bedre end os, men fordi vi har villet klatre over en mur, der ikke kan bestiges. I 2002 blev al-Qaeda næsten udryddet, men den krig, det muterede til, blev diffus og svær, fordi Vesten ikke længere opfattede fjenden som konkrete personer og organisationer, men som jihadistisk, islamistisk – og sommetider endda islamisk – ideologi. Det gjorde krigen umulig at vinde.”

Afpolitisering af jihadismen

Vestens raison d'etre og retorik har samtidig tabuiseret krydsfeltet mellem jihadisme og politik, hvilket har afpolitisereret og i sidste ende forkætret jihadismen, mener Sheikh.

”Vi har fremavlet et billede af jihadismen som en irrationel, apolitisk, globalt orienteret og destruktiv størrelse og set vores fjender som nogle, der er frakoblet politisk vilje. Men hvis man gennemgår jihadismens kilder og traditioner, har den tværtimod dybt politiske og rationelle bevæggrunde og er karakteriseret ved en stærk, ofte ikke-militant kultur og en konstruktiv, lokal dimension, der ikke handler om at rive ned, men om at bygge op.”

Hvad har været konsekvensen af den form for vestlige undervurdering af jihadismen?

”Vi har bekæmpet jihadismen, som om den var en konventionel hær, men jihadismen er en idé og bevægelse, der er blevet styrket markant, ikke på trods af Vestens indsats i Irak og Afghanistan, men på grund af den. Vi har glemt rodårsagerne, den socioøkonomiske ulighed og klimaudfordringer, den rekrutterer fra, og som kun er blevet stærkere. Og mens vi har bekæmpet den fjende, vi ønskede at se, har jihadismen fået plads til at vokse.”

Mener du dermed, at det er jihadismen, der har sejret, og ikke Vesten, der har tabt? 

Vi har udvidet genstandsfeltet så meget, at vi selv betaler en meget høj pris, når vi for at forhindre islamistisk ideologi indfører en restriktiv lovgivning, der sætter de samme værdier, vi ville bekæmpe, under pres hos os selv.

Jakob Sheikh
Forfatter og journalist

”Jihadismen har sejret, fordi Vesten ikke har vundet. Det er aldrig et selvstændigt mål for jihadisterne at vinde magten i alle lande, men at udstille, hvordan Vesten har bekriget sine egne principper og påført lidelse i den islamiske verden. Og det har de gjort godt.”

Er det ikke snævert at gøre jihadismen til hovedfjende og vinder, når man dels kan finde civile og politiske fremskridt, men også strukturelle årsager – herunder kolonialiseringens eftervirkninger og et svagt civilsamfund – til manglende demokratisering i den islamiske verden?

”I mine øjne er det svært at udlægge teksten på andre måder, når jihadismen i dag står stærkere end nogensinde. I den polarisering og indskrænkede respekt for retsstatens grundprincipper og borgerlige frihedsrettigheder, det er lykkedes jihadismen at skabe i Vesten, ligger der for mig at se også en klar og konkret sejr,” siger han og uddyber:

”Den doktrin, krigen blev bygget på – at fremme sikkerhed og tryghed gennem vestlige værdier – er fejlet, når vi har skabt et lukket økosystem med en irreversibel reaktionskæde, hvor mere mistænkeliggørelse og mere af den samme forvrængede lovgivning skaber en række dynamikker, der i sidste ende gavner den jihadisme, vi ville dæmme op for.”

Uskyldige vil fortsat blive dræbt

Den opløftende nyhed er, at Vesten fortsat ”kan sejre i fremtiden”, som Sheikh skriver til sidst i bogen. Det kræver, mener han, nye internationale alliancer, større inddragelse af det muslimske civilsamfund og en mere koncentreret lokal forebyggelse. Alt forudsætter dog, at man erkender nederlaget og dernæst, at jihadismen ikke kan udryddes.

”Vi er nødt til at acceptere et vist niveau af jihadisme og droppe timeglastanketangen om krigen mod terror som et spørgsmål om, hvornår jihadisterne løber tør før kræfter, og vores idealer sejrer. Uskyldige vil fortsat blive dræbt. Derfor må vi kæmpe en ny krig, hvor vi ikke vil udrydde et uudryddeligt fænomen betingelsesløst med betingelsesløse midler.” 

Vi har bekæmpet jihadismen, som om den var en konventionel hær, men jihadismen er en idé og bevægelse, der er blevet styrket markant, ikke på trods af Vestens indsats i Irak og Afghanistan, men på grund af den.

Jakob Sheikh
Forfatter og journalist

Og hvordan forestiller du dig mere præcist, at sådan en ny krig skal udspille sig?

”Vi skal forstå, at jihadismen ikke handler om os. Det er oftest et lokalt fænomen baseret på lokale magtkampe, og hvis vi besejrer jihadismen på sigt, må vi undgå at sætte lighedstegn mellem sekularisme og demokrati ved blandt andet at støtte religiøse demokratibevægelser, der tilbyder et modnarrativ til jihadismen. Indenrigspolitisk må vi forebygge radikalisering ved at opbløde den massive og ofte kontraproduktive sikkerhedsliggørelse af muslimer, der har ført til enorm mistro mod staten.”

Det lyder svært, hvis ikke naivt, at omfavne jihadismen uden at legitimere den?

”At man forsøger at forklare og forstå et fænomen, betyder ikke at man også legitimerer det, men vi må opbløde tabuiseringen, stoppe med at adskille jihadisme og politik og forstå jihadisterne som de politiske aktører, de er. I det øjeblik, vi gør det, kan vi begynde at handle på de ambitioner, der findes inden for jihadismen. Og dér har civilisationismens vrangforestillinger og forsimplede forklaringsramme ikke gjort meget godt.”