En æra er slut

Den startede den 11. september 2001 om eftermiddagen dansk tid. Og sluttede næsten præcis 20 år senere. 11. september-æraen. De to årtier, hvor kamp mod islamisk terrorisme stod øverst på den vestlige verdens sikkerhedspolitiske agenda.

Fra Berlinmurens fald i november 1989 frem til den skæbnesvangre dag knap 12 år senere havde især Europa været i en boble af eufori, hvor gamle fjender blev venner og forenet i blandt andet EU og Nato.

I det øjeblik det første fly ramte World Trade Center i New York sluttede æraen efter Berlinmurens fald. 90'ernes optimisme forsvandt i støvskyerne.

Med ét handlede det nu om at jage Osama Bin Laden og co. i Tora Bora-bjergene i det sydlige Afghanistan, om ved hjælp af kamptropper at ”asfaltere vejen” for udbredelsen af fred og demokrati i selvsamme land, og om at forhindre nye terrorangreb på egen jord.

I København tøvede den daværende Fogh-regering ikke med at bakke op om USA's invasion af Afghanistan. Først med specialstyrker og siden hen med kamptropper. Udsendt med et bredt politisk flertal i ryggen.

Nu er det slut. USA og de øvrige vestlige styrker er draget hjem igen. Først blev kamptropperne trukket ud for godt syv år siden. Og i august måtte diplomaterne så forlade Kabul over hals og hoved. 

USA er videre til næste konflikt. Ikke mod en på papiret underlegen guerillamodstander. Men verdens største land Kina.

Afslutningen af 11. september-æraen kommer ikke med samme lyn fra en klar himmel, som afslutningen af genforeningsæraen. Det har været en rullende proces med flere centrale mellemstationer.

For det første opsporingen af Osama Bin Laden i 2011. Endelig lykkedes det USA at få skovlen under den mand, som havde givet ”Guds eget land” et alvorligt nyrespark godt 10 år senere og fuldstændig ændret Vestens fokus.

For det andet Ruslands invasion og annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014. Det gav især Nato-alliancen noget at tænke over. For hvad nyttede det at rende rundt i bjergene i Afghanistan, hvis Rusland gjorde hvad det passede dem lige foran Vestens hoveddør?

Annekteringen af Krim betød, at forholdet mellem Rusland og Vesten gik fra neutralt og afbalanceret til køligt med øget risiko for konfrontation, hvis en misforståelse i den ene lejr af den anden lejrs handlinger pludselig fik bolden til at rulle. Væk var den tillid med et skær af vagtsomhed, som det var lykkedes at opbygge mellem Rusland og Vesten.

20 års udvikling skudt tilbage til start

Den tredje mellemstation finder vi i USA, hvor krigstrætheden for alvor fik luft under vingerne, da Donald Trump blev præsident i 2017 og meget kontant lagde en ny kurs for USA's internationale engagement.

Hvorfor skulle USA egentlig kæmpe andres krig mange tusind kilometer væk? Og hvorfor skulle USA overhovedet være medlem af Nato? Nu var den røde tråd at sætte USA forrest og gøre USA stort igen. Og det gjorde man ikke ved at bruge milliarder af dollars og ofre hundredvis af menneskeliv på en slagmark i et land, som de færreste amerikanere ville kunne udpege på et verdenskort.

Da Joe Biden indtog Det Hvide Hus og det ovale kontor i januar 2021, lavede han lynhurtigt mange ting om. Eksempelvis genindtrådte USA i klimaaftalen fra Paris. Til stor begejstring for regeringer verden over.

Han gjorde også noget, som ikke vakte samme jubel. Han annoncerede nemlig, at vi var på vej til at nå endestationen. De amerikanske kamptropper skulle forlade Afghanistan og være ude inden 20 års dagen for terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon. 

Sahel kan meget vel gå hen og blive den terrorrede, som Afghanistan var i årene op til 11. september 2001.

Uden USA i ryggen er det praktisk taget umuligt for andre lande i Vesten at være tilstede i Afghanistan. Det giver ingen operativ mening. Lande som Storbritannien og Danmark er ikke i nærheden af at have musklerne til det. Derfor er USA's exit ensbetydende med alle vestlige landes exit fra Afghanistan.

Hvad det får af konsekvenser har vi allerede set. Mens USA var ved at gøre klar til i ro og fred at sende de sidste soldater hjem, rykkede Taliban hastigt frem og tilbageerobrede det land, som Vesten brugte to årtier på at tage fra dem.

På bare få uger var det slut, da Taliban i midten af august indtog Afghanistans hovedstad Kabul og fik fuldstændig kontrol over landet, mens vesten trak sig ud over hals og hoved.

Dermed er Afghanistan banket 20 år tilbage til et styre, hvor kvinder skal gå i burka og kan se langt efter uddannelse og indflydelse. Det regime, som Vesten brugte milliarder af kroner og ofrede tusindvis af menneskeliv på at fjerne.

De kyniske realiteter er imidlertid, at USA er videre til næste konflikt. Ikke mod en på papiret underlegen guerillamodstander. Men verdens største land Kina. Ikke en fysisk krig. Men en indtil videre kold krig, hvor økonomisk indflydelse er det nye våben.

Kampen mellem dollars og yen

I Den Kolde Krigs tid forsynede USA og Vesten ofte den ene side i en konflikt med våben, mens Sovjetunionen støttede den anden side. Det billede af stedfortræderkrig ser vi delvist gentaget i dag. Ikke med Stinger-missiler og Kalashnikov-rifler, men med dollars og yen. Med investeringer og handelsaftaler. Med havnebyggerier og coronavacciner.

USA's fokus på Kina og sine egne interne problemer betyder blandt andet, at Europa selv må tage ansvaret for Sahel-regionen i Vestafrika. Her er blandt andre Islamisk Stat søgt hen og får hastigt fodfæste. Sahel kan meget vel gå hen og blive den terrorrede, som Afghanistan var i årene op til 11. september 2001.

Efter 20 års krig i Afghanistan har USA ikke lyst til at kaste sig ud i endnu en terrorkrig langt væk hjemmefra. Derfor bliver diskussionen om EU og EU-landenes muligheder for at handle militært på egen hånd endnu mere påtrængende i de kommende år. Ikke mindst fordi Sahel-regionen føder enorme strømme af flygtninge, der vandrer væk fra hungersnød og krig mod nord. Mod Europa.

Hvor længe den kolde handelskrig mellem USA og Kina samt Europas krig mod migrationsbølgen vil vare, og hvor den vil ende, blafrer i vinden. Det gør de vestlige landes flag ikke længere over Kabul.