Mogens Lykketoft: Kabuls fald er sandhedens time for tyve års “krig mod terror”

De seneste tyve års blodige fejltagelser betyder sandsynligvis, at der ikke er nogen amerikansk præsident, der vil starte nye invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse for os, der advarede mod kritikløst at følge med, når USA kaldte på os til krig, skriver forhenværende udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft. 

Placeholder image
Vi kommer ikke til at kopiere fortidens amerikansk ledede massive invasioner. Men måske kan vi opbygge et fælles militært korps til udrykning til FN-ledede fredsbevarende operationer, skriver Mogens Lykketoft. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tony Blair har kaldt præsident Bidens tilbagetrækning fra Afghanistan imbecil. Men sandheden er, at ingen forudså, at den afghanske stat smeltede bort på ganske få dage på grund af inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning.

Afghansk militær og politi forsvandt som dug for solen trods 20 års træning og polstring med ufatteligt mange milliarder dollars. Mange havde aldrig haft andet engagement end at tjene til livets ophold. Nu manglede de både mad og ammunition - og mange havde ikke fået løn. Derfor smed de deres uniformer og våben. Det var ikke længere deres krig.

Debatserie

20 år efter 9/11 - hvor er vi nu?

11. september er det 20 år siden, at en ny verdensanskuelse formede sig ud af støvskyerne fra World Trade Center i New York.

Men drog vi dengang de forkerte konklusioner - og kunne vi have draget andre? Har vi spildt 20 års sikkerhedspolitik i forhold til Kina? Hvor står Vesten og Europa tyve år efter - i forhold til Iran, i forhold til Rusland, i forhold til Kina og ikke mindst i forhold til Afghanistan? Og er terrortruslen den samme i dag, som den var for 20 år siden?  

De spørgsmål stiller Altinget i en ny debatserie, hvor nuværende og tidligere toppolitikere sammen med eksperter i terror samt forsvars- og sikkerhedspolitik vil give deres bud på, hvor den internationale verdensorden står 20 år efter 9/11.

Den fundamentale dårskab var daværende præsident George W. Bushs måde at starte krige i Mellemøsten på med det angivelige formål at bekæmpe terror. I dag indser de fleste vel, at det var imbecilt af Blair og Fogh Rasmussen at traske ukritisk i hælene på Bush til krigene i Irak og Afghanistan.

Hverken Storbritannien eller Danmark fik af dén grund nogen medbestemmelse på USA's politik. Krigene mindskede ikke terrortruslen og udbredte ikke velfungerende demokrati. Terroristerne flyttede til andre baser og gav os en serie nye udfordringer. Det var et velfungerende internationalt politi- og efterretningssamarbejde, der kvalte mange onde gerninger i fødslen – ikke Bushs krige.

Her i 20-året har vi brug for at forstå, hvorfor det gik så galt, og hvad vi skal lære af det.

Jeg var udenrigsminister, da de kaprede passagerfly med Al Qaedas selvmordspiloter bragede ind i World Trade Center og Pentagon. Tre uger før havde jeg holdt en udenrigspolitisk tale, hvor jeg påpegede, at USA – også i egen interesse – er garanten for Europas sikkerhed.

Men, sagde jeg, der var mellem USA under Bush og Europa væsentlige forskelle i holdninger til internationale spørgsmål, og et tættere samarbejde i Europa var en nødvendig forudsætning for at sætte os igennem over for USA. Politiske modstandere udskreg talen som anti-amerikansk.

Foghs svar var, at han altid mente, at det var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. Eftertiden har ikke givet ham ret.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling

Angrebet 11. september satte en ny global dagsorden med terrorbekæmpelse i fokus, og der var ikke plads til at anfægte USA's svar:

Al Qaeda havde husly hos Taliban, og fire uger efter terrorangrebet var der krig i Afghanistan. Først nu ved vi, at der internt i USA var stærkt delte meninger. Den kloge general, udenrigsminister Colin Powell, mente, at nogle få luftangreb kunne tvinge Taliban-styret til at udlevere Al Qaedas ledere. Men præsidenten insisterede på at erobre landet, indsætte en ny regering og bygge en helt ny stat.

Lige efter 9/11-angrebet bakkede en næsten samlet verden op om USA’s præsident. NATO og det meste af verden støttede invasionen. Også Kina og Rusland. FN nikkede ja.

Taliban-styret faldt hurtigt. Al Qaedas ledelse gemte sig i Pakistan, indtil USA’s specialstyrker i 2011 fik ram på Bin Laden. Pakistans sikkerhedsapparat gav Taliban et fristed til at føre guerilla mod den ny regering i Kabul.

De få uger, hvor jeg fortsat var udenrigsminister forud for regeringsskiftet i november 2001, foreslog jeg, at vi blev del af en FN-fredsstyrke i Kabul og derved fik en rolle på linje med Tyskland, Frankrig og de andre nordiske lande. Men den ny statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) insisterede på, at vi skulle følge USA's ønske om at deltage med kampstyrker og i øvrigt altid levere, hvad USA bad os om.

LÆS OGSÅ: Efter 20 års krig i Afghanistan: Det har den kostet i liv, kræfter og kroner

Da Fogh senere også valgte at følge Bush til Irak, havde jeg som oppositionens leder en ordveksling med ham, der illustrerer vores forskellige holdning til krigsdeltagelse.

Jeg påpegede, at påstanden om irakiske masseødelæggelsesvåben og forbindelse til Al Qaeda var udokumenteret, og at Irak-invasionen skete i konflikt med et stort flertal af FN’s medlemslande og mod råd fra både generalsekretæren og FN’s våbeninspektører. Den globale enighed, vi så om invasionen i Afghanistan, var smuldret. I Europa sagde blandt andre Frankrig, Tyskland og de andre nordiske lande nej til at støtte USA, og der var massiv modstand fra Rusland og Kina.

Hvis Vesten alternativt havde brugt bare en brøkdel af udgifterne til krig i Afghanistan og Irak til global klimaindsats, bæredygtig udvikling og konfliktforebyggelse, så havde mange flere mennesker været et meget bedre sted nu.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling

Foghs svar var, at han altid mente, at det var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. Eftertiden har ikke givet ham ret.

Begrundelserne for Irak-invasionen viste sig uden hold i virkeligheden. Saddam Hussein blev fældet, men i kølvandet blev udløst uhyre blodige indre konflikter, der endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat og øge den globale terrortrussel.

I 2007 fik hjemligt politisk pres Fogh til trække os ud af Irak, men han valgte til gengæld at vise sit tætte samspil med Bush ved at sende mange flere soldater i blodig kamp i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.

Da Bush gik mod Irak, svækkedes opmærksomheden i Afghanistan. Der var mange korrupte kleptomaner i den ny regering, og den var i en alliance med gamle, brutale krigsherrer. Fokus var på militær sejr mere end på civil opbygning. Dét blev overladt til overmodige generaler, der aldrig forstod det dybt konservative stammesamfund. Vestens krigsførelse med voldsomme moderne våben førte til store civile tab.

Selv med halvdelen af alverdens militær kunne USA ikke få kontrol over Afghanistan, fordi dét regime, man forsvarede, var udueligt. Konsekvensen af alle de blodige fejltagelser de seneste tyve år er sandsynligvis, at der ikke er nogen amerikansk præsident, der vil starte ny invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse for os, der advarede mod kritikløst at følge med, når USA kaldte på os til krig.

Hvis Vesten alternativt havde brugt bare en brøkdel af udgifterne til krig i Afghanistan og Irak til global klimaindsats, bæredygtig udvikling og konfliktforebyggelse – blandt andet via FN-ledede fredsbevarende operationer – så havde mange flere mennesker været et meget bedre sted nu.

Danmark alene havde haft en snes milliarder ekstra at bruge til civil udvikling i den fattige og konflikthærgede del af verden.

Vi har en vigtig rolle i at dæmpe modsætningerne mellem USA og Kina, der ellers i værste fald kan føre os frem mod Tredje og Sidste Verdenskrig.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling

Vi ser, at USA vender sig mere indad og med sit udenrigspolitiske fokus overvejende på konkurrencen med den opkommende supermagt Kina. Det stiller Europa over for mange ny internationale udfordringer og nødvendigheden af, at vi engagerer os mere i vore nærområder fra Nordafrika over Mellemøsten til Afghanistan.

Men hvad bør Europa udrette?

Vi har en vigtig rolle i at dæmpe modsætningerne mellem USA og Kina, der ellers i værste fald kan føre os frem mod Tredje og Sidste Verdenskrig. Vi må sammen med USA finde balancen mellem at presse Kina til accept af flere fælles normer og regler, og samtidig fastholde at vore fælles interesser med Kina på økonomi, klima og miljø er vigtigere end vore modsætninger.

På samme vis må vi være med til at modvirke iransk indblanding i nabolandene, men insistere på at genoprette atomaftalen med Iran og inddragelse af landet i verdenssamfundet gennem investering og samhandel.

Europa har en meget stor rolle med at bistå med afslutning af konflikter fra Yemen over Libyen til Syrien, genrejse økonomien i Irak og Libanon og lægge pres på USA for, at vi sammen kan presse Israel til omsider at stifte fred med Palæstina.

Vi kommer ikke til at kopiere fortidens amerikansk ledede massive invasioner. Men måske kan vi ad åre opbygge et fælles militært korps til udrykning til FN-ledede fredsbevarende operationer. Skulle det lykkes, vil det være særligt sørgeligt, hvis Danmark fastholder forsvarsforbeholdet.

Kan Europa enes om at løfte nogen af disse opgaver?

I øjeblikket ser det sindssygt svært ud at enes om noget væsentligt. Men hvis ikke det sker, så bliver vores verdensdel mere og mere marginaliseret i en stadig mere kaotisk og farlig verden.

Læs også

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand, stifter, Rasmussen Global, seniorrådgiver i Citigroup, fhv. generalsekretær, NATO, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Tony Blair

Fhv. premierminister, Storbritannien
cand.jur. (St. John's College, Oxford Uni. 1975)

George W. Bush

Fhv. præsident, USA
ba i historie (Yale), MBA (Harvard)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser