Tidligere chef i FE: David Trads bedriver lemfældig omgang med fakta om Irak og Afghanistan

David Trads forsøger i sin kommentar 'Afghanistan var nødvendigt. Irak en katastrofe' at uddrage lære af de to militære indsatser. Trads kommer frem til to med hans egne ord ”simple” konklusioner: For det første skal Danmark kun gå i krig, når det er nødvendigt, og for det andet skal vi nøjes med målrettede interventioner "hurtigt ind, hurtigt ud". Konklusionerne er ikke blot simple, de er forsimplede.

Desværre er realiteterne i Afghanistan, Irak og andre konfliktzoner alt andet end simple. For at uddrage lære af indsatserne bliver vi nødt til at dykke flere spadestik dybere og som minimum have fakta på plads. Trads’ omgang med fakta om både Afghanistan og Irak er lemfældig, og mange vigtige og lærerige detaljer udelades. Her følger et kort reality check:

Det første faktum er, at vi reelt var "hurtigt inde og hurtigt ude" af Afghanistan. Hverken Danmark eller de allierede gik i egentlig "krig" med kamptropper på jorden i Afghanistan i 2001. Vi bidrog med specialstyrker til den indsats, der med lokale militser i front på få måneder fordrev Taliban fra næsten hele Afghanistan og derefter jagtede al-Qaidas topfolk. I 2002 blev en mindre trænings- og sikringsstyrke indsat på et defensivt FN-mandat, ISAF. Danmark bidrog til ISAF, der kun i meget begrænset omfang måtte bevæge sig uden for Kabul.

Det er også et faktum, at sikkerhedssituationen var god de først år. I 2004 blev der afholdt præsidentvalg, hvor 80 procent af de stemmeberettigede deltog. Det var først i 2005, Taliban-oprøret begyndte at tage fart, og vi skal frem til 2006, før der blev indsat danske kamptropper i egentlig "krig" i Helmand.

Det var reelt "hurtigt ind, hurtigt ud", der førte til oprøret. Det er navnlig tre faktorer, der var afgørende for, at Taliban kunne komme tilbage: manglende militært pres og efterretningsindsats de første år, manglende satsning på at opbygge troværdige afghanske sikkerhedsstyrker i tide og Talibans helle i Pakistan.

Trads’ omgang med fakta om både Afghanistan og Irak er lemfældig, og mange vigtige og lærerige detaljer udelades.

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Hvis Trads mener, vi skulle have undladt at bidrage militært, da oprøret spirede i 2005-2006, vil jeg opfordre til at huske på det succesfulde præsidentvalg i 2004. Dengang var det utænkeligt at vende ryggen til og lade Taliban løbe den dengang populære, men sikkerhedsmæssigt svage, centralregering over ende. Trads har selvsagt ret i, at målet om demokratisering og normalisering ikke er tæt på at være nået. Målsætningerne bliver nødt til at være mindre idealistiske fremover.

Hvis vi havde fulgt Trads’ opskrift siden 2006, var vi blevet kastet ud i en yoyo-tilgang – ind hvert tredje eller fjerde år og slå på tæven. Det havde givetvis efterladt Afghanistan i endnu værre forfatning.

Det tredje faktum er, at Trads’ påstand om, at "et frygtindgydende terrornetværk er tæt på" at være nedkæmpet, er forkert. Trads køber tilsyneladende Biden-administrationens fortælling, som vores egne ministre, Kofod og Bramsen, også viderebringer. Det er politisk ønsketænkning, som jeg tidligere har redegjort for her på Altinget (læs her og her).

Jeg vil opfordre til at læse FN’s Monitoreringsholds rapport til FN’s Sikkerhedsråd 1. juni 2021. Det er en upartisk og veldokumenteret redegørelse for al-Qaidas tilstedeværelse i Afghanistan. Den slår fast, at al-Qaida er i fuld gang med at støtte Taliban og genopbygge sig selv, nu hvor det militære pres er væk i Afghanistan.

Trads har også udfordringer med fakta om Irak. Det er udtryk for politisk polemik, når han kalder krigsgrundlaget for "en løgn". Alle ved i dag, at efterretningsgrundlaget var forkert. Det var slet og ret dårligt arbejde, som efterretningstjenesterne heldigvis har lært meget af siden. Vi skal dog huske, at i 2003 troede de fleste lande, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, uanset deres holdning til krigen. Blandt andet Tyskland og Frankrig var hårdnakkede modstandere, men troede også, efterretningerne var korrekte.

Realiteten var også, at Saddam Hussein drev gæk med FN’s våbeninspektører og FN’s Sikkerhedsråd. Det var beslutningsgrundlaget for den danske regering. De fleste stillede sig selv det relevante spørgsmål, om han ville gøre det, hvis der ikke var noget at skjule? I bagklogskabens ulideligt klare lys er svaret indlysende, men det var det ikke i 2003.

Min hensigt er ikke at gå ind i endnu en polemik om grundlaget, men at kalde det "løgn" er letkøbt.

Det femte faktum, som Trads overser, og som vi kan lære af i dag, er, at situationen i Irak ikke altid var "katastrofal". Jeg vil anbefale Trads at se på tabstal og vold i årene fra 2007-09. I de år lykkedes det rent faktisk at stabilisere Irak. Selv den dybt problematiske Anbar-provins, som var det irakiske oprørs epicenter, blev rolig.

Hvorfor? For det første besluttede Bush-regeringen det såkaldte "troop surge" (øgede tropper, red.). For det andet blev der oprettet lokale stammeråd og sikkerhedsstyrker, der drev en kile ind mellem ekstremisterne og lokalbefolkningen i det vestlige Irak.

Hvad gik galt? Den helt korte historie er, at Bush-administrationen havde lavet en tilbagetrækningsplan i samarbejde med Iraks regering. I mellemtiden blev Barack Obama valgt til USA’s præsident blandt andet ved at love øjeblikkelig tilbagetrækning. Han trak de amerikanske styrker ud 16 måneder tidligere end planlagt, og derfor var der irakiske styrker til at overtage ansvaret.

Desuden førte Obama-administrationens manglende engagement i Irak til, at den shiitisk-dominerede regering i højere og højere grad marginaliserede de sunnitiske repræsentanter og nægtede at optage de sunnitiske militser i sikkerhedsstyrkerne. Det øgede de sekteriske spændinger og skabte magtvakuum i det vestlige og nordlige Irak fra 2010. I 2014 faldt oprørshovedstaden Fallujah til ekstremisterne og godt et halvt år senere erklærede al-Bagdadi kalifatet fra den store al Nuri-Moske i Iraks næststørste by, Mosul.

Hvis vi havde fulgt Trads’ opskrift siden 2006, var vi blevet kastet ud i en yoyo-tilgang – ind hvert tredje eller fjerde år og slå på tæven.

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Vi kan naturligvis ikke vide, om Irak var blevet en succes, hvis ikke Obama havde forceret tilbagetrækningen. Det er dog ubestrideligt, at der var regeringsførelse og en sikkerhedsmæssig model, der virkede fra 2007-09. Det bør vi lære af, uanset hvilken holdning vi havde til at fjerne Saddam i 2003.

Hvis vi fremover skal lykkes med at finde mere succesfulde modeller til at håndtere sikkerhedsmæssige udfordringer fra de områder, hvor militante islamister får fristeder, har vi bruge for alle nuancer og dyb forståelse for områdernes interne dynamikker. Ovenfor har jeg blot nævnt enkelte eksempler fra Irak og Afghanistan. Indsatserne i Libyen og Mali ville også nuancere Trads’ "læring".

For alle erfaringerne gælder, at både "hurtigt ind, hurtigt ud" og definitionen af, hvornår intervention er "nødvendig" indeholder store problemer.

Forhåbentlig bliver "nødvendigheden" aldrig så klar som efter 11. september 2001. Jeg håber ikke, Trads vil stå på mål for, vi først skal gribe ind, når vi er blevet ramt?

Hvis vi skal forebygge angreb på vores samfund, vil vores regeringer sjældent have et simpelt beslutningsgrundlag. Forsimplede konklusioner vil lede os ind i endnu flere problemer med alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser til følge.