Kommentar af 
David Trads

Afghanistan var nødvendigt. Irak en katastrofe

Læren af Irak- og Afghanistan-krigene er, at vi kun skal gå i krig, når det er nødvendigt. Og vi skal nøjes med målrettede interventioner, når det altså ikke er egne grænser, der trues, skriver David Trads.

Vi efterlader Afghanistan i en håbløs situation, men krigen var nødvendig, skriver David Trads.
Vi efterlader Afghanistan i en håbløs situation, men krigen var nødvendig, skriver David Trads. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle, der husker 11. september 2001, erindrer, hvilket chok vi fik:

Efter det, som historikere nu ofte kalder "en pause fra historien", nemlig 1990'erne, hvor vi vitterligt troede, at alle ville leve ligesom os, viste det sig – surprise, surprise – at der var folk derude, som simpelthen hader Vesten.

Terrorister kaprede fly med kurs mod Amerikas katedraler – World Trade Center i New York (økonomien), Pentagon (militæret) og Kongressen (politikken) – og slog tusinder ihjel på få onde timer på den amerikanske østkyst den formiddag, der rystede os alle.

George W. Bush, den dengang forholdsvis nye præsident, stillede sig op i ruinerne i New York få dage efter angrebet.

Her talte han i en megafon til hjælpearbejdere ved Ground Zero, og da en af dem råbte, "vi kan ikke høre dig", afleverede han et ikonisk budskab: "Jeg kan høre dig! Jeg kan høre jer! Resten af verden kan høre jer – og snart vil de mennesker, der smadrede de her bygninger høre fra os alle".

Ja, Bush lød i det øjeblik som en typisk amerikansk cowboy, men i det meste af Vesten var der opbakning til hans budskab. De, der stod bag terroren, skulle tilintetgøres. Alle os uden for USA forstod, at når verdens mægtigste nation kunne rammes, så var vi alle sårbare.

I Danmark frygtede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) indlysende, at også vi kunne blive ramt af terror. Han gik derfor all-in, da han uden forbehold meddelte: "Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen".

Mogens Lykketoft (S), dengang udenrigsminister, bakkede på et møde i Nato også fuldt op om USA, da forsvarsalliancens berømte musketered – Artikel 5 – blev iværksat.

Da det stod klart for enhver, at det var al-Qaeda-terrornetværket styret af sauderen Osama bin Laden, som stod bag 9/11, og at Taleban-regimet i Afghanistan lod dem leve i træningslejre på deres territorie, var der tæt ved fuld opbakning i Vesten til at gå i krig.

Afghanistan-krigen, der blev indledt i efteråret 2001, var en nødvendig krig. Alternativet til krig ville have været en opmuntring til al-Qaeda og Taleban – to af klodens mest ondsindede organisationer. Et fravær af en intervention ville have været håbløst. Terroren ville have vundet.

Den nødvendige krig, som begyndte godt, endte skidt

David Trads, kommentarskribent

I dag, hvor der gået to årtier, og hvor vi ved, at Vestens soldater, anført af de amerikanske, er på vej ud, må vi konstatere, at den nødvendige krig, som begyndte godt, endte skidt.

Første mål – at få neutraliseret det frygtindgydende terrornetværk – er tæt på indfriet. Andet mål – at få demokratiseret og normaliseret Afghanistan – er ikke engang tæt på.

Vi må evaluere og sige, lettere omskrevet af en berømt afghansk talemåde, at jo, det kan godt være, at vi havde alle de fine ure, men de havde al tiden.

Vores "ure", altså militær isenkram, kunne resolut og på ingen tid slå deres militære kapacitet i stykker. Deres, altså talebaneres og andre terroristers, "tid" viste sig i det lange løb at slå vores udholdenhed.

Det morads, som Vesten endte i, ligner det, som vi kender fra Vietnam, nemlig at militære konflikter meget langt fra os slet og ret er tæt på umulige at vinde. Virkeligheden er, at vi for lokale afghanere i dag efterlader et land i en situation, der er helt håbløs.

Mens Afghanistan-krigen trods alt var nødvendig i dens udgangspunkt, var den Irak-krig, der blev indledt i 2003, fra sin undfangelse en fuldbyrdet katastrofe. USA's påstand om, at Saddam Hussein var i ledtog med Osama bin Laden; at han besad masseødelæggelsesvåben, som han agtede at bruge mod os, ja, det var simpelthen løgne opfundet til lejligheden.

Irak-krigen, som splittede Vesten, idet kun tre Nato-lande bakkede fuldt og helt op om den fra begyndelsen – Storbritannien, Polen og Danmark – var en unødvendig krig.

Den har kun ført til katastrofer, hvilket stod klart for alle andre end krigshøge, da den blev indledt. Nu er også de sidste tropper på vej ud af Irak. Vi efterlader også her en nation i ruiner.

Hvad er læren af de to krige? Det er vel ret simpelt: For det første skal vi kun gå i krig, når det er nødvendigt. Det var Afghanistan. Det var Irak ikke. For det andet skal vi, når det ikke er vores egne grænser, der direkte trues, nøjes med målrettede interventioner, ikke langtrukne invasioner. Hurtigt ind, hurtigt ud.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion