Tidligere chef i FE: Har Danmark en plan B i Afghanistan?

22. juni blev der sat punktum for Danmarks militære indsats i Afghanistan over knapt 20 år.

De sidste danske soldater forlod landet, godt to måneder efter USA's præsident, Joe Biden, i april meddelte, at USA ville trække sine styrker. I alt er det godt 11.000 soldater, der udgjorde Natos træningsmission, der forlader Afghanistan inden 1. september.

I anledning af de danske soldaters hjemkomst medgav udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Afghanistan fortsat står over for "monumentale udfordringer", og at Danmark derfor fortsætter sit civile engagement.

Spørgsmålene er dog, hvilken civil indsats det er muligt at gennemføre, hvis vi ser få måneder frem i det krigshærgede land, og om Danmark og de allierede har en Plan B, hvis en effektfuld civil indsats ikke længere er mulig?

Hovedtemaerne for Danmarks civile engagement i Afghanistan indtil nu har været god regeringsførelse, antikorruption, menneskerettigheder samt lige muligheder for mænd og kvinder.

Herudover har Danmark støttet humanitære og udviklingsmæssige indsatser som udvikling af den private sektor, inklusiv landbrug, jobskabelse, uddannelse samt reintegration af flygtninge og internt fordrevne. De civile bidrag har de seneste år ligget på omkring 500 millioner kroner årligt.

Det fremgår endnu ikke, om Udenrigsministeriet påtænker at ændre udformningen af den civile indsats. Det er derimod meget tydeligt, at en stor del af det hidtidige civile engagement er under høj risiko for at komme under pres allerede i de kommende måneder. Et kig på udviklingen på jorden i Afghanistan de sidste par måneder viser situationens alvor.

Siden præsident Biden annoncerede, at han ville trække de amerikanske styrker tilbage, er Taliban gået fra sejr til sejr. Ifølge den seneste opgørelse fra 25. juli fra Foundation for Defense of Democracies kontrollerer Taliban 224 distrikter, mens regeringen blot har kontrol over 73. De øvrige 110 distrikter bliver der kæmpet om. Normalt er disse opgørelser pålidelige.

Ovennævnte er blot tallene. Reelt er det mest ildevarslende tegn, at Taliban har iværksat sin offensiv ud fra en klar strategi. De er målrettet gået efter at erobre landdistrikter i de områder af det nordlige og vestlige Afghanistan, som de aldrig tidligere har kontrolleret.

Derved har de afskåret provinshovedstæderne for at gøre klar til senere angreb og afskåret en række vigtige spillere i centralregeringen i Kabul fra deres magtbaser i provinserne.

Uden militære og sikkerhedsmæssige bidrag til at sikre den civile indsats kommer vi endnu længere væk fra demokrati

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Det gælder blandt andet i Badakhshan-, Balkh-, Kunduz- og Herat-provinserne i nord og vest, som krigsherrerne fra Den Nordlige Alliance havde kontrol over frem til 2001.

Der bliver fortsat kæmpet kæmpet om de to strategisk vigtige byer i det nordlige Afghanistan, Mazar-e-Sharif og Kunduz. I november 2001 blev offensiven for at fordrive Taliban iværksat fra Badakhshan i det nordøstlige hjørne op mod grænsen til Tadsjikistan.

Derudover har Taliban sikret sig vigtige indtægtskilder ved at tage kontrol med grænseposterne til Tadsjikistan, Usbekistan, Turkmenistan og Iran samt senest en af de vigtigste færdselsårer til Pakistan, Spin Boldak. Ved disse grænseovergange vajer nu det hvide emiratflag.

I en række provinser op mod grænsen til Pakistan har centralregeringen stadig kontrol med hovedstæderne og enkelte landdistrikter. Her har Taliban (og al-Qaida) traditionelt stærkt fodfæste. Det gælder blandt andet i provinserne Nangahar, Kunar, Nuristan, Khost og Paktia.

Her vil det sandsynligvis være et spørgsmål om tid, før Taliban beslutter at tage hele kontrollen. Også hovedstæderne i de sydlige provinser som Kandahar og Helmand kan Taliban sandsynligvis indtage, når de prioriterer det.

Det er usikkert, hvornår Taliban vil rette blikket mod Kabul. En ofte citeret amerikansk efterretningsvurdering fra juni sagde, at Kabul kan falde inden for et halvt år. Det er bestemt muligt.

Det vil blandt andet afhænge af, om centralregeringen forbliver samlet, og om det lykkes at holde sammen på hær og flyvevåben. Sidstnævnte bliver svært at holde i luften, da en lang række private amerikanske firmaer, der leverer vital teknisk ekspertise til flyvevåbnet, forlader landet sammen med de sidste soldater.

Hvis magtspillerne i Kabul beslutter at rykke tilbage til deres provinser og aktivere deres militser som før 2001, kan Kabuls fald komme til at gå hurtigt. Uanset timingen og uanset om det lykkes at holde sammen og slå ring om Kabul, er det ikke sandsynligt, at centralregeringen vil komme i en position, hvor de kan udøve magt i andet end enkelte lommer i landet.

Danmarks Plan A kommer under pres meget snart og vil kun kunne gennemføres i meget begrænset form

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Udadtil signalerer Taliban forhandlingsvilje og deltager i fredssamtalerne i Qatar. Talibans emir, Hibatullah Akhunzada, udtalte 18. juli, at Det Islamiske Emirat "går ind for en politisk løsning".

Sagen er blot, at den eneste politiske løsning, som Akhunzada kommer til at acceptere, er, at centralregeringen kapitulerer og underligger sig Emiratet. Magtdeling kommer ikke på tale, og om nødvendigt fortsætter Taliban kampen på jorden.

Taliban har for længst oprettet en skyggeregering og et islamisk domstolssystem i de erobrede områder. Ofte er det viceemir Sirahuddin Haqqani, der udsteder Talibans officielle erklæringer og retningslinjer for regeringsførelse.

Det specielle ved Haqqani er hans tætte bånd til al-Qaida, som betyder, at han står på FN's terrorliste. Disse bånd blev senest slået fast på baggrund af nye, troværdige oplysninger fra FN's monitoreringsteam i en officiel rapport til FN's Sikkerhedsråd i juni måned.

På det diplomatiske område erklærede emir Akhunzada 18. juli, at Taliban ønsker stærke diplomatiske, politiske og økonomiske bånd til alle lande, inklusiv USA. Emiren slog i erklæringen fast, at Taliban vil gøre alt for at sikre alle diplomater, humanitære organisationer og investorer.

For Akhunzada er den erklæring en gratis omgang. Han ved, at USA planlægger at lade sin ambassade bevogte af cirka 600 amerikanske soldater. Derved overtræder USA tidligere præsident Donald Trumps såkaldte aftale med Taliban.

Hvis Taliban mangler andre påskud for at fortsætte sin væbnede kamp, vil den henvise til det militære personel, der bevogter USA's eller andre vestlige ambassader.

Flere kommentatorer har de seneste måneder har gentaget, at "det er uklart, hvad Taliban vil". Deri er jeg uenig. Det er klart både militært og politisk.

Taliban vil have magten og genetablere Det Islamiske Emirat. De vil gerne have en politisk løsning, men kun deres egen politiske løsning. Der vil blive slået hårdt ned på enhver, der forsøger at rokke ved de rabiate tolkninger af islam, der kommer fra Talibans emir og øverste råd, den såkaldte 'Rahbari Shura'.

Udenrigsminister Kofod har ret i, at Afghanistan står med "monumentale udfordringer". Sagen er blot, at det civile engagement næppe kan gennemføres med ret stor effekt fremover.

De politiske dele af den danske støtte som god regeringsførelse, menneskerettigheder og lige muligheder for mænd og kvinder vil allerede nu blot få effekt i de enkelte lommer, der er under regeringskontrol.

Og igen, det er meget sandsynligt, at disse lommer bliver mindre og mindre de kommende måneder. I de store dele af landet, der er underlagt Det Islamiske Emirat, har disse komponenter ingen gang på jord.

Læs også: Tidligere chef i FE: Afganistan-exit fører til det Islamiske Emirat version 2.0

Reintegration af flygtninge og internt fordrevne kommer næppe heller til at give mening i bred forstand. Om noget vil vi se en genopblussen af flygtningestrømmen ud af Afghanistan, så det vil i givet fald give mere mening at hjælpe andetsteds. Uddannelse vil Taliban efter alt at dømme sætte sig hårdt på, så det er heller ikke relevant i Det Islamiske Emirat.

Tilbage står de rent humanitære indsatser og støtte til økonomisk udvikling. Indtil videre siger erfaringen, at ngo'er godt kan lave humanitært arbejde og basale økonomiske indsatser i talibankontrollerede områder.

Det kan give mening ud fra et humanitært synspunkt, men det er næppe det, som ministeren hentyder til, når han taler om civilt engagement med henblik på at adressere Afghanistans "monumentale udfordringer".

Det står derfor klart, at Danmarks Plan A kommer under pres meget snart og vil kun kunne gennemføres i meget begrænset form.

Der er ligefrem en reel risiko for, at den diplomatiske tilstedeværelse i Kabul vil blive truet i løbet af det kommende år uanset emirens forsikringer. Derfor må det være på sin plads at spørge, om vi har en Plan B?

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udtalte ved de danske styrkers hjemkomst 22. juni, "at vi ikke kan komme med militær og lave demokrati". Det har ministeren for så vidt ret i. Sagen er bare den, at det heller ikke er det, som Danmark og andre lande har forsøgt gennem 20 år. Det har været en blandet civil og militær indsats.

I Afghanistan står det nu funklende klart, at uden militære og sikkerhedsmæssige bidrag til at sikre den civile indsats kommer vi endnu længere væk fra demokrati.

Truslerne mod os selv vil stige på ny. Allerede i skrivende stund forholder det sig sådan, at Afghanistans næstmest magtfulde mand, Sirahuddin Haqqani, står på FN's terrorliste, og at FN's Monitoreringsteam har dokumenteret Haqqanis tætte, nylige forbindelser til al-Qaida. Det skal vi forholde os til.