USA’s pendulpolitik tvinger Europa til at udtænke en fælles udenrigsstrategi

Da Sovjetunionen i julen 1991 blev opløst, ophævedes også den kolde krig. De vestlige værdier dominerede verden. Rusland forsøgte at blive en demokratisk markedsøkonomi, og Kina syntes at bevæge sig i samme retning. Francis Fukuyama blev en global guru med sin forudsigelse om, at fremtiden tilhørte det liberale demokrati. Samuel Huntingtons tese om, at verden bevægede sig mod civilisationernes sammenstød forekom irrelevant.

10 år efter var det omvendt. Fra 11. september 2001 blev det islamismen mod demokratiet, som ikke måtte slå rod i den muslimske verden. Det blev Vesten mod islamisterne i Afghanistan - den konstante krigsmager Saddam Hussein og den gale Gaddafi, før han begik folkemord. Kritikken af interventionspolitikken fik Obama til at være passiv i Syrien, som man havde været det i Rwanda og Srebrenica.

Det er Vestens dilemma: griber det ind, skal det komme til at fortryde det, og griber det ikke ind, skal det også komme til at fortryde det. Derfor svinger USA's udenrigspolitik som et pendul.

Efter at have forladt Afghanistan går USA nu kun ud i verden, når det selv føler sig truet. Alle andre konflikter må andre tage sig af. Europa må selv klare islamismen, immigrationen og den russiske revanchisme. Og Afghanistan bliver nu Kinas og Ruslands problem.

Kun Kina er USA's problem, fordi Kina udfordrer dets globale position. Derfor ligger risikoen for en ny global konflikt her. Konfrontationen mellem USA og Kina kan ende med en krig, der på dag ét begynder i rummet, hvor de skyder hinandens satellitter ned, og taberen er herefter blind.

Den kinesisk-amerikanske konflikt kan imidlertid også ende i en økonomisk-teknologisk konfrontation, hvor verden opdeles i to inkompatible teknologiske og økonomiske systemer. Der vil være den vestlige verden, og der vil være den kinesisk dominerede verden. Fordi systemerne er inkompatible, tvinges alle til at vælge mellem dem.

Det er Vestens dilemma: griber det ind, skal det komme til at fortryde det, og griber det ikke ind, skal det også komme til at fortryde det.

Per Stig Møller
Fhv. udenrigsminister og partiformand for Konservative

Europa vil helst undgå den globale konfrontation, for det står nu med sine egne konflikter. Konflikten med islamismen er langt fra forbi. Islamisk Stat er på fremmarch i Afrika. Arabien syder med konflikter, vi ikke kender udfaldet af, og som vi efter Irak helst blander os uden om. Hvor ender Iran-Saudi-konflikten? Vil Iran udløse opgøret med Israel, som kan tvinge Vesten tilbage til Mellemøsten?

Bryder Nordafrika sammen under bølgen af afrikanske emigranter, der sidder fast, fordi de ikke kan komme ind i Europa? Inden århundredet er omme, er op mod hver anden verdensborger afrikaner. Hvis Afrika oven i fattigdomsproblemet får et klimaproblem, vil vi få en folkevandring ikke set siden Romerrigets fald. Nøden vil radikalisere dem. Islamister vil tage magten og intensivere terror og sabotage i Europa.

En massiv, illegal indvandring til Europa vil skabe indre konflikter og sammenstød i Europa, der vil hjælpe ekstremister og populister til magten, medmindre EU i tide får skabt et dybtgående økonomisk-politisk samarbejde med Den Afrikanske Union og får stablet en fælleseuropæisk asyl- og immigrationspolitik på benene. Dette forudsætter, at vi erstatter den nuværende nationalegoisme med en forståelse af nationernes ikke sammenstød, men sammenhæng.

Derfor er den største fare mod en fredelig udvikling i EU's lande en opløsning eller lammelse af EU. Sker det, kan vi hver for sig afvente udfaldet af konflikten mellem USA og Kina, hver for sig kæmpe med klimaet og hver for sig forsøge at få styr på den illegale immigration. Og ingen af delene kan vi gøre noget ved hver for sig.

I Europa prøver vores nabo Rusland at destabilisere EU for en dag at tage tilbage, hvad det tabte, dengang Sovjetunionen brød sammen. Krim var blot begyndelsen. Forude venter Ukraine, Kaukasus og balterne, hvis Nato og EU går i opløsning. På længere sigt får Rusland imidlertid brug for et godt forhold til EU. På længere sigt vil Kina forlange at få noget af det tilbage, som Rusland tog, da det var i knæ. Breder islamismen sig fra Afghanistan til Centralasien, vil Rusland stå med nye konflikter i Kaukasus. Mod øst og syd vil det være truet, men ikke mod vest.

LÆS OGSÅ: Lykketoft: Kabuls fald er sandhedens time for tyve års “krig mod terror”

Ingen har så megen soft power som Vesten. Men denne magt skal udfoldes uden at ligne er forsøg på at omvende alverden til vore værdier. Det skaber kun antivestlige stemninger.

Per Stig Møller
Fhv. udenrigsminister og partiformand for Konservative

I betragtning af Vestens relative fald i den globale demografi, økonomi og verdenshandel er det ikke just væbnede konflikter, Vesten har brug for, men tværtimod evnen til at finde løsninger uden løbske konflikter.

Ingen har så megen soft power som Vesten. Det er her, alverdens flygtninge vil hen, men denne magt skal udfoldes uden at ligne er forsøg på at omvende alverden til vore værdier. Det skaber kun antivestlige stemninger. Vi må respektere, at der er andre kulturer og traditioner end vores og lære at forstå og leve med hinandens forskelle.

Den Kolde Krig blev vundet, uden at der blev løsnet et skud mellem USA og USSR. Efter Sputnik-chokket forbød USA ikke Sovjetunionen at udvikle sin teknologi. USA satte i stedet gang i måneprogrammet, der i sidste ende førte til SDI og medvirkede til Sovjetunionens økonomiske og dermed politiske sammenbrud. På samme måde må Vesten i stedet for at forsøge at forhindre Kinas teknologiske udvikling selv satse på at blive dygtigere og bedre.

Europa bør satse massivt på vidensudvikling. Det gælder ikke mindst på hele det store klimaområde fra materialer til energi og produktionsmåder. Eftersom klimaproblemet er en usikkerhedsmultiplikator, vil nye klimaløsninger kombineret med økonomisk-politisk samarbejde med Afrika fremme den nødvendige udvikling i Afrika, som kan dæmpe udvandringen fra Afrika.

Stillet overfor fremtidens store økonomiske, demografiske og klimatiske udfordringer er spørgsmålet, om vi lod os lede på afveje af 9/11? Tog vi fat på de mindre problemer og glemte de store, da vi gik ind i Afghanistan? Overså vi ikke elefanten, men dragen i rummet?

Svaret er både nej og ja. Nej, fordi man ikke bare kunne negligere 9/11 og lade al-Qaeda fortsætte, for hvor og hvornår ville det så ende? Man kunne ikke have forhindret sunni-shia-konflikten, som blev reaktiveret og skabte Islamisk Stat, efter at Vesten var gået ud igen. Skulle vi have ladet Saddam Hussein udløse nye krige, som han havde for vane? Skulle vi have ”bombet Iran”, som McCain opfordrede til? Men hvor mange bombeofre havde Iran da taget med sig i Mellemøsten og Europa? Vi må erkende, at det ene skal gøres, uden at det andet forsømmes.

Den gamle verdensorden er på held. En ny er ved at vokse frem. Et sådant skifte skaber altid konflikter.

Per Stig Møller
Fhv. udenrigsminister og partiformand for Konservative

Derfor er svaret også ja, fordi vi sent koncentrerede os om de store, globale problemer. I mellemtiden skabte Kina sin økonomiske og teknologiske fremgang og spredte sin indflydelse ud over verden.

Skulle vi have holdt det ude af WTO? Ved at lukke Kina ind i WTO kom det med i et regelbaseret system og håbet var, at markedsøkonomien ville fremme demokratiet i Kina i takt med, at den hev hundreder af millioner ud af fattigdom og ind i mellemklassen.

At den ikke efterspurgte demokratiet, kan skyldes, at kineserne historien igennem vil have fred og fremgang og undgå splittelse. Leverer kejseren i Kina på det, får han lov at fortsætte. Jo mere vi gør, for at fjerne denne kejser, jo mere nationalistisk vil Kina blive.

Den gamle verdensorden er på hæld. En ny er ved at vokse frem. Et sådant skifte skaber altid konflikter. I 00'erne kunne USA have fornyet den gamle orden. Nu fornys den, uanset om vi vil eller ej, men vi kan stadig nå at få afgørende medindflydelse på den. Konflikt eller konsensus? Valget er stadig åbent.

Men for Europas vedkommende forudsætter det selvfølgelig, at vi formår at udforme en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik.