Tidligere toppolitikere ser tilbage på to årtiers kamp mod terror

Lørdag er det 20 år siden, at en ny verdensanskuelse formede sig ud af støvskyerne fra World Trade Center i New York. Med USA i spidsen udråbte Vesten terrorkrisen som sin vigtigste politiske modstander, og det politiske chok udviklede en tro på, at en demokratisering - også båret af militære midler - af Mellemøsten ville give os sikkerhed én gang for alle.

Først blev Afghanistan invaderet, så kom turen til Irak. I dag er vi stort set ude af Mellemøsten, som i stedet for spirende og spredende demokrati er præget af fejlslagne stater, borgerkrig og en magtbalancekamp mellem Iran og Saudi-Arabien.

Senest har Vestens endegyldige exit fra Afghanistan resulteret i et militært kollaps, der har banet vejen for Taliban-regimets erobring af hovedstaden Kabul og resten af landet - en situation, der fortsat udvikler sig fra dag til dag.

Sagt på en anden måde står vi på næsten alle måder i den omvendte verden af den, vi troede, vi ville få efter 9/11-angrebet.

Men betyder det, at vi drog de forkerte konklusioner - og kunne vi have draget andre? Har vi spildt 20 års sikkerhedspolitik i forhold til Kina? Hvor står Vesten og Europa tyve år efter - i forhold til Iran, i forhold til Rusland, i forhold til Kina og ikke mindst i forhold til Afghanistan? Og er terrortruslen den samme i dag, som den var for 20 år siden?

De spørgsmål har tre tidligere toppolitikere de seneste uger reflekteret over i Altingets debatspalter. Her har de givet deres bud på, hvor den internationale verdensorden står 20 år efter 9/11, og hvordan Europa og Vesten bør gribe den nye virkelighed an. 

Anders Fogh Rasmussen, forhenværende statsminister, partiformand for Venstre og generalsekretær i Nato:

“De sidste ugers beretninger om situationen (i Afghanistan, red.) har været nedslående, og jeg er dybt ulykkelig på vegne af de afghanere, der nu frygter for deres fremtid. Men efter min opfattelse sætter det ikke spørgsmålstegn vil beslutningen om at gribe ind. Tværtimod.”

“Den vigtigste lektie af Afghanistan-krigen er, at frie og demokratiske samfund bør udvikle mere strategisk tålmodighed. Ethvert demokrati har en indbygget tvivl på sig selv, men vi er nødt til at stå på mål for vores kerneværdier. Vores demokratiske systemer tvinger ledere til at tænke kortsigtet; men nye demokratier kan tage generationer at udvikle.”

“Strategisk tålmodighed gjorde den frie verden i stand til at vinde Den Kolde Krig, og det er den samme tålmodighed, vi i Vesten må genopdage, hvis vi skal afværge den stigende udfordring fra verdens autokratier.”

“Menneskets grundlæggende frihedstrang er blandt de stærkeste kræfter i verden, og befolkningen i Afghanistan har oplevet en frihed, der var utænkelig for 20 år siden. Det kan Taliban ikke tage fra dem.”

Du kan læse det fulde indlæg fra Anders Fogh Rasmussen her. 

Mogens Lykketoft, forhenværende udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet, formand for Folketinget og formand for FN's generalforsamling: 

“Konsekvensen af alle de blodige fejltagelser de seneste tyve år er sandsynligvis, at der ikke er nogen amerikansk præsident, der vil starte ny invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse for os, der advarede mod kritikløst at følge med, når USA kaldte på os til krig.”

“Vi ser, at USA vender sig mere indad og med sit udenrigspolitiske fokus overvejende på konkurrencen med den opkommende supermagt Kina. Det stiller Europa over for mange ny internationale udfordringer og nødvendigheden af, at vi engagerer os mere i vore nærområder fra Nordafrika over Mellemøsten til Afghanistan.”

“Europa har en vigtig rolle i at dæmpe modsætningerne mellem USA og Kina, der ellers i værste fald kan føre os frem mod Tredje og Sidste Verdenskrig.”

“Vi kommer ikke til at kopiere fortidens amerikansk ledede massive invasioner. Men måske kan vi ad åre opbygge et fælles militært korps til udrykning til FN-ledede fredsbevarende operationer. Skulle det lykkes, vil det være særligt sørgeligt, hvis Danmark fastholder forsvarsforbeholdet.”

Du kan læse det fulde indlæg fra Mogens Lykketoft her. 

Per Stig Møller, forhenværende udenrigsminister og partiformand for Konservative:

“Fra 11. september 2001 blev det islamismen mod demokratiet, som ikke måtte slå rod i den muslimske verden. Det blev Vesten mod islamisterne i Afghanistan. Kritikken af interventionspolitikken fik Obama til at være passiv i Syrien, som man havde været det i Rwanda og Srebrenica. Det er Vestens dilemma: griber det ind, skal det komme til at fortryde det, og griber det ikke ind, skal det også komme til at fortryde det. Derfor svinger USA's udenrigspolitik som et pendul.”

“Stillet overfor fremtidens store økonomiske, demografiske og klimatiske udfordringer er spørgsmålet, om vi lod os lede på afveje af 9/11? Tog vi fat på de mindre problemer og glemte de store, da vi gik ind i Afghanistan? Overså vi ikke elefanten, men dragen i rummet? Svaret er både nej og ja.”

“Den gamle verdensorden er på hæld. En ny er ved at vokse frem. Et sådant skifte skaber altid konflikter. I 00'erne kunne USA have fornyet den gamle orden. Nu fornys den, uanset om vi vil eller ej, men vi kan stadig nå at få afgørende medindflydelse på den. Konflikt eller konsensus? Valget er stadig åbent.”

Du kan læse det fulde indlæg fra Per Stig Møller her. 

------------

Du kan derudover dykke ned i debatseriens øvrige artikler her, hvor du kan læse indlæg fra blandt andre udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Jacob Kaarsbo. 

Alle tre indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.