Debat

Forsker: Den tvetydige jihadisme tvinger Vesten ud i nyt sikkerhedspolitisk dilemma

Hvis Vesten skal lykkes med en ny sikkerhedspolitisk strategi mod islamisme og terrorisme, skal forestillingen om jihadismen som en ensartet, entydig og udynamisk bevægelse lægges i graven, skriver seniorforsker Mona Kanwal Sheikh. 

Mens nogle jihadistiske ideologer anser Vesten for at være hovedskurken, er andre optaget af illegitime muslimske regimer eller aktører, skriver seniorforsker Mona Kanwal Sheikh.
Mens nogle jihadistiske ideologer anser Vesten for at være hovedskurken, er andre optaget af illegitime muslimske regimer eller aktører, skriver seniorforsker Mona Kanwal Sheikh. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Mona Kanwal Sheikh
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med Talibans magtovertagelse i Afghanistan står det uklart, hvad det kommer til at betyde for den transnationale jihadisme. Vil Afghanistan blive en banegård for jihadister, eller formår de at udkonkurrere de transnationale jihadister ved at fastholde det nationalistiske fokus?

Vurderingerne går i forskellige retninger og afhænger blandt andet af, hvordan man forstår forholdet mellem islamisme og jihadisme.

Fra et vestligt sikkerhedsperspektiv lyder den optimistiske analyse, at der i dag er forsvindende få angreb i Vesten orkestreret af Islamisk Stat og al-Qaeda, og at man siden 2006 har udviklet en modstandsdygtig teknologisk og efterretningsmæssig kapacitet, der betyder, at truslen reelt er minimal. Al-Qaeda har for eksempel ikke stået direkte bag nogle angreb i Vesten siden 2014.

Tvetydighed er netop, hvad jihadismen afspejler, og denne tvetydighed gør det naturligvis også svært at tænke i entydige retninger, når det handler om inddæmning, konfliktløsning og bekæmpelse.

Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker, DIIS

Herudover er det en del af den håbefulde analyse, at jihadisme blot er en del af et “internt” muslimsk opgør. Et opgør, der indebærer uenigheder om kalifatet, de sande doktriner, den sande muslim, formålet med den væbnede kamp, hvad der udgør legitim krigsførelse, og om dommedag er nær eller ej.

Med andre ord diskussioner og opgør, der ikke har meget med hverken Vesten eller vores interventioner at gøre.

Nu hvor vi har udviklet robusthed og forebyggelsesprogrammer, er vi nået et superafværger niveau, der betyder, at vi snart ikke kan gøre meget for at minimere risikoen. Konklusionerne fra det perspektiv peger derfor på, at vi bare skal lære at leve med det, der sker i andre lande, og at vi ikke skal fare ud med troen på demokrati og menneskerettigheder.

Den mere pessimistiske analyse er baseret på en anden forståelse. Nemlig at jihadisterne grundlæggende har et transnationalt ethos, så de vil blive ved med at lede efter huller i vores sikkerhedssystemer og opbygge operationel kapacitet til at ramme Vesten, når de kan.

I den forståelse er islamister reelt gradualister. Det vil sige, at de gradvist udvider ambitionen i takt med, at de får indflydelse. Perspektivet er herudover, at der er mere der forener al-Qaeda, Islamisk Stat og Taliban, end der splitter dem – navnlig hadet til Vesten.

Dem, der abonnerer på denne forståelse, vil ofte være villige til at fortsætte den offensive linje, som “krigen mod terror” repræsenterede. Den var især baseret på en afpolitisering af jihadismen, som også journalist Jakob Sheikh har beskrevet i sin seneste bogudgivelse “Vi Tabte”.

LÆS OGSÅ: Per Stig Møller: Jakob Sheikhs ’Vi tabte’ er en af de bedste bøger, der er skrevet om jihadismen

Vi stod tilbage med en forståelse af fjenden som enten fanatisk religiøs eller drevet af ren ondskab. Afpolitiseringen havde den effekt, at den lukkede ned for politiske løsninger, og alt andet end fanfare-agtige militære fremtog virkede for svage og uproportionelle.

Afpolitiseringen havde den effekt, at den lukkede ned for politiske løsninger, og alt andet end fanfare-agtige militære fremtog virkede for svage og uproportionelle.

Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker, DIIS

Menneskedens konflikthistorie er fuld af tragiske reaktionsmønstre, der kunne være undgået, hvis ikke man troede, at det handlede om de komplet uskyldsrene på den ene side og den inkarnerede ondskab på den anden.

Det er, hvad historikeren Herbert Butterfield iagttog for flere årtier siden, da han kommenterede på et universelt mønster i konflikter: man fratager opponenten legitime bevæggrunde og eliminerer enhver ambivalens.

Men tvetydighed er netop, hvad jihadismen afspejler, og denne tvetydighed gør det naturligvis også svært at tænke i entydige retninger, når det handler om inddæmning, konfliktløsning og bekæmpelse.

Jihadismen kan både være nationalistisk, men også dække over en transnational ambition om et kalifat. Nogle gange bliver de bevægelser, der oprindeligt opererede globalt, omdannet til lokale bevægelser, ligesom det skete med flere af al-Qaedas diverse forgreninger i kølvandet på Osama Bin Ladens død. Andre gange sker det modsatte, og lokale bevægelser booster deres relevans ved at sværge loyalitet til de transnationale bevægelser.

Mens nogle jihadistiske ideologer anser Vesten for at være hovedskurken, er andre optaget af illegitime muslimske regimer eller aktører. Jihadismen er derfor på én gang en del af en intern debat, men også en bevægelse, der opstod i en koldkrigssammenhæng, hvor stormagtskrig satte spillereglerne og var med til at forme ideologerne.

I nogle tilfælde har islamistiske bevægelser vist sig at være et konkurrencedygtigt bolværk mod transnationale jihadistiske bevægelser, mens de i andre tilfælde har haft følgere, der nemt kunne rekrutteres til jihadisternes kampe. At Taliban udvider sine ambitioner til eksempelvis at omfatte nabolandet Pakistan og inspirere andre regionale bevægelser til at følge trop, er derfor en reel mulighed.

Uanset hvad skal Vesten gentænke sin politik i forhold til islamister, og dilemmaerne står i kø.

Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker, DIIS

En anden – og måske mere sandsynlig – er, at de fastholder deres oprindelige nationalisme, slår hårdt ned på konkurrerende ideologier. Herunder den arabiske salafisme og særligt den, som Islamisk Stat repræsenterer.

Uanset hvad skal Vesten gentænke sin politik i forhold til islamister, og dilemmaerne står i kø. I en situation hvor repressive regimer kan være bedre til at holde den transnationale jihadisme nede, sidder vi i Vesten og skal vægte en sikkerhedsdagsorden over for den, der handler om rettigheder og inklusivitet. For at kunne navigere, er der derfor først og fremmest behov for at opløse idéen om, at vi står over for en ensartet, entydig og udynamisk bevægelse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion