Per Stig Møller: Jakob Sheikhs ’Vi tabte’ er en af de bedste bøger, der er skrevet om jihadismen

11. september 2001 blev planlagt af topjihadisten Osama Bin Laden i Afghanistan. 10 år efter fik USA ram på ham i Pakistan, og præcis tyve år efter kastede USA håndklædet i ringen og forlod Afghanistan.

USA tabte. ”Vi tabte”, konstaterer journalisten Jakob Sheikh i bogen af samme navn. Vi tabte tilmed på flere niveauer, er titlens pointe. Ikke alene ved ikke at vinde, men også ved, at vi lige præcis faldt ned i de grøfter, Bin Laden ville lokke os ned i.

Med sin terror ville han tvinge Vesten og især USA ind i en krig, som den USSR havde tabt. Krigen skulle få Vestens økonomier til at forbløde og vores retssamfund og demokratier til at komme i krise på grund af mandefaldet i krigen, den anstrengte økonomi og den indskrænkning af friheden, som den skærpede antiterror-overvågning ville fremkalde. Til sidst ville vi så få nok og trække os ud af den muslimske verden. Og Bin Laden nåede i vidt omfang disse mål, er Jakob Sheikhs ikke urigtige pointe.

Hvis disse var Bin Ladens mål, lå der en klar strategi bag 9/11, ligesom der gjorde bag den efterfølgende række af terrorangreb, der ramte Europa, og som IS siden videreførte. Brug biler, knive, økser, hvad som helst, sagde IS – og det gjorde de så. Her behøvedes ikke den sofistikerede planlægning, som al-Qaeda excellerede i, og som vore efterretningsvæsener var blevet dygtige til at trævle op. Her kunne enhver voldsparat være med.

En klar, totalitær idelogi
Mange af dem, der udførte terroren, var småkriminelle eller alkoholikere, men det var de, der opildnede dem og sendte dem af sted ikke. Det lægger Jakob Sheikh megen vægt på at få frem, og det har han ret i. Jihadismen er en klar, totalitær ideologi med et mål og metoder til at nå det. Ligesom nazismen og bolsjevismen.

Sheikh beskriver indgående alle facetter og stadier af jihadismen og kritiserer lødigt dem, der mener, vi er midt i et "clash of civilization", og dem, der mener, jihadisterne er skabt af os selv. Hans pointe er nærmest, at de har skabt sig selv, men i et samspil med den virkelighed, vi i tidens løb har påført dem. Derfor spiller udenrigspolitikken og især Israel så stor en rolle for dem, hvor Sheikh mener, vi har ignoreret palæstinenserne. Men her, som flere andre steder, gør Sheikh det let for sig selv ved at se bort fra, hvad der rent faktisk blev gjort fra Vestens side.

Jakob Sheikhs bog er en af de bedste og grundigste, der er skrevet om jihadismen i Mellemøsten og Afghanistan

Per Stig Møller

Netop fordi vi så, hvordan jihadisterne anvendte problemet Israel, satte vi os for at forsøge at løse det ved at tage initiativet til ”Køreplanen for fred” med dens to-statsløsning, som også blev budskabet fra Annapolis-konferencen. Vi tog altså palæstinensernes sag alvorligt. Sheikh påpeger også behovet for at støtte civilsamfundet, som han ikke mener, vi gjorde, men det var jo lige præcis, hvad vi gjorde med oprettelsen af Det Arabiske Initiativ, som stadig lever. Desuden har han ikke ret i, at Israel altid begynder skyderierne. Det gør faktisk Hamas, der i julen 2008 smed raketter ind i Israel, fordi to-statsløsningen var tæt på at blive virkeliggjort.

Spillet om det nære og det fjerne 
Men Sheikh har ret i sin hovedpointe, som er, at der ikke er tale om irrationelle antivestlige handlinger, men tværtimod om meget gennemtænkte strategier, hvis formål er at erstatte deres egne, ”vantro” regimer med rettroende. Vil Taliban af med Karzai og Ghani, må de have USA ud.

Det er spillet om den nære og den fjerne fjende. Efter Sheikhs mening er de ikke ude på det berømte ”clash of civilizations”. De er blot ude på at få os ud af den muslimske verden. Det er givetvis en del af sandheden, men ikke hele sandheden, for den vestlige livsstil, kvindernes ligeberettigelse og demokratiet vil det muslimske broderskab og jihadisterne jo også til livs.

De vil selvfølgelig først og fremmest forhindre den slags i de muslimske lande, sådan som vi ser det med Taliban, men deres salafister, fundamentalister og jihadister vil også forhindre, at muslimer i Vesten begynder at leve som vesterlændingene. Det er denne modstand mod integrationen i vore samfund, som skaber ghettoer og miljøer, der fremmer konfrontationen og ”the Clash”! Det er Sheikh selvfølgelig også opmærksom på, og hans bog slutter derfor med en række forslag til, hvordan man i fremtiden bør forholde sig til og agere i forhold til islam og muslimerne ude og hjemme. Ikke mindst opfordrer han det store, velintegrerede flertal af muslimer i Vesten til at tage del i vores civilsamfund og demokrati og aktivt modvirke fundamentalismen og jihadismen i de muslimske miljøer.

Jakob Sheikhs bog er en af de bedste og grundigste, der er skrevet om jihadismen i Mellemøsten og Afghanistan. Dens beskrivelse af jihadisterne og deres motiver er veldokumenteret, og dens refleksioner over de forskellige måder at tackle islam-problemet på er tankevækkende. Det er simpelthen en helt nødvendig bog, hvis man vil beskæftige sig med radikaliseringen, dens årsag, væsen og ageren og måden at bekæmpe den på.