20 år efter 9/11: Den verden, vi vågner op til, er som lufthavnen i Kabul. Kaotisk, farlig og uforudsigelig

Jeg kan ikke huske, hvor jeg var 11. september 2001.

Det giver et stik af skam, når jeg siger det højt. Mine forældres generation kan huske, hvor de var, da de hørte, at Kennedy var blevet skudt, og hvem de var sammen med, da de så Armstrong sætte menneskehedens første fod på månen. Jeg kan huske, at jeg jublede i stuen i Vordingborg, da Kim Christofte i 1992 udplacerede Van Breukelen i semifinalen, og da Schmeichel tog den med én hånd foran Klinsmanns pandebrask i finalen få dage efter. 

Men jeg aner ikke, hvor jeg var, da Mohamed Atta styrede et American Airlines-fly ind i World Trade Centers nordlige tårn om morgenen den 11. september 2001. 

Det er pinligt, fordi 9/11 blev den formative begivenhed for politik i de følgende år, og for det der uhåndgribelige, men alligevel ekstremt tilstedeværende, vi kalder tidsånd. Og jeg kan ikke finde min egen plads i den historie – uanset hvor ubetydelig den er. 

Faktisk er det ikke helt rigtigt. Eller, det er meget værre. Netop fordi 9/11, allerede inden tårnene forsvandt deres grå sky af betonstøv, stål og glas, helt åbenlyst ville forandre alt, der fulgte efter, har min hjerne ligesom fyldt noget på, der kan modsvare en del af dybden og alvoren. Og her er der åbenbart trukket en neural forbindelse mellem 9/11, og den dag strømmen forsvandt på Sjælland, næsten præcis to år senere, 23. september 2003.  

Så når jeg tænker på 9/11, mindes jeg at sidde på universitetsbiblioteket, mens min computer langsomt men sikkert løb tør for strøm, at vi lige så langsomt og sikkert trissede ud af studentercaféen og hjemad, da stearinlysene brændte ud, og at jeg hele tiden blev overrasket over de ting, jeg ikke kunne: Jeg ville lave kaffe, da jeg kom hjem, og hældte pulver i filteret og vand på maskinen, for så at klikke kontakten frem og tilbage nogle gange, før det gik op mig, at det jo ikke kunne lade sig gøre. Og jeg gik på gaden for at købe ind, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre og stod og stirrede forundret på de tilgitrede og ubevægelige skydedøre til Netto. 

Jeg tror, jeg forstår, hvorfor synapserne i min hjerne har foretaget den operation. 9/11 var en kolossal og altforandrende begivenhed, men når man kiggede ud ad sit vindue i København, var alt stadig fuldstændig det samme som altid. Den nye virkelighed, man havde i hovedet, var afkoblet virkeligheden udenfor. For at overkomme den forskel har min hjerne indsat dagen, hvor strømmen forsvandt og det totale stop for almindeligt liv, det i nogle timer førte med sig, ind som konkret indhold for, hvad 9/11 var. 

Flyene styrtede ind i tårnene, og Netto var lukket, og kaffemaskinen ville ikke lave kaffe, og vi levede ikke længere i den verden, vi kendte. 

Det fortæller jeg ikke som en eller anden form for livsstilsjournalistik, hvor store politiske hændelser skal knyttes til personlige følelser for at kunne have mening. Jeg kom til at tænke på min (ikke-) historie om 9/11, fordi vi her 20 år efter, og mens kaos – og Taliban igen – regerer i Kabul, alle sammen vender tilbage til udgangspunktet. 

Hvad var 9/11 egentlig? 

Hvilken verden indvarslede 9/11?

En zone mellem psykologi og politik 

Én ting er sikkert her 11. september 2021. Det blev ikke den verden, vi troede det var. Hvor demokratierne atter var truet på deres eksistens, ville kæmpe, vinde og omforme vores fjender i vores eget billede og gøre dem til vores demokratiske partnere i en evig fred. 

Den verden, vi vågnede op til i går, er som lufthavnen i Kabul. Kaotisk, præget af anarki og for stor til vores vilje. Altså, selv vores vilje, os, de rigeste nogensinde med en militær slagkraft, der ikke har og ikke har haft sit lige.

Nu er vi i stedet i en verden, vi prøver at forhindre i at omforme os, snarere end omvendt. En verden, vi nu forlader med en hastig luftbro og vil prøve at forskanse os fra med alle de ekstreme etiske og politiske valg og trade offs, der snart ligger på bordet foran os. En verden, hvor amerikanske sikkerhedsinteresser ikke overlapper med europæiske, og hvor hele vores – vi danskeres – forhold til Europa, derfor kommer til at blive forandret.

En verden, ingen endnu ikke har et mentalt kort over, og hvor vi ikke vil kunne holde fast i det billede, vi har af os selv som dem, der kan tillade sig de højeste idealer, fordi vi kan gøre dem til virkelighed også for andre end os selv. 

Flyene styrtede ind i tårnene, og Netto var lukket, og kaffemaskinen ville ikke lave kaffe, og vi levede ikke længere i den verden, vi kendte.

Esben Schjørring

På en vis måde er det let at sige, hvad 9/11 er. De to tårne styrtede sammen, og næsten 3.000 mennesker døde. I dagene efter påkaldte NATO-landene sig Atlantpagtens musketér-ed i artikel 5, og den 7. oktober 2001 begyndte krigen i Afghanistan mod Taliban, som husede manden bag terrorangrebet, al-Qaedalederen Osama bin Laden. 18 måneder senere gik vi med henvisning til terrorforbindelser og masseødelæggelsesvåben så i krig i Irak for at fjerne Saddam Hussein, denne gang ikke under NATOs flag, men som del af en koalition af frivillige lande bag USA. 

Men man indfanger ikke 9/11 med opgørelse over datoer, antal døde eller krigenes økonomiske omkostninger. Det, der blev ramt, er noget, man ikke kan se eller tælle op – noget der befinder sig i grænselandet mellem politik og psykologi. En zone, jeg tror, vi havde glemt eksisterede. 

Hobbes og voldsmonopolet 

Det ligger i navnet terror, at den er skrækindjagende. Det betyder, at terrorens mål ikke er dem, den slår ihjel, men dem, der overlever. At gøre dem bange for, at det er dem eller dem, de elsker, der bliver ramt næste gang. 

Eller, mere præcist, at gøre de overlevende bange for, at dem, skal passe på dem, eller som lover, at de gør det, ikke er i stand til det. At staten ikke leve op til sit løfte om at beskytte dem. 

Det er her terroren for alvor bliver politisk. 

De fleste kender begrebet voldsmonopol. Det er et begreb, der stammer fra den tyske sociolog Max Weber, og for Weber udgør voldsmonopolet det grundlæggende kriterium for, hvornår en stat er en stat. Det er når, den kan opretholde den "legitime ret til fysisk tvang," som han skrev. 

Hvis du bliver stoppet af en politibetjent for at køre over for rødt, er det ikke en medborger, der stopper dig, men staten, og du stopper, for når staten siger stop, stopper du. Spørgsmålet er, hvor staten egentlig får den magt fra? Vi vokser jo bare op med, at det er sådan. At statens love skal overholdes, og at det retfærdigt og rigtigt, at man bliver straffet, hvis man forbryder sig imod dem. 

Hvordan skete det? 

Det havde Webers far i ånden – den engelske filosof Thomas Hobbes - et svar på. Hvis Weber er kendt for voldsmonopolet, er Hobbes kendt for begrebet om naturtilstanden, hvor et samfund endnu ikke er etableret, og alle er i krig med alle. En tilstand, hvor enhver har uindskrænket frihed, fordi man kan gøre, hvad man vil, men hvor alle også er fundamentalt usikre, fordi man hele tiden kan blive overfaldet, berøvet og slået ihjel.

Hobbes beskrev livet i naturtilstanden som "ensomt, fattigt, grumt, dyrisk og kort", og han analyserede, hvordan naturtilstandens anarki først stoppede, når der var én, der kunne true alle andre mere, end de truede hinanden. Ansigt til ansigt med den trussel opgav alle deres uindskrænkede frihed mod at få et vist mål af sikkerhed – og en indskrænket, begrænset frihed – fra den, som Hobbes nu kaldte suverænen. 

Begge momenter – den politiske kedsomhed og nostalgien efter fortidens heroiske, ægte politiske kampe – er nøglen til at forstå Bush, Blair og Fogh og den måde, vi reagerede på 9/11.

Esben Schjørring

Hobbes mente, at enhver stat, uanset om den var et monarki eller et demokrati, hvilede på netop det bytteforhold: vi underlægger os staten, fordi vi frygter den, og fordi den i modydelse giver alle sikkerhed overfor alle andre. 

Med andre ord: voldsmonopolet – den legitime ret til tvang – hviler helt grundlæggende på vores frygt for staten. En frygt, de fleste af os måske mest kender som det lille stik i maven, det giver, når man pludselig får øje på en politibil, når man kører uden lys på sin cykel en fredag aften, og straks hopper af. 

Terror som den, der mødte os 9/11 (og derefter i London og Madrid, på Bataclan i Paris og et utal af andre gange) angriber alle dele af den ligning, der giver staten sin legitimitet. 

Den angreb bytteforholdet mellem beskyttelse og magt ved at vise, at statens løfte om at passe på os var – eller kunne være – tomt. Og den angreb vores grundlæggende frygt for staten, ved at vise, at der var noget andet, vi skulle være mere bange for. 

Det var det ultimative mål for den islamistiske terror. Ikke dem, den slog ihjel, men de vestlige staters indre legitimitet. Enten for at få USA til at forlade Mellemøsten eller for at fremprovokere en dommedagsagtig konfrontation med Vesten. 

Uanset hvad – selvfølgelig blev reaktionen voldsom. 

Demokratiudbredelse som sikkerhedspolitik 

Indadtil reagerede de vestlige stater med nye overvågningsprogrammer, som alle indtil 9/11 ville have sagt, var utænkelige. Og udadtil med de to store invasioner i Afghanistan og Irak, der skulle forvandle dem til fredelige demokratier, og igangsætte en dominoeffekt, der ville vælte det ene autokratiske regime efter det andet, indtil alle Mellemøstens lande var blevet demokratiske.
 
Men det er også her, man må stoppe op. For hvorfor var svaret netop væg til væg, mega-skala besættelser, der havde regimeskifte fra diktatur til demokrati ikke bare som et distant mål, men som sit omdrejningspunkt og succeskriterium?
 
Det sidste er vigtigt at gøre sig helt klart. Hvis ikke målet havde været at forvandle Afghanistan og Irak liberale demokratier, havde man ikke besat dem og overtaget statsapparatet. 

Det var det realistiske i det mål, andre regeringer (den franske), anerkendte forskere i international politik (som Stephen Walt og John Mearsheimer) og intellektuelle (som den engelske filosofiprofessor John Gray) anfægtede offentligt. Den diskussion er det med den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan irrelevant at tage igen – Mellemøsten blev ikke fredeligere, stabilt og demokratisk. Tværtimod.
 
Spørgsmål er, hvorfor regeringslederne i USA, England og en del andre lande, ikke mindst i Danmark, affejede al kritik og så stålsat troede på, at demokratiseringen af vores fjender ikke bare kunne lade sig gøre, men at det var den eneste farbare sikkerhedspolitiske vej. Og det er vigtigt at stille det spørgsmål, fordi alle de afgørende fejl og uløselige problemer, der fulgte efter invasionerne, hidrører fra den overbevisning.

Jeg tror, at en del af svaret kan findes i den politiske tidsånd, der - alle andre forskelle til trods - forbinder George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. Særligt to træk har de til fælles.

De ene er, at alle tre er født efter Anden Verdenskrig og vokset op med Den Kolde Krig og dens afslutning, som deres formative personlige og politiske begivenheder. På den ene side med krigen mod nazismen som noget, der har fyldt enorm meget, men som for dem har været en beretning og en fortælling, og som de ikke selv havde taget del i. På den anden side med konfrontationen mellem de totalitære regimer i Østeuropa og demokratierne Vest som det verdensomspændende, centrale politiske skel, men hvis afslutning med Murens Fald og fløjlsrevolutionerne de heller ikke var direkte aktører i. Det var borgerne i Østeuropa, der gik på gaden væltede deres autoritære ledere og krævede demokrati.

Det andet fællestræk er, at de alle tre blev statsledere på et tidspunkt, hvor det virkede som om politisk ideologi i det hele taget var noget, der hørte fortiden til. Blair blev premierminister i 1997 ved at gå på kompromis med britisk socialdemokratisme og dreje sit parti mod højre og ind på midten. Den samme bevægelse havde Fogh foretaget i 2001 bare fra den anden ende af det politiske spektrum; på vegne af hele det borgerlige Danmark gik han på kompromis med sin liberalisme og omfavnede velfærdsstaten. Og i USA havde George W. Bush i valgkampen mod Al Gore i 2000 markedsført sig som ikke-så-konservativ-at-det-gjorde-noget. 

Med andre ord var den politiske historie slut. Det gjaldt den store historie, som handlede om, hvilket politisk styresystem, demokratiet eller dets konkurrenter, nazismen og kommunismen, der var bedst. Og det gjaldt den mindre politiske historie om, hvordan samfundsindretningen i deres respektive lande skulle være. 

Først og fremmest blev 9/11 og den krise – terrorkrisen – der fulgte efter, den første af en lang rækker kriser, som alle er globale og grænseoverskridende på måder, vi har meget svært ved at håndtere mentalt og politisk. 

Esben Schjørring

Bush, Blair og Fogh blev regeringschefer på et tidspunkt, hvor det job mest indbefattede at være en god manager i et samfund og i en verden, andre før dem havde indrettet. Måske skulle der stadig reformeres og justeres på de finanspolitiske balancer, og befolkningernes stigende krav til ydelser og services skulle administreres. Men det heroiske element i politik var et fortidigt emne. At være politiker – selv på det øverste niveau – mindede mere om en stilling som kustode i et museum for menneskehedens historie. 

11. september 2001 åbnede en ny dør for dem. 

Fukuyamas melankoli 

Det med museet for menneskehedens historie, er ikke mit påfund. Det stammer fra den amerikanske politolog Francis Fukuyama og det essay, han skrev i sommeren 1989, mens Berlinmuren stadig stod, og ingen forventede, at den få måneder senere ville blive slået til murbrokker – og som var betitlet med det begreb, der siden skulle gøre ham til sin tids mest berømte intellektuelle, The End of History. 

Det var netop forestillingen om, at historien med det liberale demokratis sejr over kommunismen havde nået sit endemål, Bush, Blair og Fogh henviste til, når de argumenterede for Afghanistan- og Irakkrigen.  

"Nu hvor frihed og demokrati har sejret i Central- og Østeuropa, er udviklingen i Mellemøsten den næste store udfordring," som Fogh skrev i 2003 i en debat med Politikens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden. 

Ræsonnementet var, at hvis alle landes udvikling på kortere eller længere sigt alligevel ville ende i det liberale demokrati, kunne vi – og burde vi – fremskynde den proces militært i lande, der truede vores sikkerhed. Vi besatte ikke Afghanistan og Irak for at gøre dem til kolonier og udbytte deres ressourcer og arbejdskraft, men for at befri dem til frihed. 

"Vi prøver at fjerne lænkerne om demokratiet," som Paul Wolfowitz, viceforsvarsminister under Bush, sagde i 2004. 

Fukuyama var selv fortaler for begge krige, selvom han hurtigt vendte sig imod Irakkrigen. Men han var alt andet end triumferende, da han konkluderede, at historien havde nået sin endestation.

Til sidst i sit essay så Fukuyama på, hvordan livet egentlig ville være i den post-historiske epoke, og det var der, han skrev det med museet for menneskehedens historie: 

"Historiens afslutning bliver en meget trist tid. Kampen for anerkendelse, villigheden til at risikere sit eget liv for et rent abstrakt mål, den verdensomspændende ideologiske kamp som fremkaldte mod, stolthed, visionære forestillinger og idealisme, vil være erstattet af økonomisk beregning, endeløse løsninger af tekniske problemer, miljøproblemer og tilfredsstillelse af sofistikerede forbrugerkrav. I den post-historiske periode vil der hverken findes kunst eller filosofi, kun den evige kustode-virksomhed på museet for menneskehedens historie." 

Helt kort stod vi i 1989 ifølge Fukuyama ved indgangen til "århundreders kedsomhed". 

Hvordan ville vi så reagere på det? Det svarede Fukuyama også på. 

"Jeg kan mærke det i mig selv, og ser i andre omkring mig, en stærk nostalgisk længsel efter tiden, hvor historien eksisterede. Faktisk vil netop den nostalgi fortsætte med at drive konkurrence og konflikt selv i den post-historiske verden i den kommende tid." 

Jeg tror, begge momenter – den politiske kedsomhed og nostalgien efter fortidens heroiske, ægte politiske kampe – er nøglen til at forstå Bush, Blair og Fogh og den måde, vi reagerede på 9/11. 

9/11 åbnede en dør for dem til endelig at blive de politiske aktører, de aldrig havde været og ikke havde udsigt til at blive. Nostalgien efter den nære fortids store politiske kamp mellem demokrati og diktatur drev dem til at se Afghanistan med Taliban og al-Qaeda og Saddam Hussein i Irak som genkomsten af Hitlers Nazityskland, der slap ondskaben løs på verden, men som demokratierne vandt over, befriede og gjorde til et sprudlende demokrati. 

Fogh sagde det selv mange gange. For eksempel i en tale fra den 4. maj 2004: 

"Ondskaben og grusomheden har ikke forandret sig. Om det er de nazistiske SS’ere, Saddam Husseins bødler eller nutidens fanatiske terrorister, så er de alle sammen kendetegnet ved med fuldt overlæg at slå fuldstændigt uskyldige civile mænd, kvinder og børn ihjel. Vi kan ikke – og vil ikke – se stiltiende til. Mens mennesker bliver undertryk i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og Irak. Vores fortid forpligter os til at gøre, hvad vi kan for at udbrede den frihed, fred og sikkerhed, som vi selv nyder, til andre områder af verden." 

Globale kriser, nationale demokratier 

Jeg tror, at Bush, Blair og Fogh i deres svar på 9/11 gjorde meget af det samme, som de synapser, der styrer min erindring, har gjort med den dag i september. Kompenseret for det ufattelige ved det, der skete, ved at se noget andet i det, som det ikke var. 

Måske er svaret på, hvad 9/11, og hvilken verden terrorangrebet indvarslede, at vi ikke anede det. Og her 20 år senere kan vi se, at det i hvert fald ikke var, hvad vi troede. 

9/11 var noget helt andet. Det var et eksempel på, at destabilisering ikke behøver at komme fra en modstander med en stærk stat, og det var et eksempel på, at uanset hvor sikre og velstående, vi er, så er vi stadig skrøbelige. 

Men først og fremmest blev 9/11 og den krise – terrorkrisen – der fulgte efter, den første af en lang rækker kriser, som alle er globale og grænseoverskridende på måder, vi har meget svært ved at håndtere mentalt og politisk. Det gjaldt finanskrisen, der kom syv år efter 9/11. Det gjaldt flygtningekrisen i 2015, og det gjaldt (gælder) coronakrisen. Og det gælder den helt store strukturelle krise – klimakrisen. 

Da jeg var ung, gik vi rundt og sagde, at fordi kriserne var globale, ville de politiske svar også være det. Vi så EU som et udtryk for det. At jo mere kriseramte, vi blev som nationer, jo mere ville vi genkende vores skæbne i hinanden på tværs af lande og slå os sammen i en ny politisk overnational enhed, som ville erstatte nationalstaten, som ville få samme status som kommunerne i dansk politik.

Det er både sket – EU er, det langsomme bureaukrati til trods, blevet udbygget til en magtfuld og vital politiske institution – og det er også ikke sket. For samtidig er vi også blevet mere og mere nationale, og i hvert fald mere og mere bevidste om, at nationalstaten (nok) er den øverste tærskel for et fuldgyldigt demokrati. 

Så hvis vi ikke forlader nationalstaten, men de store kriser, vi møder, alligevel er globale, hvor står vi så? 

I min analyse kommer vi igen og igen til at stå i et valg mellem, hvad vi vil have bliver håndteret af overnationale institutioner som EU, der ikke er fuldt ud demokratiske, men som har meget handlekraft, og omvendt, hvad vi gerne vil forankre i nationalstaten, som nok er fuldt ud demokratiske, men som har en begrænset handlekraft. 

Det er et dilemma, der vil efterlade os med utilfredshed og frustration, uanset hvilken kombination vi vælger. Men samtidig trænger det sig kun mere og mere på. Nu har USA næsten udelukkende sit sikkerhedspolitiske fokus på Kina. Mellemøsten er ikke deres problem længere. For Europa er det nærmest omvendt.

Hverken Tyskland eller Frankrig ser ud til at være med på en meget hård konfrontation med Kina, til gengæld er udsigten til nye store flygtningestrømme fra Mellemøsten, der stævner ud mod Europa, noget der i den grad bekymrer europæiske statsledere. Det politiske opbrud, der kom i 2015 efter flygtningekrisen, ønsker ingen af dem se gentaget.

Vi har med andre ord en direkte interesse i politisk stabilitet i et Mellemøsten, der efter 20 års krigsførelse – og med klimaforandringerne som en yderligere destabiliserende faktor - kun er blevet mere skrøbeligt, borgerkrighærget og ulige. Men vi har ikke USA's politiske og militære magt i ryggen. Europa skal altså tænke helt anderledes om sig selv. 

Det er et åbent spørgsmål, om vi kan det – og om vi vil bruge de midler, der skal til udenrigspolitisk – både når det kommer til hård sikkerhed og blød udviklingspolitik. Og de politiske og etiske valg, vi kommer til at skulle træffe, bliver dybt ubehagelige. 

Set i det lys – med 9/11 som indvarslingen af de globale krisers epoke – er det svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at vi brugte en masse politisk, økonomisk og menneskelig kapital forkert. At vi kunne – og burde – have fundet andre måder, også militære, at håndtere terrortruslen på end store territorialkrige. At de geopolitiske udsigter er blevet værre og i hvert fald meget sværere at agere i, og at Vesten ikke alene er blevet mere ramponeret i de seneste 20 år, men også mere splittet på grund af de krige. 

Og at det ikke behøvede at være endt sådan.