Angrebet på Israel forandrer Mellemøsten for altid

Angrebet markerer i al sin gru kulminationen for Hamas, som palæstinenserne i Gaza i 2006 var så skødesløse selv at bringe til magten ved stemmeurnerne, og som siden har holdt befolkningen i et jerngreb med et ryggesløst, islamistisk diktatur.

Men angrebet kan meget vel også betyde afslutningen for Hamas.

Både erklæringer fra regeringen i Jerusalem og reaktionerne fra den chokerede, opskræmte for ikke at sige rasende israelske offentlighed tyder på, at Israel er ved vejs ende i forhold til Gaza.

Man har i de sidste 30 år forfulgt forskellige strategier overfor truslen fra det lille område på kun 360 kvadratkilometer, og de er alle slået fejl.

Man har i de sidste 30 år forfulgt forskellige strategier overfor truslen fra det lille område på kun 360 kvadratkilometer, og de er alle slået fejl.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal, journalist

I 1990erne banede Oslo-aftalerne vejen for det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden med henblik på en israelsk, militær tilbagetrækning fra de dengang besatte områder. Men en bølge af terroraktioner standsede processen mod forsoning.

I 2005 trak Israel sig helt ud af Gaza. Siden har Hamas med mellemrum angrebet Israel med raketter, og det er flere gange kommet til regulære krigshandlinger.

Israel har sammen med Egypten reageret ved at lægge en delvis blokade omkring Gaza for at forhindre indsmugling af våben.

Ingen af delene har virket. Mens dette skrives, tyder meget på, at Israel er på vej med et massivt militært modsvar for at udslette Hamas én gang for alle. Siden organisationens medlemmer skjuler sig blandt civilbefolkningen, kan det blive særdeles blodigt på begge sider.

Men måske bliver disse dages begivenheder ikke kun afslutningen for Hamas. Også den israelske premierminister Benjamin Netanyahu er i fare for at miste sit politiske liv, når den krig, han selv har erklæret, er afsluttet.

Hamas har begrundet angrebet med en række nylige episoder mod islams hellige steder, blandt andet al-Aqsa-moskeen i Jerusalem. Men det er ren propaganda i lyset af, at angrebet har krævet langvarig planlægning.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal, journalist

Forude venter kommisionsundersøgelser af det politiske, militære og ikke mindst efterretningsmæssige svigt, der har ført til civile tab i et omfang, som Israel ikke har oplevet siden landets grundlæggelse i 1948. Israel blev denne gang populært sagt taget på sengen.

Når kampene til sin tid er stilnet af, vil den israelske offentlighed med fuld ret kræve klarlagt, hvorfor efterretningstjenesterne ikke fik nys om et angreb, som det på modsat side har krævet måneder og et stort antal deltagere at planlægge.

Hvorfor de væbnede styrker ikke var bedre forberedt. Og hvorfor Israels højt besungne missilforsvar ikke kunne skærme af for angrebet.

Der er en historisk parallel til Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Israel ligeledes blev overrasket af et angreb fra Egypten og Syrien.

Daværende premierminister Golda Meïr blev efter en kommissionsundersøgelse formelt frikendt for at have svigtet, men politisk overlevede hun ikke landets militære ydmygelse.

Desuden kan israelerne i dag konstatere, at Netanyahus politik med stadige udvidelser af bosættelserne kombineret med et offensivt sikkerhedsberedskab, mens palæstinenserne som folk stort set er blevet ignoreret, ikke har formået at beskytte dem.

Yom Kippur-krigen blev af datiden set som en katastrofe, men krigen førte faktisk til et politisk gennembrud, efter at de israelske styrker havde sejret eftertrykkeligt.

Egypten under ledelse af Anwar Sadat indså, at Israel ikke kunne besejres militært, hvilket førte til Camp David-aftalerne i 1978, hvor de to lande normaliserede forholdet og året efter undertegnede en fredsaftale. En lignende aftale blev senere indgået med Jordan.

Det kan forekomme dristigt på nuværende tidspunkt, hvor chokket fra weekendens angreb er lyslevende, og det værste formentlig ligger forude, at spekulere i, om noget lignende vil ske denne gang. Men helt udelukkes kan det ikke.

Hamas har begrundet angrebet med en række nylige episoder mod islams hellige steder, blandt andet al-Aqsa-moskeen i Jerusalem. Men det er ren propaganda i lyset af, at angrebet har krævet langvarig planlægning.

Tidspunktet skyldes snarere, at hovedsponsoren Iran forsøger at bremse den storpolitiske udvikling i Mellemøsten.

Inden angrebet bevægede den politiske udvikling i regionen sig overordnet hen imod mere fredelige tilstande mellem stormagterne med de såkaldte Abraham-aftaler fra 2020 som det hidtidige højdepunkt.

Angrebet på Israel er uden fortilfælde i landets historie. Og det vil blive fulgt op af et modsvar, som efter alt at dømme også bliver uden fortilfælde.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal, journalist

Aftalerne, der kom i stand under amerikansk ledelse, og som udgør et af de få positive udenrigspolitiske resultater fra Trump-perioden, banede vej for normalisering af forholdet mellem Israel og henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko.

Der er gennem længere tid – stadig under USA's ledelse – blevet forhandlet om at udvide aftalerne med en række muslimske lande, først og fremmest stormagten Saudi-Arabien.

Lykkes det, vil Iran politisk blive sat skakmat rent bortset fra, at det saudiske regime med sin politiske og økonomiske tyngde vil kunne gøre en forskel, også i forhold til palæstinenserne.

En storstilet israelsk invasion af Gaza, der lægger området i ruiner, vil gøre det vanskeligt for Saudi-Arabien at fortsætte processen. I hvert fald for en tid.

Omvendt vil en eliminering af Hamas demonstrere Israels militære beslutsomhed, og at landet ikke kan besejres. Med andre ord, at fortsat kamp fra palæstinensisk side er nyttesløs.

Når skiftende israelske regeringer er veget tilbage fra at invadere Gaza skyldes det blandt andet, at der indtil videre ikke har været et tilfredsstillende svar på spørgsmålet om, hvad der skal ske bagefter.

Kan den storpolitiske proces holdes i live, og kan Saudi-Arabien involveres, kan det muligvis være en del af svaret på længere sigt.

Der hviler en kæmpeopgave på præsident Biden og regeringen i Washington med at fortsætte med at arbejde i denne retning sideløbende med standhaftigheden i opbakningen til Israel, ikke mindst med våbenleverancer.

Som så ofte før er USA den helt centrale spiller i Mellemøsten, og det bør udnyttes.

I de kommende dage, uger og måske måneder vil pilen desværre pege i en anden retning. Et angreb på Israel med væbnede kampe inde på israelsk territorium har altid været det ultimative mareridt.

Angrebet på Israel er uden fortilfælde i landets historie. Og det vil blive fulgt op af et modsvar, som efter alt at dømme også bliver uden fortilfælde. Det er modbydeligt, og det bliver endnu mere modbydeligt.

Men der kommer altid en dag efter denne. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten.