Paula Larrain: Det bedste våben mod ekstremister som Hamas er medmenneskelighed og fred

Det er moderate israelere selv, der råber efter hjælp mod deres egen regerings dødsrute. Og de gør det også nu. Her i ordene fra den israelske menneskerettighedsorganisation B’selem, der ikke tøver med at kalde Israels angreb på Gaza for krigsforbrydelser:

"En kriminel handling retfærdiggør ikke en anden kriminel handling. Hævnaktioner er forbudte ifølge basale moralske principper og international lov, som Israel er forpligtet til at følge."

Man kan ikke kalde regeringskritiske israelere for anti-semitter. De er bare uenige i deres regerings linje, og de er mange, der råber op lige nu om det samme. I lighed med humanistiske, jødiske stemmer rundt om i verden. Som Daniel Levy, forhandler ved Oslo-processen for en tidligere israelsk regering.

Ikke alle israelere bakker op om Netanyahus linje, og derfor kan man heller ikke rette sin frustration mod alle israelere – eller alle jøder for den sags skyld – for den politik, han fører. Fredsfløjen er fortrængt, men den findes stadig.

Én ting er basal moral, der vægter alle menneskeliv lige. Noget andet er fornuft og simpel logik, som man godt kan tænke over trods den kvalme, som blodsudgydelserne fra weekenden fylder os med.

Kan danske politikere ikke se, at de dels gør ondt værre, og at de dels er med til at radikalisere et desperat folk, der snart har mistet alt på nær det liv, de knapt nok får lov at leve?

Paula Larrain

Logisk set findes kun to muligheder for Israel og Palæstina: Enten en to-statsløsning med to selvstændige nationer, der holder fred med hinanden, eller en et-statsløsning med et Israel, hvor både israelere og palæstinensere har lige rettigheder.

Den løsning, som den nuværende regering har valgt, lægger sig midt i mellem og er rationelt set uholdbar.

Regeringen forsøger at tilrane sig så meget palæstinensisk land som muligt og i processen afskære palæstinenserne fra både veje og leveveje i et håb om, at fem millioner levende mennesker går deres vej af sig selv. Det kommer næppe til at ske.

Da jeg i sommer var til et møde i det israelske udenrigsministerium i Vestjerusalem, spurgte jeg meget forsigtigt ind til, hvad Israel egentlig ser som best case scenario i forhold til palæstinenserne, og jeg fik intet svar. For der er ikke noget officielt svar. Regeringen ved ikke, hvor det her skal ende.

Ligesom der heller ikke er et svar på, hvordan det skulle være muligt at bekæmpe Hamas ved at bombe civilbefolkningen fra oven. Hvad skulle Israel få ud af det? Medmindre planen er at udradere hele befolkningen på to millioner, hvoraf 41 procent er mellem 0 og 14 år.

Det er kun meget få udefrakommende, der har fået lov til at besøge Gaza, siden Israel trak sig ud i 2005. Området er med rette blevet kaldt verdens største fængsel, og grænseovergangen er den vildeste, jeg har oplevet. Først israelsk kontrol, så Hamas og så Islamisk Jihad.

Det er umuligt for civile at forlade striben, medmindre de er blandt den ene procent, som får lov. Børn vrimler rundt mellem affald og ruiner alle vegne, og nej, de har ikke noget sted at løbe hen, når der er bombealarm.

11 FN-medarbejdere fra FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, er i skrivende stund blevet dræbt med deres familier under bombardementerne.

UNRWA består af læger, sygeplejersker, lærere og andre nødhjælpere, som de fattige børn blandt murbrokkerne er afhængige af. Ingen kan søge i ly, når bomberne falder.

Det minder mig om de danske politikere, der råber mod hele det palæstinensiske folk, som de vil fjerne al støtte til, fordi morderne i Hamas har gennemført deres massakrer og filmet det hele for netop at fremelske had.

Hvorfor skal palæstinensiske skolebørn på Vestbredden straffes for, hvad disse bestialske terrorister finder på? Hvorfor skal børnene i Gaza?

Kan danske politikere ikke se, at de dels gør ondt værre, og at de dels er med til at radikalisere et desperat folk, der snart har mistet alt på nær det liv, de knapt nok får lov at leve?

Terroristers middel og mål er død og ødelæggelse. Hvis fred og medmenneskelighed er det værste, Hamas ved, så lad os da kollektivt give dem netop det

Paula Larrain

Det kan Jair Melchior godt se – i lighed med tusinder af israelere og jøder rundt om i verden. Dette humanistisk dannede menneske, overrabbiner i København, opvokset i Israel og barnebarn til legendariske brobygger Bent Melchior.

Jair Melchior er med rette bange for, hvordan både Hamas' og Israels aktioner vil skade både israelere og palæstinensere. Derfor giver han også et godt, generelt råd, som politikerne i denne fredelige del af verden om nogen skal lytte til:

"Det er hårde tider. Det er ubærligt. Men tiden går, og vi bliver nødt til at forsøge at være rationelle."

Hovedet koldt og hjertet varmt med andre ord. Menneskeliv er menneskeliv, uanset om man er israeler eller palæstinenser.

Hvis man vil have en chance for fred i området, skal man ikke gå efter ragnarok, men efter at honorere Oslo-aftalen.

Det er nu, støtten til de fredelige palæstinensere skal øges henimod en reel to-statsløsning med frie valg, respekt for internationalt fastsatte grænser og målrettet bekæmpelse af terrorismen på alle planer.

Verden har meget at vinde ved at støtte moderate kræfter, der vil freden, men alt at tabe ved at retfærdiggøre flere drab og hævn på uskyldige.

Terroristers middel og mål er død og ødelæggelse. Den sejr svælger Hamas i lige nu. Hvis fred og medmenneskelighed er det værste, Hamas ved, så lad os da kollektivt give dem netop det.