Debattør: FN-traktat repræsenterer et paradigmeskifte i synet på atomvåben

22. januar er både globalt og i dansk sammenhæng en markant dato, når det gælder atomvåben.

Globalt er det dagen, hvor FN's traktat mod atomvåben træder i kraft. Aftalen forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. 

Atomvåben er det sidste masseødelæggelsesvåben, der nu bliver omfattet af et internationalt absolut forbud. Dermed udfyldes et stort hul i Folkeretten.

I dag har Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea atomvåben. Både danske og internationale sikkerhedseksperter mener, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større end under Den Kolde Krig.

De indgåede internationale aftaler opsiges over en kant, FN's banebrydende ikke-spredningsaftale fra 1970 har været frosset fast i årtier, atommagterne udvikler og opruster deres arsenaler, og udvikling af overvågning- og opsporingsudstyr medfører, at atomkrigsplaner atter indgår i de militære handlingsplaner.

Med foreløbig 51 ratifikationer af traktaten – fra især en række mindre lande i den tredje verden – afspejles det, at ønsket om nedrustning og forbud mod atomvåben i høj grad er "et råb fra syd" mod de ni atomvåbenbesiddende lande, som sammen med blandt andet Nato-landene på USA's forhenværende præsident, Donald Trumps, opfordring udmærkede sig ved deres fravær under såvel forhandlingen som vedtagelsen af traktatteksten i juli 2017.

Traktaten sætter ny norm for de moralske, politiske og juridiske principper, som kan føre til afskaffelsen af atomvåben

Tue Magnussen
Tidligere underviser i international politik og tidligere advocacy-koordinator ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)

Paradigmeskifte i synet på atomvåben
Fredag er der folketingsdebat i forhold til, om Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten.

Det er første gang i næsten 20 år, at Folketinget diskuterer dansk atomvåbenpolitik. Forespørgselsdebatten, som er anmeldt af Enhedslisten og SF, finder sted samme dag, hvor traktaten træder i kraft og dermed bliver en del af Folkeretten og de internationale konventioner, som ikke mindst Socialdemokratiet gerne støtter.

Stormen mod Capitol den 6. januar fik udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til – overfor den daværende amerikanske ambassadør – at karakterisere Trumps opfordringer som antidemokratiske.

En sjælden dansk kritik af en – på det tidspunkt siddende – amerikansk præsident. Det begyndende opgør med trumpismen vil måske føre til en ændret dansk holdning til forbuddet mod atomvåben.

I september bebudede Jeppe Kofod en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på socialdemokratiske værdier. Debatten om atomvåben og dansk tilslutning til FN-traktaten kan blive det første sikkerhedspolitiske opgør med trumpismen baseret på socialdemokratiske værdier.

Traktaten repræsenterer et paradigmeskifte i synet på atomvåben, som fremover ikke blot er moralsk uønskede, men direkte forbudt. Traktaten sætter ny norm for de moralske, politiske og juridiske principper, som kan føre til afskaffelsen af atomvåben.

Principper, som i en dansk sammenhæng og i regeringens selvforståelse udmærket kan betegnes som socialdemokratiske værdier og ovenikøbet i form af en FN-traktat.

Nej til atomvåben
Danmark har været medlem siden Natos oprettelse i 1949, men har aldrig officielt accepteret atomvåben på dansk territorium, hvilket tilskrives den stærke folkelige modstand.

Modstanden mod atomvåben havde allerede i 1959 relativt flertal i befolkningen. I en Gallup-måling var 49 procent imod atomladninger, 12 procent var for, og 39 procent svarede "ved ikke".

I årene 1960 til 1966 formulerede Kampagnen mod Atomvåben gennem påskemarcher modstanden mod atomvåben. Beslutningen om modernisering af Nato-atomslagstyrken omkring 1980 førte til protester i vesteuropæiske lande, hvor Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred afspejlede den danske modstand mod atomvåben.

I Danmark var den såkaldte dobbeltbeslutning direkte årsag til fodnotepolitikken i 1982 til 1988, hvor et folketingsflertal uden om regeringen tog forbehold over for Natos generelle politik.