Ansvarlig for Altinget Forsvar og Beredskab
Tidligere ejer og redaktør på nytkampfly.dk og Arktisk Nyt, som i marts 2018 blev til Altinget: forsvar og Altinget: arktis.
Min offentlige nøgle til krypteret kommunikation kan hentes her.
Jeg kan desuden kontaktes via app'en Signal, der giver mulighed for end-to-end krypteret kommunikation.
Derfor glæder Mette Frederiksen sig til amerikanske soldater i de danske gader
Aftalen om, at USA kan stationere soldater, materiel og våben på dansk jord, handler ikke kun om, at Danmark i mere end 75 år har gjort, hvad USA bad os om. Det handler også om være blandt de bedste af de bedste venner, om et dansk forklaringsproblem og en international toppost.
Andreas Krog
RedaktørAt styrke båndene til USA har siden Anden Verdenskrig været den primære begrundelse for rigtig mange danske udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger. Krigsdeltagelser, det famøse kabelsamarbejde, atomvåben på grønlandsk jord og meget andet.
Tirsdagens annoncering af en ti-årig forsvarsaftale mellem Danmark og USA, der vil give amerikanske tropper adgang til dansk jord, er ingen undtagelse.
For i sidste ende er det den amerikanske atomparaply, der gør, at vi kan sove trygt om natten. Længere er den ikke. Derfor gør vi, hvad USA beder os om. Den præmis har skiftende danske regeringer accepteret i mere end 75 år. Og det kommer vi til at gøre i mange år fremover.
Forsvarsaftalen er ikke på niveau med dansk deltagelse i en amerikansk-ledet krig uden FN-mandat. Men der er tale om et nybrud i dansk forsvars- og udenrigspolitik. Det lagde statsministeren heller ikke skjul på. Og aftalen vil da også afstedkomme adskillige lovændringer af større og mindre karakter.
Rykke hegnspæle
Den aktuelle aftale underskrives formelt senere på ugen, og derfor blev aftalen ikke offentliggjort, da statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) holdt pressemøde om aftalen tirsdag formiddag.
Men fra lignende norske, svenske og finske aftaler med USA ved vi, at aftalen kommer til at rykke ved nogle markante hegnspæle i forhold til blandt andet retsforfølgelse af amerikanske soldater på dansk jord.
De to ministre forsikrede dog, at de amerikanske soldater kommer til at opføre sig pænt. Så diskussionen om jurisdiktion er nærmest bare teoretisk, måtte man forstå.
Ordlyden er næsten ens i de tre aftaler som Norge, Sverige og Finland har indgået med USA. Vi får først mulighed for at læse den dansk-amerikanske aftale senere på ugen. Men Troels Lund Poulsen forsikrede den fremmødte presse om, at der var blevet afsat danske fingeraftryk. Hvilke ville han dog ikke oplyse.
De to ministre forsikrede også om, at amerikanerne ikke vil tage atomvåben med, når de rykker ind på Flyvestationerne Karup, Skrydstrup og Aalborg. Det får vi dog absolut ingen mulighed for at kontrollere.
Ikke få armene ned
Når statsministeren på trods af disse usikkerheder alligevel ikke kan få armene ned i begejstring over aftalen, og ”glæder sig til at se amerikanske soldater i de danske gader”, så hænger det ikke bare sammen med, at det er dansk kutyme at gøre hvad Uncle Sam siger.
Det handler naturligvis først og fremmest om, at verden er et mere usikkert sted i dag end for fem år siden. Og risikoen for en væbnet konflikt mellem Vesten og Rusland er større i dag. Derfor er der brug for at være mere på vagt. Og derfor vil USA gerne kunne have fly, skibe og landstyrker tættere på Nato’s østflanke.
Det handler dog også om, at det danske bånd til USA ikke skal være svagere end det norske, det svenske eller det finske. Vi skal være en af USA’s mange bedste venner. Her har ”grønlandskortet” i mange år givet os en stærk hånd. Men i takt med at spændingerne er øget i Arktis, og de danske investeringer i overvågning og militær tilstedeværelse ikke er fulgt med i samme takt, så får Danmark ikke længere den samme kredit for Grønland, som tidligere.
Tilbagevendende forklaringsproblem
Og så er der selvfølgelig Danmarks tilbagevendende forklaringsproblem overfor de øvrige Nato-lande med USA i spidsen. Om forsvarsbudgettets størrelse i forhold til bruttonationalproduktet og efterlevelsen af de såkaldte styrkemål.
Med planlagte milliarddonationer til Ukraine kommer vi rent regnskabsteknisk op på, at forsvarsbudgetterne allerede fra næste år svarer til de famøse to procent af bruttonationalproduktet, som Nato-landene i 2014 lovede hinanden, at de ”ville sigte efter at arbejde henimod” at nå i 2024. Men som i dag med især Donald Trumps hjælp er blevet italesat som en forpligtelse. Ikke bare en løst formuleret hensigt, sådan som teksten fra Wales-topmødet i 2014 ellers lyder.
Reelt bruger vi hvad der svarer til under 1,4 procent af bnp på vores eget forsvar. Og ud af de ni styrkemål, som Nato har givet os, lever vi på en god dag kun op til to til tre af dem. Styrkemålene er en liste med militære kapaciteter, som Danmark har lovet at stille med til det kollektive Nato-forsvar.
Med forsvarsaftalen kan regeringen tage lidt af luften ud af den amerikanske vrede over, at Danmark ikke leverer på størrelsen af forsvarsbudgettet og bidragene til fællesskabet.
Endelig så ser det også bare godt ud, at ens land imødekommer USA’s ønsker, hvis man gerne vil være generalsekretær for Nato. Det ønske findes formentlig stadig i Mette Frederiksens mave. Og når nu ikke USA kan få Grønland - hvor de i øvrigt kan gøre stort set lige hvad der passer dem rent militært - så er en forsvarsaftale et godt alternativ.