Direktør i DUS: På med charmekluden – ny udenrigsstrategi skal ikke kun værne om værdipolitikken

Hovedforskellen mellem værdier og principper er, at værdier er interne og subjektive, mens principper er objektive og indlysende.

Værdier er overbevisninger og meninger, der på grund af ændringer i behov, kultur og sociale bevægelser kan ændre sig over tid. Principper er derimod objektive virkeligheder og regler, der er aftalebestemte, og som dermed ofte er faste og permanente som love eller doktriner. Principper kan bruges som referencepunkt til bestemmelse af ens aktuelle mål og værdier. 

I EU har vi, med udgangspunkt i enighed om værdien om ligestilling, indskrevet ligestillingsprincippet i Lissabontraktaten, som en del af vores fælles målsætning om at sikre ligestilling.

EU er globalt set unikt, ved at værdier som demokrati, lighed for loven, minoritetsbeskyttelse, menneskerettigheder og ligestilling er blevet gjort til fællesprincipper og håndhæves via vores nationale parlamenter, EU-lovgivning og ved EU-domstolen.  

Historisk har Danmark bakket op om principperne funderet i FN, FN Charteret og international ret – men af hensyn til vores alliance med USA har vi flere gange accepteret, at man har fraveget disse principper. I særdeleshed i forbindelse med vores deltagelse i krigen i Irak.

I FN var der ikke flertal for en krig mod Irak, og den blev således gennemført uden FN-mandat og uden bevis for masseødelæggelsesvåben, som FN's våbeninspektører var blevet bedt om at undersøge.

FN's daværende generalsekretær Kofi Annan udtalte at krigen var ulovlig og en krænkelse af FN-pagten. Dermed bidrog vi til at undergrave de principper og institutioner, som vi selv er afhængige af. Det vil sige, vi har savet i den gren, vi sidder på.

Det centrale ved principperne er, at staterne anser sig forpligtede af principperne og reglerne og agerer i overensstemmelse med disse. De bygger på en slags internationale sædvane, da der ikke er en international håndhævelsesmekanisme.

Netop derfor får de vægt, når de respekteres bredt.

Demokratierne skrumper

I lande uden for EU er der slet ikke samme konsensus om vores værdiers universelle applikation. Demokrati som styreform er globalt set på tilbagegang, og antallet af borgere, der kan sige de bor i et demokrati, er tilbage på et niveau fra før murens fald ifølge forskningscenterets Vdem seneste rapport over demokratiets globale tilstand.

Værdier fremmes bedst, hvis de er efterspørgselsdrevet, for derved  er der størst chance for at de forankres i principper, lovgivning og institutioner af nationale aktører via demokratiske processer

Charlotte Flindt Pedersen
Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Selvom menneskerettighederne i princippet er generelt accepteret som universelle værdier via medlemskabet af FN, så finder man ofte en udpræget modstand begrundet i landets  kultur, religion og/eller traditionelle værdier.

Derfor er det relevant at spørge, om det er muligt i den nuværende verdensorden at fremme værdier som demokrati og menneskerettigheder som en del af en udenrigspolitik, hvis det ikke er funderet i en national efterspørgsel?

Min erfaring fra arbejdet i Institut for Menneskerettigheder med at fremme menneskerettigheder internationalt er, at værdier fremmes bedst, hvis de er efterspørgselsdrevet, for derved er der størst chance for at de forankres i principper, lovgivning og institutioner af nationale aktører via demokratiske processer.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være tydelige på, at vi selv står på demokrati og universelle værdier, at vi ikke skal støtte udviklingen af efterspørgslen gennem civilsamfund og dialog, eller ved eksemplets magt vise at værdier som ligestilling og demokrati også skaber de bedste samfund. Men det kan være kontraproduktivt og virke diametralt modsat at bruge dem som et redskab eller våben i en geopolitisk magtkamp.

Danmark skal tænke på et helt andet niveau 

Dertil kommer, at hvis vi i vores udenrigspolitik primært forfølger en værdipolitisk dagsorden, så risikerer vi at vanskeliggøre de væsentlige globale samtaler og dagsordener om bekæmpelse af transnationale trusler med lande, som ikke deler vores værdier eller samfundsmodeller. 

En stabil verdensorden kræver en accepteret magtdeling og en bred accept af regler og principper, der styrer de internationale relationer

Charlotte Flindt Pedersen
Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Det gælder klimakrisen, naturkatastrofer, pandemier, ulighed, nedrustning og våbenkontrol, nuklear ikkespredning, konfliktforebyggelse, fødevaresikkerhed og ikke mindst udviklingen, fastlæggelsen af og opbakningen til de internationale spilleregler og de principper, der regulerer forholdet mellem stater.

En stabil verdensorden kræver en accepteret magtdeling og en bred accept af regler og principper, der styrer de internationale relationer. Det er denne magtdeling og accept, som vores støtte til Ukraine også handler om.

Det handler grundlæggende om, hvorvidt det internationale system, med de principper om respekt for territorial suverænitet, skal bestå. Om grænser skal kunne ændres på ikke-fredelig vis, og om magt har ret.

Derfor er den primære globale kampplads ikke, som man godt kunne få indtrykket af i den tidligere Udenrigs og sikkerhedspolitiske strategi, kampen mellem autokratier og demokratier, men at sikre fortsat global tilslutning til den regel- og principbaseret verdensorden.

Men det kræver at vi tager charmekluden på og trækker i arbejdstøjet og begynder at tænke i partnerskaber, netværk og alliancer på et helt andet niveau end i de sidste mange år.

Nationer skal tilpasse sig multilateralt samarbejde

Kina skylder sin opstigning som global økonomisk magt til den stabilitet og det rum, som den internationale regelbaserede verdensorden har skabt - blandt andet via medlemskabet af WTO.

Kina ønsker i dag større indflydelse på de internationale politiske og økonomiske beslutninger. Det ser vi med 'Belt and Road' initiativet, Kinas rolle i at få aftaler på plads mellem Saudi Arabien og Iran, og med oprettelsen af Asian Infrastructure Bank samt Kinas tiltagende indflydelse i FN.

For os er det er bedre, at Kina agerer indenfor rammerne og principperne af det internationale samarbejde fremfor bryder med disse, som Rusland gør det i dag.

Det er derfor afgørende, at vi når frem til en regelbaseret international orden, som de stater, der er på vej opad i det internationale hierarki, accepterer og agerer i, men på samme tid de øvrige lande kan se sig selv i.

Derfor er det vigtigt, inden det er for sent, at overbevise Kina om, at det stadig er i landets bedste interesse at agere indenfor rammerne af det multilaterale samarbejde baseret på vedtagne principper om staters suverænitet.

I mange år har vi lukket ambassader og reduceret vores tilstedeværelse. Men i en mere kompleks verden har vi brug for at danne bilaterale partnerskaber om klassisk udenrigspolitik, om samarbejde omkring globale udfordringer, om principperne for den internationale retsorden.

Det er her Danmark for alvor kan gøre en forskel, i og med at vi, som lille nation med en enorm softpower i kraft at vores velstand og succesfulde samfundsmodel, kan skabe partnerskaber på tværs af kontinenter, der vil være langt vanskeligere for USA, Frankrig og England med deres kolonihistorie.

Da Lene Espersen var udenrigsminister var hun med til at skabe et uformelt netværk af kvindelige udenrigsministre. Det betød, at hun havde en unik tilgang til Senegal og Sydafrika, med hvem vi lavede særlige initiativer i regi af millenium development goals på tværs af faste alliancer.

Dansk interesse bør også være på det globale syd 

Det såkaldte globale syd har været relativt passiv i forhold til invasionen af Ukraine. Hvorfor reagerer de ikke over for et så eklatant brud på de internationale spilleregler, som en anneksion er?

Samtidig ser vi, at mange afrikanske lande foretrækker at samarbejde med Kina eller Rusland, fordi der ikke følger krav om at efterleve værdier som demokrati, menneskerettigheder og ligestilling

Charlotte Flindt Pedersen
Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

35 af verdens lande undlod at stemme om den første resolutionen i FN’s generalforsamling, der fordømte Ruslands krig i Ukraine, herunder mange afrikanske lande og Indien. 

Stærke stater, ikke mindst de autoritære, søger adgang til naturressourcer rundt om i verden. Især blandt de politisk skrøbelige stater. Særligt i Afrika og Latinamerika ser vi en øget indflydelse fra Kina og Rusland via investeringer, hvor Kina i Latinamerika er den næststørste investor efter USA.

I dag har vi kun fire ambassader i Latinamerika på et kontinent med 650 millioner indbyggere og en høj grad af økonomisk aktivitet og samhandel. Samtidig ser vi, at mange afrikanske lande foretrækker at samarbejde med Kina eller Rusland, fordi der ikke følger krav om at efterleve værdier som demokrati, menneskerettigheder og ligestilling.

Disse tendenser må nødvendigvis også få konsekvenser for den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Det betyder at vi må gøre os større anstrengelser for at forstå, at udviklingen i de afrikanske lande ikke kun fra et udviklings- eller et handelsperspektiv, men også fra et kulturelt og udenrigspolitisk perspektiv.