Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1994.
Etableret i Bruxelles som journalist og ekspert i europæiske forhold siden 1996.
1994-1995: Reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten.
1996-1999: EU-korrespondent for Aktuelt.
2000-2002: Bruxelles-korrespondent for DR Nyheder (Radioavisen).
2003-2017: EU-korrespondent og senere Europaredaktør for Politiken.
Udgav i 2003 bogen "I Spidsen for Europa" om Danmarks EU-formandskab og østudvidelsen (medforfatter Michael Ulveman).
Twitter: @LauritzenEuropa
Fælles forsvar, udvidelse og EU-reformer: Hvor langt ønsker Lars Løkke at gå?
Regeringens nye udenrigspolitiske strategi er historisk ambitiøs for Danmark i EU, men nogle af de sværeste spørgsmål bliver ikke besvaret endnu.
Thomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: ”Tiden kalder på et helhjertet dansk engagement i EU,” skriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) allerede i forordet til den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for Danmark, han præsenterede tirsdag.
Fra første side til sidste punktum er nærmest hele det 26 sider lange strategipapir fra regeringen gennemsyret af et dansk ambitionsniveau for Den Europæiske Union, der vel ikke er set magen til siden årene lige før Maastrichttraktatens fødsel.
SMV-regeringens partier anstrenger sig tydeligvis for at lægge afstand til den EU-skepsis, der mere eller mindre har præget Danmarks forhold til unionen, lige siden de danske forbehold blev skabt for 30 år siden. Endnu ved vi imidlertid ikke, hvor langt de politiske ledere vil gå i praksis.
Danmark skal selv være en udfarende kraft til styrkelse af unionen, må man forstå. Men hvordan? Det står endnu ikke lysende klart.
På nogle områder åbner den nye strategi for svære diskussioner om standpunkter, som regeringen ikke har lagt sig fast på endnu.
Hvornår og hvordan bør Ukraine komme med i EU, og hvor mange andre lande skal med ind? Hvor meget og hvordan skal der laves om på samarbejdet for at få plads til dem? Skal Danmark om nødvendigt støtte en ny unionstraktat?
Eller hvad betyder det, at Danmark fortsat ikke er med i det europæiske asylsamarbejde på et tidspunkt, hvor en ny migrationskrise er under opsejling?
Sådan lyder bare nogle af de vidtrækkende spørgsmål, som regeringens strategipapir giver anledning til at rejse.
Danmark skal styrke EU’s fælles forsvar
Ordene i strategien er store. Ruslands krig og pandemien har rusket så meget op i regeringens opfattelse af verden og truslerne mod vores kontinent, at det fremover skal være ”en dansk kerneprioritet at styrke det europæiske samarbejde,” så EU kan øge sin tyngde som ”geopolitisk aktør,” står der i dokumentet.
Nu skal det ikke længere bare handle om, hvor meget vi kan acceptere, at andre lande udvikler samarbejdet. Danmark skal selv være en udfarende kraft til styrkelse af unionen, må man forstå. Men hvordan? Det står endnu ikke lysende klart.
Selv om strategiens europapolitiske linjer er ambitiøst skitseret, så mangler de på væsentlige områder at blive tegnet færdig og fyldt ud med konkrete planer og målsætninger.
EU’s fælles forsvarspolitik er nok det område, hvor de danske ambitioner bliver mest konkret præsenteret i strategipapiret. Nu da en folkeafstemning har afskaffet forsvarsforbeholdet, defineres Danmarks forsvarspolitik som forankret ”både i Nato og EU” – hvor tidligere regeringer har gjort meget mere ud af at understrege det transatlantiske forhold som et mantra.
”Et styrket forsvarssamarbejde i EU åbner nye muligheder for Danmark,” står der i den nye strategi, som blandt andet forudser en stærkere nordisk dimension. Regeringen peger også på en række konkrete områder, hvor Danmark skal arbejde for at styrke EU’s forsvarssamarbejde: Cybersikkerhed, hybride trusler, militær mobilitet, forskning, materielsamarbejde og yderligere opbygning af europæisk forsvarsindustri.
På andre områder er det mindre klart, hvad regeringen vil.
Den næste store østudvidelse
”Vi har ikke svarene på det hele endnu,” sagde Lars Løkke Rasmussen selv åbent, da han fremlagde tankerne under et arrangement med studerende på Københavns Universitet.
Et af de vigtigste politiske spring, der nu bliver formuleret sort på hvidt af regeringen, er åbningen for EU’s næste store udvidelse.
Perspektivet er et EU med vel over 30 medlemslande. Vi skal derfor deltage aktivt i overvejelserne om, hvordan EU’s politikker og spilleregler skal tilpasses, så også EU bliver klar til udvidelsen.
Fra regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi
Europa og Danmark skal tage ansvar for at genopbygge Ukraine efter krigen, og den proces skal kobles sammen med hjælp til reformer og på længere sigt optagelse af landet i EU. Væk er tidligere tiders danske udvidelsestræthed – som både Lars Løkke selv og statsminister Mette Frederiksen (S) ellers har været med til at formulere for kun ganske få år siden.
Nu lægger regeringen op til, at både Moldova, Georgien og kandidatlandene på Vestbalkan skal have al mulig støtte til også en dag at nærme sig EU-medlemskab.
”Det bliver en af Europas vigtigste udenrigspolitiske opgaver de næste mange år at styrke relationen med EU’s udsatte nabolande,” skriver regeringen i strategipapiret:
”Vi skal styrke vores engagement og tilstedeværelse i landene. Danmark skal hjælpe med at styrke landenes institutioner, så de kan opfylde EU-optagelseskriterierne.”
Den nye strategi tager derimod ikke stilling til, hvornår man i givet fald bør åbne forhandlinger om optagelse af Ukraine eller andre nye lande. Og om det for eksempel er nødt til at vente til den dag, hvor Ruslands krig mod Ukraine er slut.
Behov for interne reformer af unionen
Det næste store spørgsmål, som regeringens udspil tager fat i uden rigtig at svare på det, er behovet for interne reformer af Den Europæiske Unions måde at fungere på.
I mange år har det været skiftende danske regeringers holdning, at det er spild af tid at kaste sig ud i nye institutionelle reformer, som ofte ender i langstrakte interne magtkampe om stemmevægte, kommissærer og traktatformuleringer.
Men SMV-regeringen ser sig nu nødsaget til at tilslutte sig erkendelsen af, at en ny stor østudvidelse uundgåeligt vil udløse behov for reformer af beslutningsprocedurer og støtteordninger.
”Perspektivet er et EU med vel over 30 medlemslande,” konstaterer strategipapiret ret bemærkelsesværdigt og fortsætter:
”Vi skal derfor deltage aktivt i overvejelserne om, hvordan EU’s politikker og spilleregler skal tilpasses, så også EU bliver klar til udvidelsen.”
Der står bare slet ikke noget om hvilke regler og politikker, der ifølge Danmark skal tilpasses – og hvordan.
Debat om at afskaffe enstemmighed
På Københavns Universitet nævnte udenrigsministeren, at regeringen nu har meldt sig som observatør i en gruppe af lande, der anført af Tyskland drøfter muligheden for at afskaffe kravet om enstemmighed i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det sker ud fra en erkendelse af, at en meget større union i fremtiden risikerer at blive helt lammet, hvis alle skal være enige.
Diskussionen om flertalsafgørelser på fælles udenrigspolitik er kun toppen af et isbjerg, der kan åbne en kæmpe ny forhandling.
Det er noget nyt, at Danmark overhovedet viser interesse for den diskussion. Men det betyder ikke, at regeringen har besluttet sig for at støtte flertalsafgørelser om fælles udenrigspolitik.
”Det er ikke fordi, vi har taget stilling til, at vi skal gå ned ad den vej, men det er fordi, diskussionen er uafvendelig,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
Med andre ord: Regeringens nye strategi gør utrolig meget ud af, at EU skal kunne tale med én geopolitisk og stærk stemme i verden – og at EU skal gøre klar til en ny udvidelse mod øst. Men strategien kommer ikke med konkrete bud på, hvordan man kan gøre begge dele på samme tid.
Traktatforhandling og danske forbehold
Diskussionen om flertalsafgørelser på fælles udenrigspolitik er kun toppen af et isbjerg, der lige neden under overfladen kan brede sig ud fra Rådets beslutningsprocedurer til antallet af EU-kommissærer, sammensætningen af Europa-Parlamentet og meget andet.
Et land som Danmark vil mene, at meget kan justeres uden en ny og langstrakt traktatforhandling på et tidspunkt, hvor Europa mildest talt har nok andet at se til. Men andre medlemslande vil måske kræve en overhaling af hele regelsættet, hvis man først går i gang.
Regeringens strategipapir kommer ikke ind på, hvordan Danmark i givet fald skal forholde sig til sådan en udvikling. Strategien undgår samtidig omhyggeligt enhver omtale af de tilbageværende danske EU-forbehold.
I lyset af, at regeringens papir slutter af med at forudsige en ny migrationskrise og opfordre til reform af det europæiske asylsystem, kunne man godt ønske sig mere refleksion. For hvordan skal Danmark gøre sin indflydelse gældende her, når vi fortsat står uden for EU’s fælles asylpolitik?
Dette og andre uafklarede spørgsmål bliver forhåbentlig blandt emnerne, når regeringen efter sommerferien begynder at forhandle med Folketingets partier om en ny europapolitisk aftale.
Nu er banen i hvert fald kridtet op.