Forsvarsanalytiker: Nato-rapports udstilling af Danmarks forsvarsindsats giver anledning til nytænkning

Af Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker, forsvarsanalyse.dk

Nato-rapporten om Danmarks mangelfulde efterlevelse af Nato-forsvarskrav har vakt politisk røre. Det bør få Danmark til grundigt at gentænke forsvarspolitikken og især give anledning til at gentænke den måde, forsvarsaftaler indgås på.

Danmark bør i langt højere grad tage udgangspunkt i den sikkerhedspolitiske virkelighed, og ikke i hvad politikerne i bekvemmelighed mener, man kan slippe af sted med uden for megen international kritik.

Der er behov for klar og åben sikkerhedspolitisk og militærfaglig rådgivning, som både Folketinget og befolkningen kan forholde sig til, inden kommende aftaler om forsvarets udvikling aftales politisk.

Gennemhullet opfattelse af output
Så kom dagen, hvor Danmarks forsvarsindsats blev hængt offentligt til tørre.

Det såkaldte Nato Defence Planning Capability Review 2019/2020 blev tirsdag 27. oktober offentliggjort på Folketingets hjemmeside, og det affødte straks store overskrifter i dagblade og forsvarsmedier. Og jævnfør Berlingske er forsvarsministeren nu kaldt i samråd om sagen.

Nato-rapporten udstiller, at Danmarks seneste forsvarsaftale i betænkelig grad minder om kejserens nye klæder. Kejserens fine tøj bliver først bestilt sidst i forsvarsaftalen, og der er flere års leveringstid.

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker, forsvarsanalyse.dk

Alle ved, at Danmark konstant har ligget lavt på "input" - altså procentdelen af BNP som anvendes på forsvar. Men hidtil har danske politikere konstant hævdet, at Danmark leverer et stort "output" - at Danmark løser nationale opgaver og leverer efterspurgte kapaciteter internationalt og derved opfylder alle de krav, Nato stiller. Det vil sige, at vi er meget effektive og får meget for pengene.

Den opfattelse blev grundigt gennemhullet i rapporten.

Manglen på fremskridt er bekymrende
Det er en hidtil uset hård kritik, som Nato leverer i sin nye evaluering af de danske styrkemål.

"Manglen på fremskridt siden den seneste evaluering er bekymrende," skriver Nato i den seks sider lange evaluering. Danmarks og Natos militære prioriteter er ude af takt. Det betyder reelt, at Nato vurderer Danmarks forsvarsplanlægning som utilfredsstillende. 

Konklusionen er, at Danmarks militær på kort sigt har adskillige mangler i kvalitet, kvantitet og beredskab. På længere sigt adresseres nogle af problemområderne i slutningen af forsvarsaftalen 2018-23, men Nato sporer ingen danske planer om at imødekomme andre af de aftalte Nato-styrkemål, hvilket alliancen finder stærkt bekymrende.

Nato ser ingen fremskridt siden den seneste gennemgang af Danmarks forsvar og påpeger til slut, at det betyder, at andre Nato-lande bliver nødsaget til at løfte en del af Danmarks byrder i alliancen.

Grundlæggende betyder den skarpe Nato-kritik, at en central erklæring i den eksisterende forsvarsaftale 2018-23 ikke holder: "Med denne aftale vil Danmark fortsat løfte sit ansvar som kerneland i NATO. Aftalens indhold søger at imødekomme NATOs ønsker til dansk forsvar og de styrkemål, NATO har givet Danmark."

Bag lukkede døre
Danmarks forsvarspolitik er siden den kolde krig nærmest konstant udviklet i lukkede rum afskåret fra offentlighedens søgelys.

Når forsvarsaftaler blev indgået mellem regeringen og et flertal af Folketingets partier, har det næsten været som ved et pavevalg. Pludselig er der kommet hvid røg ud af Forsvarsministeriet, og pressen er blevet inviteret til offentliggørelse. Men alle spørgsmål om hvilke valg og fravalg, der er taget undervejs, samt hvilke ønsker fra Nato, som Danmark ikke har kunnet/villet imødekomme, er forblevet ubesvarede.

I stedet for debat om sikkerhedssituationen og hvilke militære kapaciteter, Danmark bør råde over, er debatten lynhurtigt drejet over på regionale arbejdspladser og andre sager, som offentligheden og flertallet af politikere nemt har kunnet forholde sig til.

Især indholdet i den seneste forsvarsaftale må give anledning til politisk eftertanke i lyset af Nato-kritikken. Aftalen blev i modsætning til mange tidligere aftaler ikke en fem-årig, men en seksårig aftale - og først i aftalens sidste år (2023) gives det store løft i forsvarsbudgettet.

Enhver med selv den mindste indsigt i forsvarsplanlægning ved, at en kapacitet (for eksempel et nyt våbensystem) ikke er operativt på det tidspunkt, budgettet er til rådighed. Det tager adskillige år at gennemgå faserne fra beslutning om anskaffelse til udbud, evaluering, kontraktindgåelse, produktion, levering, indfasning, uddannelse og træning.

Det er derfor på ingen måde overraskende, at den på overfladen så fine forsvarsaftale først leverer adskillige efterspurgte kapaciteter adskillige år efter aftalens udløb.

Se på Norges bikini-model
Man behøver blot se til Norge for at få inspiration til, hvordan forsvarspolitik kan udvikles. På baggrund af en grundig trusselsvurdering og sikkerhedspolitisk analyse fremlægger den norske forsvarschef åbent sine militærfaglige anbefalinger. Derefter er der en bred politisk og offentlig debat, før der tages politisk beslutning.

Det har den store fordel, at både viden og interesse for forsvarspolitik bredes langt ud i samfundet - langt uden for nogle få forsvarspolitikere, akademikere, forsvarsjournalister og officerskorpset.

En sådan bred debat vil formodentligt føles skræmmende for nogle danske politikere, men gevinsten vil i løbet af en kortere årrække blive en meget større interesse for forsvars- og sikkerhedspolitik.

Fremtidige forsvarsaftaler kan indgås på et langt mere oplyst og åbent grundlag. Jeg har tidligere i Altinget benævnt den norske forsvarsmodel for bikini-modellen.

Kejserens nye klæder
Lad mig opfordre til, at den nye Nato-rapport giver anledning til forsvarspolitisk eftertanke. Nato-rapporten kan ikke - som Trine Bramsen (S) udtalte til Krigeren onsdag - ses som en ren politisk manøvre.

Nato-rapporten udstiller, at Danmarks seneste forsvarsaftale i betænkelig grad minder om kejserens nye klæder. Kejserens fine tøj bliver først bestilt sidst i forsvarsaftalen, og der er flere års leveringstid.

Lad mig til slut understrege, at Nato-ønskerne til de enkelte lande ikke har samme karakter som Moses' stentavler med de 10 bud. Disse NATO-ønsker bliver til i et tæt samarbejde mellem Nato-hovedkvarteret og de enkelte lande.

Når Danmark så alligevel kommer til offentlig "spanking", så er der noget, der er gået helt galt i den forsvarspolitiske proces undervejs. Og det er en glimrende anledning til at nytænke denne proces.