Ansvarlig for Altinget Forsvar og Beredskab
Tidligere ejer og redaktør på nytkampfly.dk og Arktisk Nyt, som i marts 2018 blev til Altinget: forsvar og Altinget: arktis.
Min offentlige nøgle til krypteret kommunikation kan hentes her.
Jeg kan desuden kontaktes via app'en Signal, der giver mulighed for end-to-end krypteret kommunikation.
Med donation af F-16 fly er russernes røde linje endegyldigt overskredet
Danmark og Hollands donation af F-16 fly til Ukraine er en milepæl for Vestens hjælp til Ukraine i krigen mod Rusland. Samtidig vælger Danmark at vinke farvel til en potentiel milliardhandel.
Andreas Krog
RedaktørMed fuld efterbrænder strøg Vesten søndag billedligt talt forbi den røde linje for hvilken hjælp til Ukraine, som Rusland vil acceptere.
Debatten er nu endegyldigt forstummet og irrelevant, efter at Danmark og Holland, som de to første lande i verden, donerede henholdsvis 19 og op til 42 F-16 fly til Ukraine.
For kampfly kommer fra allerøverste hylde, når man ser på, hvad Vesten har at tilbyde Ukraine af konkret materiel. Luftherredømmet er altafgørende for succes på slagmarken. Både offensivt og defensivt.
Kampvogne og artillerikanoner er også slagkraftige våben. Våben, som Danmark i parentes bemærket også har været leveringsdygtig i. Men kampfly er bare lige et nøk op ad, da et kampfly både kan bruges til at angribe fjenden og til at beskytte ens egne styrker på jorden.
For offensiv
Lige siden krigen mellem Rusland og Ukraine startede for halvandet år siden, har Vesten løbende doneret udstyr, materiel og våben til ukrainerne.
Vi startede forsigtigt ud med hjelme, panserværnsraketter og ammunition til håndvåben. Langsomt fik ukrainerne tryglet sig til at få doneret stadig mere slagkraftige våben. Luftforsvarssystemer, kampvogne, artilleri og nu kampfly.
Parallelt med donationerne har det igen og igen været diskuteret, hvornår Rusland ville mene, at Vesten gik for vidt og var for offensiv i sin støtte.
Den debat er nu ikke længere eksisterende, da de vestlige lande i praksis har valgt at sige, at de er ligeglade med, om de overskrider den røde linje.
Ikke noget at bruge flyene til selv
At det lige er Danmark og Holland, der kommer til at gå forrest på donation af kampfly, er ingen tilfældighed. Begge lande har nemlig snart alligevel ikke noget at bruge F-16 flyene til selv.
Holland har allerede modtaget sine nye F-35 kampfly og er i fuld gang med at indfase de nye fly og udfase landets F-16 fly.
I Danmark har vi modtaget de første syv fly. De står dog stadig i USA, mens piloter og teknikere lærer flyene at kende. Men allerede om knap halvanden måned kommer de første tre fly til Danmark. Så starter indfasningen af F-35 flyene og udfasningen af F-16'erne.
Der skal derfor ikke hasteanskaffes nye kampfly til det danske flyvevåben, når de 19 fly sendes østover i de kommende år. Sådan som det var tilfældet, da SVM-regeringen i januar besluttede at donere 19 CAESAR artillerikanoner til Ukraine.
Går glip af en god handel
Den eneste ulempe ved donationen er, at Danmark går glip af en god handel.
Det var således oprindeligt planen, at Danmark skulle have solgt sine udfasede F-16 fly til Argentina for op mod to milliarder kroner.
Nu får ukrainerne til gengæld nogle af de bedst vedligeholdte brugte F-16 fly på markedet. Sådan lyder meldingen fra producenten Lockheed Martin. Fly, som godt nok er op til 43 år gamle, men som løbende er blevet opdateret og opgraderet.