Søofficer: Nyt forsvarsforlig risikerer at blive forplumret af politiske kæpheste

Derudover mangler der økonomi til at holde kasernerne i acceptabel stand, og der er medarbejderknaphed i foruroligende grad.  

Prioriteter og politik

Der er rigeligt at tage fat på for at bringe Forsvaret på ret køl. Bred politisk enighed om at tilføre flere midler er et rigtigt og nødvendigt første skridt. Men der ophører enigheden.

For partiernes mærkesager til forliget, der skal bringe dansk forsvar i fornuftig stand, opremser ønsker i øst og i vest. Mange er fornuftige og vil utvivlsomt styrke Forsvaret. Men der er også en del ønsker, der nærmere er landsdels- og klimapolitik end egentlig forsvarspolitik.

Partiernes mærkesager til forliget opremser ønsker i øst og i vest

Johan Fritzen
Søofficer og kandidat i geopolitik

En hurtig gennemgang viser, at Danmarksdemokraterne ønsker at styrke Forsvaret uden for de større byer. Alternativet ønsker at sende midler fra forsvarspolitik til klima-, energi- og afrikapolitik. Alternativet mener derudover, det er "hovedløst at satse entydigt på krudt og kugler". Enhedslisten vil prioritere FN-missioner.

Det står partierne frit at prioritere mellem deres mærkesager, men at bruge Forsvaret til at opfylde andre politiske målsætninger risikerer at fastlåse Forsvaret i dets nuværende modgang.

Vi er alle enige om, at Forsvaret er alvorligt sygt, men nogle af de ovennævnte politiske bud på behandlinger vil forværre sygdommen i stedet for at helbrede patienten.

Vi kan vende situationen på hovedet: Hvis Forsvaret er i ringe stand, skyldes det så, at Forsvaret er for lidt til stede uden for storbyerne? Skyldes det, at der hidtil har manglet klimafokus i forsvarspolitikken? Eller at vi er for dårligt forberedt på FN-missioner? Svaret er naturligvis nej i alle tre tilfælde. Vi kan gennemgå dem enkeltvis:

Forsvaret på heden er ude i hampen

Forsvarets tilstedeværelse hælder klart til den landlige side i forhold til storbyerne. Aalborg er den største by med egentlig militæraktivitet, der ikke blot er baseret på kontorkrigere (som mig selv).

Danmarks største militære arbejdsplads er Flyvestation Karup. Her arbejder hver sjette af Forsvarets medarbejdere. Ønsker man yderligere udflytning fra ”storbyerne” (er det Skive, Vordingborg eller Korsør, der hentydes til?), frygter jeg, at fastholdelses- og ansættelsesproblemerne vokser.

For hvis man ikke kan bo i nærheden af sit tjenestested med sine kære, udfordrer det dagligdagen. Der er utallige eksempler på, at soldater bor på deres tjenestested til hverdag og kun er hjemme i weekenderne.

Når de derudover jævnligt bliver udsendt i månedsvis, er der ubalance mellem ude- og hjemmetid. Jeg må derfor fraråde at flytte arbejdspladser mellem landsdelene, som forsvarsforligene traditionelt gør, og fra befolkningscentrene til øde hedelandskaber, hvor vi ikke kan interagere med store dele af befolkningen.

I Danmark bor vi primært urbant, og det kan forsvarsforliget ikke ændre.

Krig og klima skal adskilles

Efter Ruslands invasion af Ukraine har det været nærliggende at koble forsvars-, sikkerheds- og energipolitik sammen. For angrebet udstillede vore mangler og fejlagtige antagelser på disse områder.

Vi har ikke ammunition nok til troværdige lagre, der kan holde mere end til de indledende fægtninger mod fjenden

Johan Fritzen
Søofficer og kandidat i geopolitik

Men forsvarspolitik er kun én del af sikkerhedspolitik, og at påklistre mærkaten ”klima” på de andre ben af sikkerhedspolitikken stiller os ikke bedre.

Forsvaret står ikke dårligt i dag, fordi vi var afhængige af russisk energi – det var et spørgsmål, der påvirkede hele samfundet. Forsvaret har (med prisstigninger) kunnet købe al det brændstof, der var nødvendigt for at løse opgaverne i eksempelvis Østersøen og Letland, der opstod i 2022.

Vi har tusindvis af militærmaskiner, der er afhængige af fossile brændstoffer. Som enhver operationsplanlægger og logistiker ved, er det krævende og risikabelt at få forsyninger frem til fronten.

Det er derfor i Forsvarets interesse at skifte til andre energiformer, når teknologien tillader det, men dansk forsvar kan og skal ikke drive klimaforskningen. Selv hvis forsvarsbudgettet mangedobles, er det usandsynligt, at det er hér vi finder løsningen på verdens klimaproblemer.

Derfor bør vi behandle forsvars-, klima- og energipolitik som separate områder af sikkerhedspolitikken – hver med sine styrker og fokusområder.

FN, krudt og kugler

Til holdningen om, at vi ikke skal satse på krudt og kugler for at styrke Forsvaret, kan man blot tilføje: Det er det eneste, vi ikke har prøvet de seneste ti år, hvor vor sikkerhedssituation løbende er blevet forværret.

Vi har ikke ammunition nok til troværdige lagre, der kan holde mere end til de indledende fægtninger mod fjenden. Vi er derfor nødt til fluks at købe ammunition og materiel i stor stil.

Det kunne eksempelvis være sat på sporet i 2018 eller 2020, da Nato kritiserede vore små lagerbeholdninger. Men det var pengene ikke til.

Pengene og materiellet har til gengæld været der til at deltage i FN-opgaver, hvor vi ikke forventes at skulle kæmpe mod en egentlig statsaktør. Det vil sige uden artilleri, luftværn og droner. Netop det materiel, vi ser i brug dagligt i Ukraine.

Det er foruroligende, at vi i Danmark mangler de fleste af de typer enheder, der sikrer Ukraines overlevelse. Jeg anbefaler derfor, at vi prioriterer træning og indkøb i retning af egentlige kampopgaver frem for FN-opgaver.  

Hold øjnene på bolden

Forligspartierne skal fokusere på at styrke Forsvaret og mindre på partiernes øvrige kæpheste. Forsvaret skal styrkes, og kun hvis forsvarschefens råd er, at det sker ved at flytte fra storbyen eller ved at øge klimaindsatsen, bør vi gøre det.

Politikerne skal prioritere mellem forsvar af rigsfællesskabet, indsatser fjernt fra vore kyster, udbygning af værnepligten i forhold til professionelle soldater og så videre uden at gå så meget i detaljerne, som de før har haft for vane.

Opruster vi Forsvaret med udkants- eller klimapolitik for øje, risikerer vi, at de ønskede effekter udebliver.