Debat

Tænketanken Europa: Danmark har brug for et Udenrigsråd

DEBAT: Vi bør gå hele vejen og nedsætte et Udenrigsråd, der kan spille bold om udenrigs- og europapolitikken. Et Udenrigsråd skal tage de debatter, der ellers ikke ville blive taget, og gøre det på en systematisk og inkluderende måde, skriver Catharina Sørensen.

Hvis EU’s grundlæggere
skulle starte forfra i dag, burde de starte med at installere et "panic
room" i det fælleseuropæiske hus, mener Catharina Sørensen.
Hvis EU’s grundlæggere skulle starte forfra i dag, burde de starte med at installere et "panic room" i det fælleseuropæiske hus, mener Catharina Sørensen.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Catharina Sørensen
Vicedirektør i Tænketanken Europa

I de nære relationer er man nogle gange bedst tjent med at vende det gamle mundheld på hovedet, og smede mens jernet er koldt. I en akut krise får man ikke altid formuleret sig optimalt.

Sådan risikerer det også at være, hvis man hastenedsætter en udenrigskommission midt i den mest alvorlige krise i mange årtier. Og spørgsmålet er, om ikke det er blevet et levevilkår for udenrigspolitikken, at de årelange rapporters tid er ovre.

Klassiske positioner og alliancer er i opbrud og efterlader en uforudsigelig verden. Udfordringen er selvfølgelig, at en sådan verden i endnu højere grad end tidligere råber på, at man som et lille åbent land er på forkant med udviklingen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Permanent taskforce er minimum
Det strategiske analysearbejde, der tidligere var den usynlige proces forud for den imødesete slutrapport, er det, der skal opprioriteres nu.

Som minimum bør S-regeringen oprette den permanente taskforce, professor Martin Marcussen foreslår her i tema-sporet.

Og spørgsmålet er, om ikke det er blevet et levevilkår for udenrigspolitikken, at de årelange rapporters tid er ovre.

Catharina Sørensen
Vicedirektør i Tænketanken Europa

Og hvorfor ikke gå hele vejen og nedsætte et egentlig Udenrigsråd, der i stil med Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd jævnligt kan spille bold om såvel udenrigs- som europapolitikken?

Et Udenrigsråd bør tage de debatter, der ellers ikke ville blive taget – og sikre, at det sker på en systematisk og inkluderende måde.

Her og nu har Danmark brug for at være på forkant med de hovedbrud, coronakrisen medfører. Her følger tre af dem.

Første hovedbrud: Kan føre til mere EU
Første hovedbrud er, at EU's svagheder under krisen kan føre til mere EU.

Hvis EU's grundlæggere skulle starte forfra den dag i dag, burde de starte med at installere et "panic room" i det fælleseuropæiske hus. Altså en plan for, hvordan man reagerer og hjælper hinanden under en fælles krise.

EU blev ved covid-19's start kritiseret for at handle for lidt og for langsomt, alt imens den danske krisereaktion, såvel som den i mange andre medlemslande, stort set udelukkende fokuserede på det nationale niveau.

Akkurat som under finanskrisen fra 2008 og migrationskrisen fra 2015 har det ført til kritik af manglende solidaritet og utallige spådomme om EU's snarlige sammenbrud. Men i sidste uge viste EU's motor – den fransk-tyske alliance – at det ikke er en overvejelse, man gør sig.

I et fælles udspil til en europæisk genopretningspakke fremhæver duoen, at krisen har afsløret behov for tættere integration – en politisk union. Merkel nævnte endda muligheden for traktatændring under den efterfølgende pressekonference – et ord, hun også brugte i den tyske forbundsdag efter Karlsruhe-dommen i maj.

Når dette sprængfarlige ord i dag igen tages i brug af nogle af EU's grundlæggerlande, ligger der muligvis et ønske om at kunne sætte modstræbende lande stolen for døren og sige "sådan vil vi gerne have EU's udvikling. Hvis I ikke vil være med, så må resultatet blive et EU i flere hastigheder."

Hvor vil Danmark være?
På trods af de danske EU-forbehold har et sådan EU traditionelt ikke været i dansk interesse, for selvom vi ofte synes, at EU strækker sig over for meget, er en reel bekymring, at fragmenteringen vil sprede sig til det indre marked og andre områder, hvor Danmark har en klar interesse i at være helt med.

Derfor har Danmark brug for kvalificeret indspark til den "Konference om Europas Fremtid", som Kommissionen annoncerede før virussens udbrud, og som nu har fået langt større betydning: Hvor vil Danmark være, hvis EU's fremtid bliver i koncentriske cirkler?

Har vi i lyset af Brexit nok venner i "sparebanden" af Holland, Sverige og Østrig – som generelt må forventes at være mere integrationsvillige end Danmark, da to af dem er euro-lande?

Hvordan kan EU's genopretningsplan sikre, at det indre marked ikke "blot" renses for corona-barrierer, men samtidig får et større fokus på danske mærkesager som grøn omstilling, forskning og digitalisering? Hvordan undgås det, at et Europa, der vil sikre sig selv, ikke bliver "fort Europa" med mindre fri konkurrence og større global rivalisering?

Andet hovedbrud: En mindre global verden
Det andet hovedbrud er, at verdens mest globale krise kan føre til en mindre global verden.

"Goodbye globalisation" skrev tidsskriftet The Economist i en leder her i maj på trods af, at vi jordboere sjældent har haft en mere fælles krise end covid-19 (selvsamme tidsskrift vurderede, at 90 procent af os bor i et land, der reelt har været lukket ned under krisen).

Når Danmark alligevel bør være forberedt på "deglobalisering" skyldes det, at coronakrisen tilsyneladende fungerer som en katalysator for de fragmenterende tendenser, der er piblet frem de senere år.

Disse tendenser tæller et USA, der lukker sig om sig selv; BRICS-lande, der med protektionistiske og til tider fordækte metoder viser, at de heller ikke kandiderer til posten som global leder; Doha-runder, der blev afløst af handelskrige; Brexit, der reducerer værdien af det indre marked; og faldende tillid blandt befolkningen til, at globalisering fører til en bedre fremtid.

Med ét virker tanken om fortsat global frihandel lige så historieblind som Francis Fukuyamas famøse tillid til, at demokratiets fremmarch efter kommunismens fald ville markere the end of history.

På forkant med de globale tendenser
Som en lille åben økonomi er Danmarks velfærd afhængig af at være på forkant med de globale tendenser, som coronakrisen accelererer: Hvad betyder det for eksempel for fødevareindustrien, hvis der på vores eksportmarkeder kommer flere krav om lokalt producerede varer?

Hvordan påvirkes det traditionelt rimeligt gode dansk-kinesiske forhold af behovet for at fremtidssikre såvel kritisk infrastruktur som adgang til medicin – samt af stigende pres for en fælles Kina-politik i EU?

Hvordan fastholdes retssikkerheden og tilliden til retsstaten efter en krise, der i flere lande har ført til rettighedsindskrænkende hastelovgivning?

Læs også

Tredje hovedbrud: Færre ressourcer, flere resultater
Tredje hovedbrud er, at færre ressourcer skal levere flere resultater.

Derudover er spørgsmålet, hvordan et udenrigsministerium med begrænsede ressourcer bedst muligt kan sikre og fremme Danmarks rolle i en post-corona verden. Det lette, men også ukomplette, svar er "flere ressourcer".

For selvfølgelig er det et problem, når Danmark har en udenrigstjeneste, der er mindre end i lande, vi normalt sammenligner os med – som det blandt andet kommer til udtryk i Bruxelles, hvor vi er dét medlemsland, der har den mindste EU-repræsentation set i lyset af vores befolkningstal.

Ifølge den europæiske tænketank ECFR har det håndgribelige konsekvenser i form af, hvor værdifuld en samarbejdspartner Danmark anses for at være i de øvrige medlemslande.

Løsningen på hovedbruddet
Samtidig ville det kræve uforholdsmæssigt store ressourcer at have en kampklar tilstedeværelse i alle mulige interesselande. Med alliancer, der i dag ofte skifter fra sag til sag, svarer det lidt til at kræve, at Danmark skulle kunne håndtere al vaccineudvikling- og produktion alene.

Løsningen på det tredje hovedbrud handler derfor også om at samarbejde på nye måder. Der er potentiale for at anvende EU's udenrigstjeneste, EEAS, langt mere målrettet – den blev blandt andet oprettet for at skabe stordriftsfordele for små medlemslande rundt om i verden.

Hvorfor kan en dansk ambassadør ikke sidde i kontorfælleskab med EEAS? Derudover bør man gøre brug af et tættere skandinavisk samarbejde i naboskabslande som Ukraine, hvor man kan deles om opgaver som monitorering, hjælpeprogrammer og konsulatopgaver. Makkerskab om udstationering af fælles sekunderede eksperter ved EEAS bør overvejes.

Gælder også på Asiatisk Plads
Bedre brug af samarbejdspartnere gælder også på Asiatisk Plads, hvor den dygtigste diplomat i dag ikke nødvendigvis skabes gennem den unge fuldmægtiges livslange forløb ved én arbejdsplads, men gennem større udveksling med erhvervsliv og forskningsverden.

Kun ved at blive bedre til at gøre brug af samarbejdspartnere såvel hjemme som ude kan man levere flere resultater med færre ressourcer.

Kun på den måde kan man realisere de målsætninger for det moderne ministerium, som udenrigsminister Jeppe Kofod forleden udpegede til Altinget, hvor det handler om "at åbne døre, skabe kanaler, etablere bånd, forstå verden og kæmpe for danske interesser."

Dokumentation

Temadebat: Har Danmark brug for en udenrigskommission?

1. maj var det fire år siden, den danske ambassadør Peter Taksøe-Jensen afleverede sin udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik til den daværende V-regering.

Selvom rapporten, der havde fokus på Danmarks strategiske interesser og udenrigspolitiske kerneopgaver helt frem mod 2030, kun er fire år gammel, står verden ikke desto mindre i en helt ny situation i dag. Udredningen har for eksempel ikke kunnet tage brexit, valget af Trump og coronapandemiens konsekvenser i betragtning.

Altinget Forsvar benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Er Taksøe-rapporten forældet? Har Danmark brug for en udenrigspolitisk kommission, der kan adressere de nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer? Hvad er det vigtigste, kommissionen skal se på? Hvad har ændret sig, siden Peter Taksøe-Jensen afleverede sin rapport i maj 2016 – og hvilke konsekvenser har det fået/kan det få for Danmark?

Panel:

Martin Lidegaard (R), udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister 

Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister og formand for Konservative

Ole Wæver, centerleder, professor i international politik, KU

Martin Marcussen, professor i diplomati og globalisering, KU

Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Lars Bangert Struwe, generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Kristian Søby Kristensen, vicecenterleder, seniorforsker ved Center for Militære Studier

Sten Rynning, professor Syddansk Universitet, Institut for Statskundskab

Catharina Sørensen, vicedirektør i Tænketanken Europa


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Catharina Sørensen

Direktør for politisk interessevaretagelse, Lego
ph.d. i statskundskab (Københavns Uni. 2007)

0:000:00