Forsker: Udenrigskommission skal overlade ansvaret hos politikerne

Nærområdet og de danske værdier
Og så skal Danmark selvfølgelig ikke glemme nærområdet. Østersøen og det nordiske fællesskab. Ligesom selvfølgelig rigsfællesskabet og Arktis må stå allerøverst på enhver regerings udenrigspolitiske dagsorden. Næsten kun overgået af behovet for at sikre stabilitet i Afrika og fremme gode betingelser for den globale samhandel … Den kvikke læser kan selv fortsætte listen ad nauseam.

Hvad for eksempel med kampen for de værdier, det danske samfund er bygget på: menneskerettigheder, demokrati, lighed mellem kønnene? Eller hvad med indsatsen over for den ekstreme ulighed, der i stigende grad præger verden? Og fik jeg sagt klima og grøn omstilling?

Hvis man griber det sådan an, kan en udenrigskommission meget vel føre til et fagligt set interessant forsøg på først at opliste og siden rangordne alle de forhold, der rører sig derude i verden, og som på forskellig vis rammer Danmark og danskerne.

En sådan liste ville nok kunne formuleres og sælges som en form for prioritering, der – lidt ligesom Taksøe i sin tid forsøgte det – skelner mellem vitale og ikke-vitale interesser, "need to do" og "nice to do", men en selv nok så udførlig liste kan ikke gøre det ud for hverken et kompas eller en strategisk retning.

Kernen i problemet
Og så er vi tilbage ved kernen i problemet. Og hovedårsagen til min udenrigsministerielle vens skepsis over for nytteværdien af en udenrigskommission. Kompasset – den strategisk retning – kan ikke leveres af en arbejdsgruppe, hvor eksperter og andre "stakeholders" (interesseorganisationer, erhvervsliv, civilsamfund) kommer med hver sit bud på, hvad der er vigtigt og forsøger at tale sig nogenlunde til rette om en fælles prioritering.

Danmarks udenrigspolitiske kurs skal og må sættes af ansvarlige politikere og derfor er det – hvis en udenrigskommission skal kunne nytte – afgørende, at dens arbejde tilrettelægges på en måde, der sparker liv i den politiske debat om Danmarks fremtidige placering i verden og tilrettelæggelsen af vores samlede internationale engagement.

Formålet med kommissionen skal ikke være at finde svarene. At give facit. Den opgave er umulig i en verden, der udvikler sig så tumultarisk og uforudsigeligt, som den gør i disse år. Formålet skal derimod være at stille spørgsmålene – og vel at mærke at gøre dette på en måde, der holder fast i og understreger, at de kræver politiske, ikke tekniske, svar.

Det handler om identitet
Det er noget paradoksalt, at partierne og Folketingets interesse for udenrigspolitikken har været støt dalende i takt med, at globaliseringen er taget til. Udenrigspolitikken har ikke fyldt meget i de seneste mange valgkampe og endnu mindre imellem dem.

Og det til trods for, at det internationales betydning for den danske samfundsudvikling aldrig har været større. Til tider kan man få indtryk af, at danske politikere (og vælgere) interesserer sig mere for amerikansk udenrigspolitik end de gør for dansk.

Udenrigspolitik italesættes ofte som et spørgsmål om nationale interesser og værdier, men i bund og grund handler det om identitet. Ikke på identitetspolitik-måden, hvor mennesker kategoriseres i stadigt snævrere og gensidigt udelukkende kategorier af "os" og "dem".

Udenrigspolitik handler om identitet på den reflekterende måde, hvor fokus er på én selv: Hvem er jeg, og hvordan vil jeg gerne have andre ser mig? Det er dette helt store spørgsmål, der presser sig på for Danmark i takt med, at de værdier, strukturer, institutioner og alliancer, der har kendetegnet vores forhold til omverdenen, er kommet under pres både ude og hjemme.

Ansvaret hos de folkevalgte
En udenrigskommission kan ikke fortælle os, "hvem" Danmark er eller skal være i en globaliseret men fragmenteret verden. Den kan heller ikke afklare, hvilke værdier Danmark skal stå på mål for – eller hvordan plus-ord som solidaritet, samarbejde og ansvarlighed konkret skal udmøntes i forholdet til andre lande.

Men en udenrigskommission kan – måske – rejse disse spørgsmål på en måde, der placerer ansvaret for at besvare dem dér, hvor det hører hjemme i et demokrati: hos de folkevalgte politikere.

Det fordrer en anden konstruktion end den vante. I stedet for at forholde sig til de mange og voksende udfordringer i verden omkring os, kan en udenrigskommissionen med fordel kaste lyset indad og spørge, om den udenrigspolitiske beslutningsproces i Danmark er fulgt med tiden, eller om der er brug for nye mekanismer for at sikre, at Danmark hele tiden – også imellem de store kommissioners arbejde – kan føre en udenrigspolitik, der afspejler dem, vi er, og gerne vil være.