Forsker: Viden er nøglen til at gøre landfill mining til bæredygtig industri

Af Per Kalvig
Centerleder, Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa), GEUS

'Mytedræber: Vi kan alligevel ikke grave guld på lossepladserne' konkluderer Altinget 1. marts, og Dakofa konstaterer, "at der ikke er tilstrækkelige værdier på deponierne til, at det kan opveje omkostningerne [til processen]".

Ærgerligt! Så kan vi vinke farvel til mulighederne for at udnytte råstofferne i de mere end 3000 deponier, som ligger rundt om i landet.

Disse triste konklusioner er baseret på erfaringerne fra det såkaldte MUDP-projekt i Skårup, hvor man har gravet dagrenovationsaffald op i forventning om at finde storskrald, industriaffald og byggeaffald. Men hvor kom forventningerne egentlig fra?

Moderne minedrift er baseret på omfattende forundersøgelser for at minimere risikoen for fejlinvestering og konkurs. Det største X i ligningen er varen – råstoffet – som hele forretningen skal bygge på. Og som ligger gemt nede i jorden.

Derfor er fase ét i al råstofudnyttelse at besvare spørgsmålene:
Hvad består ressourcen af? Hvordan er den tredimensionelle fordeling af "råstofferne"? Hvilke koncentrationer findes de i – og hvor? Hvor meget er der? Kan det sælges?

Uden grundigt forarbejde kommer landfill mining til at minde om forrige århundredes gold rush i Alaska, hvor alle håbede på den store gevinst uden først at sikre sig den fornødne viden om guldminedrift.  

Per Kalvig
Centerleder, Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa), GEUS

Når resultaterne af disse undersøgelser foreligger, kan værdien af råstoffet estimeres og fase to starter:
Hvilke tekniske metoder er bedst egnede til (a) at grave råstoffet op og til (b) at adskille det opgravede materiale i de dele, der har værdi og dem uden værdi.

Når det er på plads, kan man tage fat på fase tre, som skal optimere projektøkonomien, herunder vurderinger af hvilke produkter, der bør produceres og i hvilke kvaliteter, og vurderinger af, hvad der skal ske med det p.t. værdiløse materiale, samt planer for hvordan myndighedskrav til produktionen kan opfyldes.

Målrettede efterforskningsmetoder
Nuvel, landfill mining er måske ikke helt at sammenligne med storskala minedrift. Men også mindre virksomheder, der indvinder sand, grus og sten, anvender tilsvarende fremgangsmåder for at finde ud af, om et projekt er økonomisk attraktivt og undersøger nøje, hvilke produkter, der kan fremstilles fra en given ressource, hvilke teknikker og produktionsredskaber, der vil være nødvendige og så videre. Det gælder vel i øvrigt for alle producerende virksomheder.

Råstofsammensætningen i landfill sites er karakteriseret ved at være – næsten – tilfældige samlinger af organisk og uorganisk affald og er dermed langt mere komplekse end selv de mest komplekse miner. Det gør behovet for forundersøgelser særligt stort.

I mineralindustrien kalder vi sådanne forundersøgelser for mineralefterforskning eller exploration. Hvis landfill mining skal løfte sig op over tilfældighedernes spil – og dermed over skuffelser på grund af uindfriede forventninger – skal man udvikle efterforskningsmetoder, som er målrettet landfill mining.

De mineralske råstoffer kan hverken dyrkes eller gendannes. Derfor er det vigtigt at finde metoder, som sikrer, at råstofferne udnyttes bæredygtigt, så vi kan leve op til blandt andet Brundtland-kommissionens vision om, at der skal være råstoffer til vores efterkommere og til den danske ressourcestrategi fra 2013.

Landfill mining kan ikke afskrives
Én metode kunne være at indtænke mineindustriens forundersøgelsesmetoder til at påvise råstofpotentialerne i landfill sites og til at vurdere, hvordan de kan nyttiggøres.

Uden grundigt forarbejde – efterforskning – kommer landfill mining til at minde om forrige århundredes gold rush i Alaska, hvor alle håbede på den store gevinst uden først at sikre sig den fornødne viden om guldminedrift.

Forventningens glæde alene gjorde meget få rige, men tusinder skuffede og fattige. Alligevel førte disse erfaringer ikke til den konklusion, at det så ikke kan betale sig at udvinde guld.

Tilsvarende kan vi ikke afskrive, at landfill mining kan føre til nye råstofforarbejdende virksomheder. Men mere viden er nøglen til at gøre landfill mining til bæredygtig industri, som kan levere vigtige råstoffer tilbage til samfundet.

Min påstand er, at projektet i Skårup ikke giver grundlag for Altinget og Dakofas skråsikre konklusioner om potentialet i landfill mining.