Gamle affaldspladser er en bombe under miljøet

Af Jørgen Mølgaard Christensen
Direktør, Biorem

Siden udgivelsen af den seneste rapport om de tekniske, økonomiske og miljømæssige aspekter i at opgrave affald fra lossepladser og affaldsdepoter og genanvende det, har vi oplevet en god debat om emnet.

Spørgsmålet er nu, om tiden er moden til, at vi kan arbejde videre med landfill mining – og i givet fald hvorledes kommer vi videre.

I debatten har der i høj grad været fokuseret på de direkte økonomiske aspekter ved landfill mining. Hvilket de følgende udsagn fra fire debatindlæg viser:  

• Kan vi grave guld på lossepladser?
• Det skal være økonomisk rentabelt
• Landfil mining bør være en bæredygtig industri
• Lønninger og afgifter æder landfill mining-potentialet

Set fra Biorems perspektiv bør det ikke være den direkte økonomi, som skal være driveren i landfill mining. Selv en justering af afgiftsforholdene og andre administrative begrænsninger, samt en videreudvikling af undersøgelsesmetoder til klarlægning af indholdet i en losseplads vil efter Biorems opfattelse ikke i en overskuelig fremtid kunne bringe rentabilitet ind i landfil mining.

Altså er det ikke implementeringen af cirkulær økonomi i sig selv, der skal være det afgørende for gennemførelse af landfill mining.

Lempeligere vilkår
Det er klart, at vi skal beholde fokus på økonomien i landfill mining, men det er afgørende, at der samtidig i de enkelte tilfælde inddrages andre faktorer i beslutningen om landfill mining.

En idé kunne være, at DAKOFA og Dansk Affaldsforening overvejede, om ikke de kunne være tovholdere i dannelsen af ’Affaldsbranchens Miljøpulje’, hvor der kunne udvikles en model til at få fjernet de mange miljøbomber, som de gamle affaldspladser udgør.  

Jørgen Mølgaard Christensen
Direktør i Biorem

Her i landet har vi over 3.000 lossepladser og gamle depoter, som i langt de fleste tilfælde miljømæssigt, byudviklingsmæssigt eller på anden måde udgør et problem.

Specielt de miljømæssige problemer med udsivning af giftstoffer til grundvand og vandløb samt afdampning af metan til atmosfæren betyder, at vi ikke blot kan lade affaldet ligge, indtil der muligvis engang i fremtiden findes mere rentable teknologier til "landfill recycling".

MUDP-projektet med landfill mining i Skårup viste, at det er teknisk muligt i langt de fleste tilfælde at udgrave, sortere og genanvende affaldet. Samtidig anviser projektrapporten værktøjer til at vurdere de økonomiske forhold omkring konkrete landfill mining-projekter, så den enkelte depotejer kan estimere økonomien i et projekt.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi vil prioritere landfill mining, er i nogen grad en politisk afvejning, men det ville efter vores opfattelse være fornuftigt allerede nu at justere de administrative retningslinjer hen imod lempeligere vilkår for den cirkulære økonomi i form af landfill mining.

En succeshistorie, vi kan lære af
For ikke at blive fastholdt i udredninger og undersøgelser af forholdene omkring lossepladser og landfill mining, men i stedet se på, hvorledes vi kommer videre med den viden, vi allerede har, vil jeg pege på en situation fra over 25 år siden, som vi muligvis kan lære noget af:

I starten af 1990'erne havde vi herhjemme flere tusinde nedlagte benzinstationer, hvorfra der sivede forurening med brændstof. Dette problem – som har visse ligheder med lossepladsproblematikken – blev håndteret ved, at man kort fortalt dannede Oliebranchens Miljøpulje (OM), der i samråd med Miljøstyrelsen foretog oprensning af forureningerne fra tankstationerne.

Finansieringen heraf kom fra, at vi alle i en periode betalte fem ører for hver liter brændstof, vi tankede på bilen. OM oprensede over 3.400 forurenede grunde, og i dag har vi stort set løst problemet med forurening fra gamle tankstationer, og OM kunne lukkes med udgangen af 2016. Mange betragter dette som en succeshistorie, vi måske kan lære af.

En sammenholdelse af lossepladsproblematikken med de forurenende tankstationer har en række lighedspunkter, til trods for at der også er en lang række forskelle.

Fælles for de to problematikker er, at vi har et samfundsproblem, som ikke kan løses alene på basis at forretningsmæssige initiativer. 

En idé kunne være, at DAKOFA og Dansk Affaldsforening overvejede, om ikke de kunne være tovholdere i dannelsen af ’Affaldsbranchens Miljøpulje’, hvor der kunne udvikles en model til at få fjernet de mange miljøbomber, som de gamle affaldspladser udgør.

Her ville videreudviklingen af landfill mining hen imod en mere rationel metode være en naturlig del.