Greenpeace: Det er politisk uklogt og klimamæssigt uansvarligt af regeringen at satse så stort på CO2-fangst

I sit indlæg Greenpeace-kritik af Nordsø-aftalen mangler svar på årtiers energibehov takker Martin Næsby for en god første debatrunde. Selv tak, det er altid en fornøjelse.

Han skriver også, hvordan debatten har vist, at der er mange interesser i Nordsøen. Det kan man jo kun være enig i – nogle har interesse i at få stoppet produktionen og sikre en mere klimasikker verden, mens andre har interesse i at tjene flere penge.

Desværre laver Olie Gas Danmark en række stråmænd og giver indtryk af, at olieproduktionen skulle lukke i morgen, stod det til Greenpeace. Hovedanken mod os er, at vi i dag ikke har nok VE til at erstatte olie og gas. Den anke er ret irrelevant, da ingen foreslår at slukke for hanerne hverken i dag eller i morgen. Vi foreslår blot en stille og rolig, begavet og planlagt afvikling – godt i tråd med hvad en række klimaforskere og eksperter i energiplanlægning anbefaler (og mener er muligt). Senest i denne nye erklæring fra førende eksperter, hvor 2035 sættes som deadline for, hvornår verden bør være fri af fossile brændsler og på 100 procent vedvarende energi.

Men derudover bliver det lidt rituelt, hvis jeg skal svare på alle Martin Næsbys påstande. Vi har talt om disse ting i mange sammenhænge, så der er ikke grund til at trætte læseren med de samme forklaringer om, at det vil have en gavnlig klimaeffekt at skrue ned for den danske danske produktion, at vi bliver nødt til at kigge på både efterspørgsel og udbud, og at dansk olie ikke er "grønnere" end anden olie - faktisk tværtimod.

Vi kommer ikke udenom
Noget nyt i debatten mellem Olie Gas Danmark og Greenpeace er til gengæld spørgsmålet om CO2-fangst og -lagring (CCS). I Nordsøaftalen og generelt i dansk politik foretages i disse tider en ret så stor satsning på CCS. Dette sats er Martin Næsby glad for, mens vi i Greenpeace gerne vil mane til besindighed.

Vi kommer nok, desværre, ikke helt uden om CCS, når vi skal afværge klimakrisen de næste årtier. Det gør vi ikke, fordi vi allerede har spildt så mange vigtige år, hvor udledningerne er steget i stedet for at falde. CCS vil formentlig være en del af vores samlede klimaindsats.

Men CCS må aldrig stå i vejen for reelle her-og-nu-reduktioner. Og det giver ingen mening, at CCS skal spille så stor en rolle i at nå vores klimamål om mindre end ti år.

Forventningen til CCS er urealistisk
Det er forståeligt, at olieindustrien gerne vil med på regeringens CCS-tog, og det er da klart at foretrække, at vi bruger infrastrukturen på boreplatformene i Nordsøen til at lagre CO2 fra for eksempel cementproduktion i steder for at hive endnu mere olie op. Ingen kan fortænke Martin Næsby i at glæde sig over CCS-satset – hvis jeg havde en forretningsmodel, der er den største årsag til den krise, som stort set alle verdens ledere er enige om, at vi skal løse, ville jeg da også kigge mig om efter nye teknologiske eventyr.

Det er en nærmest akavet og uvant situation at kritisere regeringen for at sætte ambitionsniveauet for højt, men her er vi så alligevel endt.

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Men det er politisk uklogt og klimamæssigt uansvarligt at fæste så stor lid til sådan en uprøvet og usikker teknologi. Vores bekymring er, at olieindustrien og andre af de store forureneres løfter om fremtidige negative emissioner vil fjerne fokus og ressourcer fra de nødvendige reelle reduktioner i nutiden.

Klimamodellerne viser, at hvis business-as-usual fortsætter, vil vi have sprængt CO2-budgettet for at nå maksimalt 1,5 grader uden CCS indenfor en kort årrække. Det i sig selv er skræmmende.

Vejen frem vælger vi selv: Vi kan komme i gang med det, vi ved virker: vedvarende energi, energieffektiviseringer, skovbevaring- og genplantning, mindre animalsk landbrug, genopretning af økosystemerne og et stop for vores forurenende overforbrug i den rige verden. Eller vi kan satse hele biksen på en uprøvet, usikker, dyr og langsommelig ny teknologi.

Hvis regeringen havde et fornuftigt forhold til CCS, som noget, vi til nøds kan bruge på de punktkilder, hvor det inden for overskuelig fremtid ikke er muligt at nedbringe eller helt fjerne udledningerne, kunne man måske se en vis logik i strategien. Men regeringens forventning til CCS er urealistisk.

Regeringen mener, at der er et teknisk reduktionspotentiale på fire-ni millioner tons i 2030, hvilket svarer til helt op til to tredjedele af de reduktioner, vi stadig mangler for at nå 70 procents-målet i 2030. Et skøn, som forskere og en stor del af de relevante markedsaktører har sat spørgsmålstegn ved realismen i.

En uvant situation
På trods af at vi taler om CCS som en "ny teknologi", har man i løbet af det seneste årti på verdensplan postet milliarder af offentlige midler i at udvikle CCS. Alligevel er teknologien stadig uprøvet i stor skala, og der er i dag 51 CCS-projekter rundt omkring i verden. Kun 19 af disse anlæg er funktionsdygtige, og de fleste er pilot-projekter, der kun demonstrerer én del af CCS, eksempelvis fangst, men ikke lagring.

I hele verden bliver der ved hjælp af CCS-teknologi lige nu fanget og lagret mindre end fem millioner tons CO2 om året. Selvom der satses og investeres så stort i hele verden, er vi i stand til at lagre mindre globalt, end hvad regeringen vurderer, der er muligt i Danmark i løbet af få år.

Der er ingen grund til at udlede CO2’en og derefter bruge en masse energi og penge på at indfange den igen. 

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Det er en nærmest akavet og uvant situation at kritisere regeringen for at sætte ambitionsniveauet for højt, men her er vi så alligevel endt. Træerne vokser ikke ind himlen, og af de fire-ni millioner tons, som Dan Jørgensen tror, vi kan fange og lagre inden 2030, udgør CCS fra biomasse en væsentlig del. En træafbrænding, vi skal have udfaset, som også klimaministeren nu har erkendt, hvorfor vi ikke skal levetidsforlænge det yderligere ved at investere i dyre CCS-anlæg her.

Reduktioner frem for fangst
Hvis CCS skal spille en afgørende rolle i, at vi når Parisaftalens mål, skal vi fange og permanent lagre flere gigaton CO2 om året. Dette vil kræve investeringer i og konstruktion af infrastruktur til at transportere CO2, der nogenlunde svarer til de rørledninger og transportnetværk til havs for hele verdens olie- og gasproduktion. Det er meget.

Vi bør minimere CCS-satset markant. Der er ingen grund til at udlede CO2’en og derefter bruge en masse energi og penge på at indfange den igen. Folketinget bør komme i gang med det, vi ved virker: reelle reduktioner med det samme.

Men det kræver, at olie-direktørerne skifter erhverv, for så er der ikke mange penge at tjene på ny teknologi, der levetidsforlænger den produktion, der er ved at gøre vores klode ubeboelig.