Sikandar Siddique: Nordsøaftalen er baseret på politik frem for videnskab

Fra Frie Grønne har vi været hårde, men – synes vi i hvert fald selv - retfærdige i bedømmelsen af den Nordsøaftale, som regeringen præsenterede i fjor.  

Set fra et politisk synspunkt er den et skridt fremad (hvem kunne have troet, der ville være flertal for det her for blot to år siden?), men set fra et videnskabeligt og klimamæssigt synspunkt er og bliver den en katastrofe.

Og det er det, den skal vurderes på. For hvad nytter det, at noget er en politisk succes, hvis det er fiasko i den virkelighed, som politik jo først og fremmest må og skal forholde sig til? Hvad nytter det at samle flertal for noget, der foregiver at løse et problem, hvis realiteterne er de stik modsatte?  

De spørgsmål sidder jeg tilbage med efter at have læst debatserien her på Altinget om den Nordsøaftale, som blev indgået mellem et stort flertal af Folketingets partier i fjor – herunder også partier, som normalt kalder sig grønne, nemlig SF og Radikale. Og som tilmed blev tiljublet af Enhedslisten.  

30 år mere med det samme
Men som Greta Thunberg også bemærkede efter offentliggørelsen af aftalen, så er den rigtige nyhed, at det politiske flertal med Nordsøaftalen tillader olie- og gasefterforskning og –udvinding i de næste 30 år.

30 år, som skulle være kendetegnet af en hastig grøn omstilling uden historisk fortilfælde på alle niveauer af samfundet, men som med Nordsøaftalen er det stik modsatte: 30 år mere af det samme. 30 år mere af selve den rovdrift på planeten, der har ført til, at vi i dag står på kanten af en klimakatastrofe, der kan betyde, at jorden inden for en overskuelig fremtid kun vil kunne brødføde 1 milliard mennesker.  

At Nordsø-aftalen samtidig er indgået af regeringen og en stribe partier, der påstår, at de arbejder for at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader (som de er forpligtet til), gør det blot endnu mere surrealistisk.

Problemet er, at vi tror, vi har tid til at vente. At vi bare kan beslutte os for noget politisk, og så makker klimaet ret – uanset at videnskaben siger noget andet.

Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne

Ser stort på Paris-aftalen
For overskridelsen af det mål, som er centralt i Paris-aftalen, vil efter alt at dømme allerede ske inden for maksimalt 10 år (og dermed gøre Nordsøaftalen mere eller mindre ligegyldig), mens 2 graders temperaturstigning, som vil betyde, at klimakrisen på grund af feedbackmekanismer kommer ud af vores kontrol, efter alt at dømme også vil blive overskredet længe inden, at Danmark stopper med at bore efter olie og gas. 

Man har altså lavet en aftale, der ser stort på Paris-aftalen, de mål, man siger, man selv arbejder for og selve den klimavidenskabelige børnelærdom. Og så tillader man sig at kalde den grøn. Så tillader man sig at sige, at olien bliver i jorden, som det lød triumferende fra både Radikale og Enhedslisten efter aftalens indgåelse, selvom der vil blive pumpet olie op i de næste 30 år.  

Og det afslører, at der er noget mere grundlæggende på spil. Det er kampen mellem politik og virkelighed. 
Eksempelvis peger Olie og Gas Danmark i Altingets debatserie på, at aftalen er god, fordi vi ”fortsat kan producere olie og gas i de kommende årtier.”

Og de afkræver svar på, hvordan fremtidens energibehov skal dækkes, hvis man stopper olie- og gasudvindingen før 2050. ”Problemet er ikke, vi fortsat producerer olie og gas, men at vi endnu ikke fuldt ud har gode alternativer,” lyder det.

Farlig politik
Det kan på overfladen lyde rigtigt, men i virkeligheden er det helt forkert. For problemet er, at vi ikke i stedet justerer vores forbrug, så vi kan undgå den klimakatastrofe, som vi allerede mange steder ser udfolde sig – og som kun vil tage til i styrke.

Problemet er, at vi tror, vi kan fortsætte som hidtil. Problemet er, at vi tror, vi har tid til at vente. At vi bare kan beslutte os for noget politisk, og så makker klimaet ret – uanset at videnskaben siger noget andet. Uanset at videnskaben har skreget på omgående handling i årtier.  

Det er Nordsø-aftalens mest grundlæggende svaghed. Og derfor er den en fiasko.  
Samtidig er det en farlig fiasko, fordi den er endnu et eksempel på politik, når det kan være farligt. Og farligt det bliver politik, når partierne foregiver at løse noget, men ikke gør det. Når de foregiver at handle og agere grønt, men ikke gør det.  

For så kan mange af alle dem, der stemte på partierne, men som ikke kender klimavidenskabens alvor i detaljer, tro, at klimakrisen er under kontrol. At deres stemme gjorde en forskel. At det hele nok skal gå. Men hvad sker der så, når vi om få år har overskredet Paris-aftalens mål?

Hvordan skal man så forklare det tillidsbrud, som Nordsøaftalen og greenwashende politik generelt er et udtryk for? Hvordan skal man så forklare, at man med åbne øjne valgte at begå et generationssvigt uden sidestykke?

Det må partierne og støtterne bag Nordsøaftalen tænke over. Mens de også tænker over, om de faktisk er voksne nok til overhovedet at påtage sig ansvaret for at løse klimakrisen. Det tyder desværre ikke på det.