Debat

Efterlyser svar fra Dan Jørgensen: Liberalisering gør fremtiden for CO2-fangst på ARC økonomisk usikker

Amager Bakke og andre affaldsenergianlæg står klar til at fange CO2 i stor stil. Men skal missionen lykkes, haster det med at rede de mange snubletrådene ud for CO2-fangst, skriver Susan Hedlund (S).

ARCs affaldsenergianlæg Amager Bakke kan blive en af spydspidserne inden for CO2-fangst i Danmark, skriver Susan Hedlund.
ARCs affaldsenergianlæg Amager Bakke kan blive en af spydspidserne inden for CO2-fangst i Danmark, skriver Susan Hedlund.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Susan Hedlund
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det glæder mig at læse klimaminister Dan Jørgensens vurdering i Altinget af, at CO2-fangst ikke er en løs idé på regeringens skitseblok. For indholdet af CO2 i atmosfæren er så foruroligende højt, at vi er nødsaget til at støvsuge noget af det overskydende CO2 væk fra atmosfæren, og gemme det permanent væk.

Det kalder på omgående politisk handling, som skaber stabile, langsigtede rammevilkår. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over i hvor stort omfang, vi skal fange CO2 på dansk grund. Men det er givet, at vi ikke kommer i mål med 70 procent-målsætningen i klimaaftalen, hvis vi ikke laver CO2-fangst i et vist mål.

Derfor er jeg, ikke overraskende, helt enig med Dan Jørgensen i missionen. Vi står på kanten til et teknologisk gennembrud, og regeringen har gjort mange rigtige ting med øremærkning af grønne forskningsmidler og etableringen af den 20-årige CCS-pulje på 16 milliarder kroner fra 2024.

Men der er også malurt i bægeret.

CO2-neutral hovedstad er mulig
ARC's affaldsenergianlæg Amager Bakke kan blive en af spydspidserne inden for CO2-fangst i Danmark. Vi kan spare klimaet for cirka 500.000 tons CO2 om året fra år 2025, og vi kan samtidig gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad. Vi taler altså ikke om ti fugle på taget fra 2030, men en fugl i hånden fra 2025.

Med fangst af CO2 kan vi være med til at skabe fremtidens brændstoffer til skibe og fly. Hvis vi skal understøtte den udvikling, er det afgørende, at vi kommer i gang nu.

Susan Hedlund
Bestyrelsesformand, ARC, gruppeformand (S), Københavns Borgerrepræsentation

Hvis det skal blive til virkelighed, er der brug for klare og hurtige meldinger fra Christiansborg og regeringen. Til eksempel er ARC netop gået videre i udskilningsløbet blandt de 70 ud af 311 ansøgere til EU's Innovationsfond. Går vi hele vejen, ved vi inden årets udgang, om vi kan blive begunstiget med knap en milliard kroner som støtte til et fuldskalaanlæg til CO2-fangst.

Fantastisk nyhed? Ja! Men skal vi kunne takke ja til midlerne, skal vi også kunne forsikre EU-systemet om, at vi kan komme i mål. Og her bliver billedet en anelse mere sløret.

Et bredt flertal i Folketinget har netop bekræftet intentionen fra klimaplanen for en grøn affaldssektor om, at affaldsenergien skal liberaliseres. Det betyder, at vi på sigt skal konkurrere om affaldet. Her kommer prisen til at spille en afgørende rolle, og da et CO2-fangstanlæg unægtelig er en fordyrende omkostning, vil det stille ARC ringere i konkurrencen.

Når det gælder liberaliseringen af affaldsenergien, ser vi ind i en vanskelig og langstrakt proces. Man har så at sige lagt processen i en gryde, lagt låg på og sat den over et sagte blus. Det er fornuftigt og nødvendigt for at finde holdbare langsigtede løsninger på vanskelige spørgsmål.

Samtidig er et CO2-fangstanlæg og den tilhørende værdikæde (til transport, lagring og/eller udnyttelse af CO2'en) en kæmpe investering, som rækker årtier frem.

Derfor vil jeg opfordre regeringen til at skrue op for klimablusset og hurtigt komme med svarene på, hvordan man kan få økonomien for CO2-fangst til at hænge sammen i en liberaliseret affaldsenergisektor.

Fanget CO2 er fremtidens brændstof
På ARC er cirka to tredjedele af vores udledninger ifølge de internationale definitioner CO2 neutrale, hvilket svarer til cirka 333.000 tons CO2 om året. Det skyldes, at udledningerne stammer fra biologisk materiale som eksempelvis affaldstræ, snavset papir, pap med videre, som i sin levetid har optaget CO2.

Når det biologiske materiale bliver brændt, frigiver det den samme mængde CO2 til atmosfæren, som materialet har optaget i sin levetid. Når denne CO2 fanges i forbindelse med forbrændingen og efterfølgende lagres i undergrunden, får man de eftertragtede negative udledninger.

Men det stopper ikke her, for der er en krølle på halen. Med fangst af CO2 kan vi være med til at skabe fremtidens brændstoffer til skibe og fly. Hvis vi skal understøtte den udvikling, starter det hele med fangst af CO2, og det er derfor afgørende at komme i gang med den del nu.

Fem opfordringer til Dan Jørgensen
Jeg vil gerne slutte med en række opfordringer til klimaminister Dan Jørgensen, som efter min opfattelse kan sætte skub på udviklingen af CO2-fangst på dansk grund:

  • Incitamenter: Få incitamenterne til CO2-fangst i et liberaliseret affaldsenergimarked hurtigt på plads. Vi kan ikke træffe endelige investeringsbeslutninger, før vi kender rammerne for milliardinvesteringer, som rækker adskillige årtier frem.
  • Støttemidler: Prioritér støttemidlerne fra CCS-puljen i et omfang, så man i praksis kan komme godt fra land.
  • CO2-afgift: Kom med en hurtig signalpris for den fremtidige CO2-afgift, eksempelvis efter 2030. Det gør det muligt for alle virksomheder at lave langsigtede investeringsplaner, så man kan gøre sit for at slippe for at betale CO2-afgiften. CO2-afgiften skal også skabe incitamenter for den biogene CO2. Det kunne eksempelvis være ved, at negative udledninger fra fangst og lagring af biogen CO2 subsidieres sideløbende med beskatningen af fossile udledninger, som De Økonomiske Råd anbefaler i deres seneste vismandsrapport.
  • Lagring af CO2: Der bør indgås aftale om udvikling af, eller adgang til, et CO2 lagringssite hurtigst muligt med henblik på at kick-starte CCUS værdikæden. På den helt korte bane skal staten afsætte de fornødne midler til, at GEUS kan undersøge, om forskellige danske formationer er anvendelige til CO2-lagring, herunder formationer i Nordsøen.
  • Transport af CO2: Afklar hurtigt, om en central aktør skal have en rolle i etableringen af et overordnet CO2-transportnet, så de enkelte CO2-fangstaktører primært skal fokusere på at fange CO2'en, mens staten tager en styrende og koordinerende rolle for lagring og transport af CO2'en. Det vil nedbringe usikkerheden mærkbart for alle CO2-fangstaktører på dansk grund.

Ovenstående punkter kan med fordel adresseres i den nationale strategi for CO2-fangst og lagring, som regeringen barsler med inden sommerferien. Hos ARC er vi klar til at bidrage til arbejdet og ikke mindst at sætte os i spidsen for CO2-fangst i Danmark.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00