Debat

DGI: Nye gadefællesskaber indtager byen. Men det bør stadig være os, der skaber rammerne

En ny generation af projektmagere indtager nu byens rum. Men det bør fortsat være idrætsorganisationer som DGI, der i samarbejde med kommunerne skaber rammerne for fællesskaberne, skriver Kirstine Sejr, Kasper Lund Kirkegaard og Magnus Runge Holmegaard.

DGI har understøttet gadeidrætsfællesskaber og
-foreninger med organisering, synlighed samt brobygning til kommunerne, skriver Kirstine Sejr, Kasper Lund Kirkegaard og Magnus Runge Holmegaard.
DGI har understøttet gadeidrætsfællesskaber og -foreninger med organisering, synlighed samt brobygning til kommunerne, skriver Kirstine Sejr, Kasper Lund Kirkegaard og Magnus Runge Holmegaard.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når børn og unge skaber urbane idrætsfællesskaber på asfaltens hårde underlag, så er det gadeidræt. Det går fra flygtige fællesskaber til mere forpligtende ’communities’, som fast indtager bestemte byrum.

I disse år er gadeidrætten en broget samling af idrætter som streetdance, fodbold, parkour, basket, fitness, løbehjul, skateboard og calisthenics.

Og på den måde er gadeidræt så mange ting, at det ikke rigtig kan indpasses i en prædefineret og patenteret ’gadeidrætskasse’.

DGI har understøttet gadeidrætsfællesskaber og -foreninger med organisering, synlighed samt brobygning til kommunerne. 

På den måde er det DGI’s rolle at være ”second movers”, så gadeidrættens forskellige aktører kan fortsætte med at være ”first movers” uden at miste pusten i omfangsrige kommunale anlægsprojekter eller i tidskrævende administrative processer.

Fra baggårdsleg til Street Under Buen

Hvis man dykker ned i historien, så er det krystalklart, at gadeidræt ikke er én kultur eller ét fællesskab. Det er et hovedbegreb, som er ”opfundet” til at kategorisere en lang række forskelligartede samlinger af idrætskulturer og -aktiviteter. Før man overhovedet kaldte det for gadeidræt, var der ikke noget sprog eller samlet begreb for aktiviteterne. 

Det giver adgang for unge, der ikke nødvendigvis ser sig selv i en klassisk, kommunal håndboldhal eller i en traditionel træner-udøver læringstradition.

Kirstine Sejr
Projektleder og gadeidrætskonsulent

Gadeidrætten er ikke et nyt fænomen, og dens danske oprindelse kan blandt andet findes i de københavnske gårdmiljøer, som oftest ikke tillod børns ’støjende’ leg.

Med skilte og gårdmiljøernes egen Meyer blev børn jaget ud på gaden for at lege eller spille fodbold. Det var før, bilerne indtog gaderummet. Senere kom stærke trends fra især USA, med skateboard i front, og indtog gader og ukurante byrum.

I dag ser vi, at en ny generation af kreative projektmagere indtager byens rum og ønsker at involvere flere på tværs af alder og køn.

Det giver adgang for unge, der ikke nødvendigvis ser sig selv i en klassisk, kommunal håndboldhal eller i en traditionel træner-udøver læringstradition.

Et godt eksempel er URBAN 13 og paraplyen ’Street Under Buen’ under Bispeengbuen, som danner rammen om en række gadeidrætsfællesskaber. Her deles forskellige foreninger om pladsen – både Copenhagen Panna House, Street Society, Streetball København, Streetbasket København og BørneBasketFonden har hjemmebane her.

En aktivitet for alle

Men det kan tage pusten fra selv den mest engagerede gadeidrætsfrivillige, hvis man både skal planlægge træning, skaffe frivillige og indgå i store facilitetsprojekter med kommunale aktører. Det er derfor i høj grad idrætsorganisationernes og kommunernes opgave at skabe rammerne for, at fællesskaberne har en plads i byrummet - også i fremtiden.

Det er samtidig vigtigt, at endnu flere inviteres indenfor. Nogle gadeidrætsfællesskaber kan have høje adgangsbarrierer i form af uskrevne forventninger til et vis idrætsspecifikt niveau eller en svær tilgængelighed, fordi tilbud ikke kommunikeres via formelle kanaler og måske heller ikke har formelle kontaktpersoner. 

Men det kan tage pusten fra selv den mest engagerede gadeidrætsfrivillige, hvis man både skal planlægge træning, skaffe frivillige og indgå i store facilitetsprojekter med kommunale aktører. 

Kirstine Sejr
Projektleder og gadeidrætskonsulent

DGI har blandt andet samarbejdet med forskellige gadeidrætsaktører om, hvordan man byder flere indenfor, så det bliver tydeligt, at aktiviteten er åben for alle, også selvom man ikke er hjemmevant på asfalten eller på skateboardet. Det kan helt lavpraktisk være ved at reklamere for sine aktiviteter eller ved at sætte faste træningstidspunkter for begynderhold.

Det er i høj grad idrætsorganisationernes og kommunernes opgave at understøtte disse nye idrætsfællesskaber, så endnu flere børn og unge kan finde vej til de gode fællesskaber, uden at DGI eller andre organisationer skal eje gadeidrættens forskelligartede kulturer, idrætsaktiviteter og -udtryk.

De enkelte gadeidrætsmiljøer ejer sig selv.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Lund Kirkegaard

Idrætspolitisk konsulent og teamleder, DGI Storkøbenhavn
ph.d. i sportsstudier (SDU 2012), cand.scient.adm. (RUC 2005)

0:000:00