Greenpeace: De danske klimamål er nødvendige, men vi bruger dem forkert

De mange tilknyttede betingelser gør den politik, 70-procentsmålet skal oversættes til, noget besværlig.  

En undskyldning for nøleri

Klimalovens guidende principper bruges oftest af politikere til at legitimere, hvorfor vi ikke kan lave klimapolitik i en given sektor. Det kan være kravet om omkostningseffektivitet, der fremhæves. Om bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft. Om beskæftigelse, social balance, lækagehensyn.

Det er virkelig sjældent, at nogen husker at nævne klimalovens allerførste – og i min optik vigtigste – guidende princip, der burde være præmissen og målestokken, for alt vi gør: "Danmark (skal) være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden. Danmark har derudover både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest."

Pointen er, at målene, og måden de skal opfyldes på, nærmest er blevet en undskyldning for ikke at gøre noget. 

Målene, og måden de skal opfyldes på, er nærmest blevet en undskyldning for ikke at gøre noget

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

I stedet lyder det: Det vil have en lækageeffekt = vi har pligt til at fortsætte produktionen af cement, bacon, olie i Danmark. Nogle vil miste deres nuværende jobs = det er ikke i tråd med klimaloven, for der står, at vi skal tage hensyn til beskæftigelse. Det vil primært lede til reduktioner uden for landets grænser = vi kan da sagtens åbne nye oliefelter, det kommer jo ikke til at påvirke de danske klimamål.

I stedet for at klimamålene guider os i vores bestræbelser på at leve op til Parisaftalen, bliver de altså alt for ofte oversat til arbitrær politik og til laveste fællesnævner.

Og selvom det er lidt kontroversielt og svært at sige i præcis samme åndedrag, som man siger, at vi for alt i verden skal bevare vores klimamål, sætte endnu flere og forbedre dem, vi har: Så er klimadebatten- og politikken blevet så målfikseret, at vi har mistet blikket for alle de indsatser, der (også) reelt ville gøre en forskel.  

Reduktionsmål skal nås på en forsvarlig måde

Klimamålene kunne være den ramme, vi brugte, når vi oversatte videnskaben til konkret politisk handling og reducerede vores udledninger.

De kunne være det guidende element, der sikrede, at vores klimapolitik bestræbte sig på at respektere Danmarks svindende drivhusgasbudget, og som bidrog til, at vi levede op til Paris-aftalen. Sådan er 70-procentsmålet faktisk udregnet: Hvad skal Danmark reducere lineært til i 2030, hvis vi skal strække vores CO2-budget så langt som muligt? Altså den omvendte logik af hockey-stavslogikken.  

Hvis denne budgettankegang og anerkendelsen af, at hvert ton CO2 tæller, ikke kun antallet af tons i et givet mål-år, ikke er det guidende princip bag måden, vi vil nå klimamålene på, så er klimamålene jo ligegyldige.

Ja, så har vi reduceret med 70 procent i 2030, men hvis udledningerne først falder drastisk til allersidst, så gør det jo ikke en positiv forskel i forhold til videnskabens krav om, at den samlede mængde udledte drivhusgasser skal falde nu. 

Reduktionsmål giver mening, hvis man når dem på en forsvarlig og lineær måde. Hvis man fokuserer på det årlige, kumulerede udslip på vejen mod klimamålene.

Hvis de i stedet indfries med hockeystav, skrivebordsøvelser og biobrændsler, er de blot med til at grønstemple en sort politik og få det til at se ud, som om der sker noget, selv om det præcis modsatte er tilfældet.