Theresa Scavenius: Ræs om klimamål for 2040 er talfifleri frem for reel forandring

Klimapolitikken bør ændres fra at fokusere på mål i 2030 eller 2040 til at fokusere på, hvad vi vil gøre nu og i morgen, skriver Theresa Scavenius.

Problemet er, at der ikke er nogen udpræget politisk vilje eller kapacitet til rent faktisk at lade klimamålsætningerne få indflydelse på den førte økonomiske politik, skriver Theresa Scavenius.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Theresa Scavenius

MF (løsgænger), klimapolitisk forsker, lektor, Aalborg Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

70, 80, 90 procent. Det lyder jo rigtig godt. 90 procent må betyde, at vi næsten er i mål, men sådan er det ikke.

Temadebat

Bør Danmark droppe selvstændige klimamål efter 2040?

6. februar præsenterede EU-kommissionen sine bud på EU's kommende klimamål, og her optrådte målsætningen om en reduktion på 90 procent som én af tre veje, EU kan gå.

Men betyder de europæiske ambitioner, at Danmark helt bør droppe at sætte nye klimamål efter 2030?

Det spørger Altinget Klima nu om i en ny temadebat.

Ønsker man at deltage i debatten, kan der skrives til debatredaktør Jeppe Højberg Sørensen.

Målet er sat efter det arbitrære år 1990, der ikke afspejler den klimapolitiske virkelighed, som er baseret på totalt budget for mængden af drivhusgasser i atmosfæren.

Dertil kommer desværre, at målsætningerne - som de altid husker at kalde ambitiøse - har en meget lille indvirkning på den politiske handling.

Problemet er, at der ikke er nogen udpræget politisk vilje eller kapacitet til rent faktisk at lade målsætningerne få indflydelse på den førte økonomiske politik. Klimapolitik eksisterer kun i sætninger fra politikere.

Den førte politik derimod. Den kører som den altid har gjort. Business as usual. Det gælder landbruget, transportområdet og generelt økonomisk politik, der favoriserer fossil teknologi og økonomi.

Mere skade end gavn

Europæisk klimapolitik er desværre derfor også dobbeltsidet på samme måde som den danske. Her blev der på transportområdet sidste år fremsat en lov for at fremme lavemissions-lastbiler.

Det lyder jo godt. Det viser sig dog, når man nærlæser forslaget, at loven først gælder fra 2035.

Og hvad endnu værre er, lemper loven samtidig tilladelserne for de fossile lastbiler, således at man giver tilladelse til, at de traditionelle forurenende lastbiler må være større og tungere.

Man vælger altså en politik, der giver de traditionelle lastbiler en konkurrencefordel i forhold til el-lastbiler de næste ti år. Derudover viser det sig også, at ”lavemission” bliver defineret som 50 procent mindre forurenende end “traditionelle”.

Så samlet set er det et lovforslag, der i overvejende grad skader de klimapolitiske ambitioner, som lovforslaget bliver solgt som at skulle afhjælpe.

Læs også

Ny temadebat: Bør Danmark droppe selvstændige klimamål efter 2030?

Rodløs klimapolitik

Et andet eksempel er handelspolitikken. Mange vil sige, at det er vanskeligt at flytte noget klimapolitisk i Danmark. Hvilket selvfølgelig er rigtigt, fordi vi er et lille land.

Et sted, som det derfor ville være fantastisk smart at sætte ind, ville derfor være i forbindelse med EU's handelsaftaler. Her er vi med til at rykke nogle afgørende store lande og regioner. Det er dog ikke det, som sker.

EU's klimapolitik er ikke blevet rodfæstet i nogle af de afgørende sektorer.
Theresa Scavenius
MF (løsgænger) og klimapolitisk forsker

EU har i det forgangne år indgået et par nye handelsaftaler, blandt andet en med Chile. Handelsaftalen handler alene om at import og eksport af kød samt metaller.

Dette vil sige, at indholdet af aftalen angår øget samhandel med varer, som vi af klimapolitiske årsager burde kunne forvente skulle begrænses. Dertil kommer, at der ingen restriktioner, regulering eller krav er i forhold til klima, natur eller miljø.

Der er selvfølgelig et bæredygtighedskapitel i aftalen, men det handler kun om, at landene skal snakke sammen, samarbejde, udveksle erfaringer og lave forskningsprojekter om spørgsmål relateret til bæredygtighed.

Dette er blot to eksempler, men det er vigtigt at forstå, at EU's klimapolitik ikke er blevet rodfæstet i nogle af de afgørende sektorer. Sådan er det desværre.

Læs også

Concito: EU’s ambitiøse 2040-mål betyder ikke, vi kan sætte Danmarks klimapolitik på autopilot

Skrivebordsøvelser

Det, som er vigtigt at få nævnt, er, at det ikke er EU som et farligt ”bureaukratisk” system i Bruxelles, der skaber problemerne, som jeg ofte hører danske højrefløjspolitikere kritisere EU for at være.

I de fleste tilfælde er det medlemslandenes regeringer, som forhaler EU. De er stadig en magtfuld komponent i det postnationale politiske fællesskab.

Målsætnings-ræset er blot med til at skabe flere skrivebordsøvelser og talfifleri, end det skaber reel klimapolitik.
Theresa Scavenius
MF (løsgænger) og klimapolitisk forsker

Det betyder, at de nationale interesser stadig spiller en afgørende rolle, som faktisk forhindrer EU i at blive et egentligt postnationalt fællesskab, der kan tænke hinsides nationale og territorielle interesser og netværk.

Så samtidig med, at Danmark og andre lande siger, at klimakrisen skal løses på EU plan, spænder vi ben for alt, hvad der hedder klimapolitik.

EU er ikke mere eller andet, end hvad vi selv gør det til. Og her er der desværre en sammenhæng mellem den danske regerings nationale interesse og den EU-politik, som de er med til at skabe.

Jeg tror desværre også, at alle målsætnings-ræset blot er med til at skabe flere skrivebordsøvelser og talfifleri - som vi ser det ske i Danmark - end det skaber reel klimapolitik.

I det hele taget bør klimapolitikken ændres fra at fokusere på mål i 2030 eller 2040 til at fokusere på, hvad vi vil gøre nu og i morgen.

Læs også