Aarhus Kommune og civilsamfund: Vi skal holde fast i den fælles coronaindsats

DEBAT: Aarhus Kommune og civilsamfund formåede at skabe en hurtig og målrettet fælles cornaensomhedplan, der gjorde en stor forskel for borgerne. Den fælles ånd og succes skal man holde fast i, skriver ledende talspersoner i Aarhus.

Af Maj Morgenstjerne, Janne Wennerstrøm, Tove Jørvang, Christina Daa Horshauge
Sekretariatschef, Aarhus Kommune, Sekretariatsleder, Røde Kors Aarhus, formand, Ældre Sagen Aarhus og udviklingskonsulent, Folkekirken i Aarhus

Ordsproget siger, at hvis du vil gå hurtigt, så gå alene. Hvis du vil gå langt, så gå sammen.

Men da coronakrisen var på sit højeste, skabte Aarhus Kommune og civilsamfundet en hurtigt implementeret coronaensomhedsplan, der viste, at vi også kan gå hurtigt sammen, hvis vi holder hinanden i hånden.

Vi udviklede et fælles værn mod ensomhed blandt sårbare ældre – og så lærte vi en masse om samfundssind og samarbejde i processen.

En bølge af ensomhed
Der var behov for at stå sammen, da coronakrisen skyllede ind over landet tilbage i marts.

Dengang – for tre meget fjerne måneder siden – truede bølgen af håndsprit, nedlukninger og social afstand vores fællesskab og sammenhængskraft.

Konsekvensen var tydelig: Øget isolation og ensomhed i et land med allerede 350.000 svært ensomme indbyggere.

For mange, særligt en andel af de ældre borgere, medførte pandemien et stort afsavn til de vante hverdagsaktiviteter og tryghedsskabende besøg.

Ikke alle havde lige let ved at holde sammen på afstand, og netop derfor var der brug for at stå sammen, for at hjælpe og for at handle.

Det anerkendte vi i Aarhus, hvor Sundhed og Omsorg, Røde Kors, Ældre Sagen, Folkekirken i Aarhus og en række af civilsamfundets øvrige organisationer og foreninger samlede sig om hurtig ensomhedsforebyggende handling.

En fælles indsats og sammenslutning
Ud fra en erkendelse af, at vi hver især løfter vigtige opgaver, men at vi kun sammen sammen kan gøre en større forskel, lagde vi vores fælles kræfter i en ensomhedsplan, der skulle modvirke ældres isolation og ensomhed i coronaens tid.

Arbejdet resulterede i en handlekraftig plan, men undervejs rykkede vi os også tættere sammen på tværs af civilsamfund og kommune.

Vi talte sammen. Vi lyttede til, hvad vi hver især havde gang i. Vi lagde fælles planer. Vi holdt møde sammen hver uge. Vi undgik konkurrencen om at være hurtigst og fylde mest.

Vi så udover vores egen næse ved at løfte vores fælles ansvar om at hjælpe dem, der havde allermest brug for det.

Det skal vi lære af i fremtiden.

Uforløst samfundssind
Vejen dertil startede, da coronakrisen overrumplede os som en fælles trussel mod vores samfund.

Der gik der ikke længe, før der i Aarhus, som i resten af landet, blev antændt en utrolig medmenneskelighed og frivillighed blandt byens borgere.

”Samfundssind” blev et buzzword, vi alle tog til os i det øjeblik, det forlod Statsministerens mund: Vi skal gøre noget. Vi skal hjælpe de svage og sårbare. Vi skal stå sammen – på afstand!

Så vi gik i gang – med samfundssind, velfærdsånd og fællesskabsbånd.

Overflod af frivillige
På få dage meldte 10.000 aarhusianere sig som frivillige indkøbere på Facebook-grupper, fodboldhold, hjælpenetværk, med videre.

Alle var klar til at tage til supermarkedet og fylde posen. Men ikke nær så mange som forventet havde behov for indkøbshjælp. De gode intentioner blev for mange uforløste.
 
Måske vidste man ikke, hvordan man ellers skulle hjælpe?

Eller måske fordi man glemte at stille det simple spørgsmål: ”Hvem er disse sårbare borgere, hvad har de egentlig brug for, og hvordan kan vi hver især bidrage til det?”.

Civilsamfundets organisationer og Aarhus Kommune stod sammen om at stille netop de spørgsmål.

Vi trådte på bremsen, og greb problemet omvendt an.

Vi startede med at undersøge dels, hvem den sårbare målgruppe var, og dels hvilke konkrete udfordringer og behov, de mødte under krisetiden.
 
Fælles aftryk med coronaensomhedsplanen
Vi koncentrerede indsatsen på de ældre indbyggere ud fra en stærk formodning om, at især ældre havde forhøjet risiko for at opleve øget ensomhed, mens allerede ensomme ældre borgere ville opleve endnu større ensomhed som følge af coronakrisens isolation.

Derudover var der med Finansloven 2019 øremærket varige midler til kommunernes bekæmpelse af ensomhed blandt ældre, hvilket var en vigtig motor for at løbe hurtigt med planen.

Vi fandt de ensomme ældre efter mere end 3.000 borgeropringninger, grundig afsøgning hos hjemmeplejemodtagerne, og inputs fra de sociale organisationer, kirker, klubber, foreninger og studiesteder, der har tæt kontakt til forskellige borgergrupper.

Sammen spurgte vi: ”Hvad savner du i denne tid? Hvad har du brug for?”

Grundlaget for ensomhedplanen
Det, de ensomme ældre faktisk savnede under coronakrisen var:

  • En-til-en relationer og sociale aktiviteter i mindre grupper i trygge rammer.
  • Hjælp til at styrke mental sundhed og modvirke stress, angst og depression.
  • At komme ud og bevæge sig og være sammen med andre med mindst mulig smitterisiko.

Disse behov blev omdrejningspunktet for coronaensomhedsplanen: Et fintmasket net af ensomhedsforebyggende tilbud, der adresserede de ensomme ældres behov.
 
Vi har afsat midler til at udvikle fysiske mødesteder omkring lokalcentrene, opnormeret psykologsamtaler, ansat corona-tovholdere, og meget mere.

På den store og lille klinge har vi delt vores ressourcer og samarbejdet om løsningerne.

Klogere på hinanden og os selv
Blandt civilsamfund og kommune blev vi enige om at samarbejde om løbende at kunne afdække nye behov og mulige løsninger, som vi ikke har i dag, og at kunne tilpasse udviklingen og oprette initiativer, der efterspørges.

Kassetænkningen, der til tider kunne herske mellem de forskellige sektorer og organisationer, blev opløst af samfundssind ved den presserende, fælles opgave.

Det har skubbet til vores selvforståelse, og skubbet os ud af vores individuelle riller.

Kommunen har haft et indre opgør med den forældede idé om, at den bare kan køre i eget spor. Eller til tider tror, at den ejer hele banen selv.

Kommunen har nogle muskler – såsom at være i stand til at omdirigere to millioner kroner ind i corona-ensomhedsplanen – men vi skal udfordre os selv på at se os selv som en del af den samlede køreplan.

De ældre efterspurgte især 1-1 relationer, så opgaven var at finde nye, måske virtuelle veje, hvor den faste besøgsven kunne kontakte den ældre borger på plejehjemmet.

Eller at hjælpe den ældre til at anvende hurtigt etablerede nye digitale mødesteder som eksempelvis SnakSammen.

Mulighed for hjælp
Nogle ældre oplevede under corona øget mistrivsel – med angst og depression som følgesvend.

Det er en stor opgave for telefonvennen fra Ældre Sagen, der får sådan en borger i røret, og derfor skal der selvfølgelig være mulighed for at ringe til de kommunale psykologer og få hjælp.

Det gælder også selvom, de normalt kun tager ”visiterede” borgere.

Vi bliver nødt til at række ud og have tillid til, at den borger, som Ældre Sagens frivillige vurderer har særlige konsekvenser af isolationen, får hjælp.

Når Kirkens besøgsvenner havde brug for værnemidler, så sendte vi dem afsted. Med det samme.

Når Vågetjenesten gør opmærksom på, at vi bør forholde os til, hvorvidt Vågetjenesten må komme på plejehjemmet i nedlukningsperioden, så får vi lynhurtigt slået fast, at ingen skal dø alene.

Når vi sammen ser et akut behov for at formidle de frivillige tilbud, så får borgerne en besked i e-boks.

Når de frivillige, eller personalet, møder en borger, der har brug for mad og ikke har andre steder at gå hen, fordi alt er lukket ned, så ved vi alle sammen, at det frivillige partnerskab har coronasuppekøkkenet i UngK på Nørre Allé, der tager i mod.

Hvad tager vi med videre?
Først og fremmest skal vi blive ved med at være et ’vi’.

Coronaensomhedsplanens hurtige implementering og stærke samarbejde blev en påmindelse om, at vi kan endnu mere som by, når vi rykker sammen om at skabe løsninger, og når kommune og civilsamfund anerkender hinandens styrkepositioner og indbyrdes roller.

Som konsekvens spirer den gensidige tillid til hinandens kompetencer.

Derudover skal vi blive ved med at dele vores fællesskab og ikke kun se ind i egen formåen.

Da Aarhus var Frivillighovedstad i 2018, øvede vi os i et helt år på at dele fællesskabet og lære hinanden bedre at kende på tværs af kommune og civilsamfund.

Men det er let at falde tilbage i gamle mønstre, og miste blikket for det fælles og det delte.

I stedet for at vælge den ”nemme” løsning med udgangspunkt i ”mig”, skal vi bruge vores erfaringer til fortsat at bygge broer, lytte, og række en hånd ud til hinanden.

Som eksempelvis da Ældre Sagen og Røde Kors samarbejdede omkring at finde gode cases til Røde Kors’ Corona Folkemøder.

Generelt skal vi huske hinanden på, at vi er stærke hver især – men aller stærkest sammen.

Udgangspunktet skal være borgerne
Afslutningsvis skal vi tage udgangspunkt i borgerne.

Den velmenende, men blinde, idérigdom nytter ikke meget, hvis dem, der har brug for hjælp, for ekspempel fordi de er ensomme, har brug for specifikke tilbud som grønne mødesteder, digitale mødesteder eller mere aktivitet i trygge rammer.
 
Vi har spurgt os selv hvordan kan vi brede læringen ud på den brede bane i fremtiden.

Det første svar er, at vi skal blive ved med at mødes. Ofte.

Forrige artikel KL, FOA og Handicapbranche: Tiden er inde til en takstmodel for BPA-ordningen KL, FOA og Handicapbranche: Tiden er inde til en takstmodel for BPA-ordningen Næste artikel Professorer: Dommedagsprofeterne tog fejl af krisens konsekvenser Professorer: Dommedagsprofeterne tog fejl af krisens konsekvenser
KL vil lette inklusionen med fælles ledelse af dagtilbud, skole og SFO

KL vil lette inklusionen med fælles ledelse af dagtilbud, skole og SFO

FORSLAG: Det skal være muligt for flere kommuner at organisere dagtilbud, skole og SFO med en fælles leder, foreslår KL i nyt udspil. Forslaget skal sikre bedre overgange fra børnehave til skole og gøre det nemmere at indføre anbefalingerne fra inklusionseftersynet.