Debat

Kommunaldirektører: Erfaringerne fra corona skal styrke den offentlige sektor

Lad os bruge det seneste års erfaringer med at håndtere store problemer på kort tid til at forsætte arbejdet med andre vigtige dagsordener som klima, grøn omstilling og velfærd, skriver kommunaldirektører i Vejle og Albertslund Kommune. 

Tiden er inde til at vi bruger erfaringerne fra det seneste års coronahåndtering til at fortsætte det vigtige arbejde med for eksempel klima og grøn omstilling, skriver kommunaldirektører i Albertslund og Vejle Kommune.
Tiden er inde til at vi bruger erfaringerne fra det seneste års coronahåndtering til at fortsætte det vigtige arbejde med for eksempel klima og grøn omstilling, skriver kommunaldirektører i Albertslund og Vejle Kommune.Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix
Jette Runchel
Niels Nybye Ågesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi venter alle på noget for tiden. Svaret på en coronatest, første stik af vaccinen, det næste pressemøde eller bare et lille håb om en vej tilbage til normaliteten.

Vores tålmodighed bliver testet lige nu, lyder det fra statsministeren, mens vi venter på hendes næste Facebook-opdatering.

Et år i kriseberedskab
Som vi rundede årsdagen for nedlukningen af det danske samfund, kunne vi se tilbage på et år, hvor hverdagen blev vendt på hovedet fra den ene dag til den anden.

Et år, hvor vi har stået sammen på tværs af den offentlige sektor og arbejdet mod ét fælles mål: at få coronapandemien under kontrol.

Det har været imponerende at se, hvordan vi har løftet opgaven under helt ekstraordinære omstændigheder.

Men det har også været et år i kriseberedskab, hvor vi har handlet hurtigt og omstillet driften.

På tværs af det offentlige Danmark venter vi derfor også. Venter på at hverdagen så småt vender tilbage. På at vores plejehjem kan åbne op og beredskaber lukke ned, på at klasseværelserne fyldes og hjemmekontorerne tømmes.

En af lektierne, vi tager med os fra det forgangne år, er, at når vi på tværs af stat og kommune har en løbende kontakt, så kan vi løse selv de største problemer på kort tid.

Jette Runchel og Niels Ågesen
Kommunaldirektører

På at kunne trække vejret igen og rette fokus mod de andre vigtige velfærdsopgaver, der er hverdagen i den offentlige sektor.

Men vi venter også på alt det, der er blevet sat på hold i det forgangne år.

Vi venter på de forsinkede love, de forsinkede forsøg, de forsinkede reformudspil. Vi venter på de nye opgaver, vi ved, ligger forude. For vi er klar til at få næsen i sporet og skabe forandring.

Reformer med omtanke
Vi er i Danmark på vej ind i en ny fase, hvor den midlertidige nødretstilstand afløses af en tilstand, der er langt mere permanent, og hvor vi skal tage højde for corona på linje med andre risikofaktorer i vores samfund.

Tiden er inde til, at vi bruger erfaringerne fra det seneste års coronahåndtering til at fortsætte det vigtige arbejde med andre vigtige dagsordener, der fylder lige nu, som hverken stat, regioner eller kommuner kan løse alene.

For eksempel klima og grøn omstilling og de store velfærdsområder, hvor vi oplever, at lovgivning eller overgange mellem sektorer, mellem afdelinger og mellem siloer på tværs af både den offentlige og i nogen grad også den private sektor spænder ben for at levere den bedste service og kvalitet for vores borgere.

Og det kræver reformer med omtanke.

I Kommunaldirektørforeningen har vi tidligere - før Teams og teststrategier blev en ting - generelt opfordret staten til reformlangsommelighed. Langsommelighed har måske en lidt negativ klang.

I en verden, hvor vi konstant bliver bedt om at være forandringsparate og agile, hvem har så lyst til at være langsom? Men det, vi beder om, er i virkeligheden omtanke.

Reformer er ofte omfattende, vedtaget i december med opstart i januar, og IT-systemet, der er en forudsætning for succes, er klar til at køre fra april.

Vi har som samfund brug for de forsinkede reformer, men vi har ikke brug for dem alle på én gang, uden en chance for at få dem ud at leve, som de er tiltænkt.

Borgernes tillid til velfærdssamfundet hænger direkte sammen med kvaliteten af vores tilbud og med en storm af forsinkede reformer, risikerer vi ganske enkelt at gå på kompromis med kvaliteten.

Reformerne skal have plads, og de skal prioriteres. Bliver de dét, kan nye tiltag og reformer til gengæld også være med til at skabe ny energi i det offentlige. Vi trænger til at udvikle og forbedre frem for blot at holde os oven vande.

Tænk tværgående samarbejde
Når regeringen skal prioritere kommende reformer og lovforslag, vil det være oplagt at sætte fokus på dét, der har været omdrejningspunktet det seneste år: folkesundheden – både fysisk og mentalt.

Vi har i løbet af det seneste år set hullerne i sundhedsosten - hvor borgerne falder imellem to stole, hvor systemet fejler, hvor vi ikke var forberedte eller fremsynede nok.

Men vi så også, hvad vi kan, og hvordan vi kan lykkes - sammen. De erfaringer bør regeringen trække ind i reformarbejdet.

Da opgaven krævede det, bøjede vi os mod hinanden og skabte resultater til gavn for borgerne.

Det samarbejde på tværs af det offentlige skal fortsætte, og det skal styrkes – vi skal skabe og dyrke rum til ledelse på tværs, og så skal regeringen med sundhedsreformen lægge nogle nye snit, der hvor det giver mening for borgerne, ikke for systemet.

Da opgaven krævede det, bøjede vi os mod hinanden og skabte resultater til gavn for borgerne.

Jette Runchel og Niels Ågesen
Kommunaldirektører

Der skal gives rum til lokal ledelse og lokale løsninger med respekt for de lokale forskelle. Der skal være mindre fejlfinding og mere opbakning og tiltro til, at vi arbejder ud fra samme mål.

Vi beder ganske enkelt om license to lead, men også license to fail.

Lad os lykkes sammen
En af lektierne, vi tager med os fra det forgangne år, er, at når vi på tværs af stat og kommune har en løbende kontakt, så kan vi løse selv de største problemer på kort tid.

Hver gang, der er kommet nye udmeldinger fra regeringen eller sundhedsmyndighederne, har det affødt et ton af spørgsmål, og med KL som mellemmand er det lykkedes at få svar inden for få dage, hvis ikke 24 timer.

Vi skal holde fast i den gode kontakt, for det sikrer både en ordentlig implementering af reformerne i kommunerne og giver staten en bedre forståelse for den kommunale virkelighed.

Vi vil gerne invitere staten til at træde ind i entréen frem for at levere reformpakken på kommunernes dørtrin. Så alle parter er inddraget, når vi åbner pakken.

Vi vil generelt gerne bidrage til statens reformarbejde og opfordrer regeringen til i endnu højere grad at tænke reformerne i en helhed, så vi kan lykkes sammen på tværs af den offentlige sektor.

Et kig på egen navle
Mens vi venter, skal vi naturligvis også huske at kigge på egen navle. For når vi beder regeringen om at prioritere deres forsinkede reformer, skal vi også være klar til at prioritere vores tid og ressourcer til at understøtte de reformer, der må komme i den kommende tid.

Det seneste år har vist, at vi kan lykkes sammen på tværs af den offentlige sektor. Nu er det afgørende, at vi ikke lader coronatrætheden præge vores virke, men at vi tager erfaringerne med videre, så vi fortsat har næsen i sporet og er garanter for kvaliteten i de offentlige tilbud.

Det skylder vi borgerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00