Søren Brostrøm frarådede nedlukning syv timer før historisk pressemøde

CORONA: Sundhedsstyrelsens direktør frarådede at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer syv timer før historisk pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned.

Syv timer før pressemødet, hvor statsministeren lukkede Danmark ned, vurderede Sundhedsstyrelsens direktør, at børn "ikke forventes at bidrage til smittespredningen i et betydeligt omfang".
Syv timer før pressemødet, hvor statsministeren lukkede Danmark ned, vurderede Sundhedsstyrelsens direktør, at børn "ikke forventes at bidrage til smittespredningen i et betydeligt omfang".Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Syv timer før, at statsminister Mette Fredriksen (S) på et historisk pressemøde 11. marts lagde det meste af samfundet i dvale for at standse coronasmitten, frarådede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer.

Det afslører en hidtil ukendt mail, som BT har fået aktindsigt i.

Søren Brostrøm vurderer i mailen – efter at have drøftet sagen med Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak – at børn "ikke forventes at bidrage til smittespredningen i betydeligt omfang", og at de forebyggende effekter ved nedlukningen ikke er proportionel med de afledte negative effekter.

"Vi kan ikke ud fra sundhedsfaglige grunde anbefale et sådant tiltag i den nuværende situation," skrev Søren Brostrøm i mailen.

Effekten ved nedlukningen af skoler og dagtilbud er endnu ikke analyseret i Danmark. Tal fra Norge viser, at effekten har været lille, og nedlukningen kan have ført til øge smittespredning blandt elever i femte til tiende klasse, fordi det ikke har været muligt at kontrollere, hvad eleverne har lavet uden for skolen.

Skaber fornyet tvivl om nedlukning
Regeringen fulgte ikke anbefalingen og valgte i stedet at lukke ned for skoler, børnehaver og vuggestuer sammen med de fleste andre offentlige institutioner.

Mailen sår fornyet tvivl, hvorvidt nedlukningen af Danmark skete på baggrund af myndighedernes anbefaling, som statsministeren ellers udtalte på pressemødet.

Flere medier har beskrevet, hvordan der er opstået tvivl om, hvilke myndigheder der anbefalede regeringen at lukke landet ned, og Jyllands-Posten kunne i maj berette, at nedlukningen ikke var at finde i Sundhedsstyrelsens katalog over mulige politiske tiltag. 

"Det er svært at se, at Mette Frederiksens udsagn om, at nedlukningen skete på myndighedernes anbefaling, er rigtig. Det lader til ikke at have bund i anbefalingerne," siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til BT.

Læs også

Frederiksen henviser til samråd
BT har forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen.

Statsministeriet henviser til et samråd den 9. juni, som blev indkaldt af oppositionen for at få indblik i baggrunden for nedlukningen.

På samrådet svarede statsministeren, at nedlukningen blev baseret på anbefalinger fra en "bred myndighedsgruppe," uden at hun kom nærmere ind på, hvilke myndigheder der anbefalede regeringens konkrete tiltag for at inddæmme smittespredningen af coronavirus.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, oplyser til BT, at partiet vil kræve en skriftlig redegørelse fra statsministeren og truer med at kalde hende i samråd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

0:000:00