Lektor: Er regeringen reelt stadig villig til at frisætte, eller har nogen fået kolde fødder?

Reformer med ambitioner om frisættelse, tillid og afbureaukratisering er ikke nye i Danmark. Særligt de seneste 15 år har enhver regering med respekt for sig selv lanceret en ny reform med den udtalte ambition at frisætte de offentlige medarbejdere. 

Frikommuneforsøg, hvor især kommunerne har fået større handlerum, har spillet en vigtig rolle i sådanne reformer. 

Sidste skud på stammen er de såkaldte velfærdsaftaler, som har ført til gennemgribende frihedsforsøg i syv kommuner inden for skoler, dagtilbud og ældreområdet. I 2022 lovede Mette Frederiksen, støttet af et bredt flertal i Folketinget, alle kommuner i hele landet samme mulighed. 

Kommunernes positive modtagelse af den nyhed blev yderligere forstærket af midvejsevalueringer af velfærdsaftalerne: Ifølge Vive har velfærdsaftalerne skabt større faglig frihed og en mere dialogbaseret samarbejdsform i kommunerne, som kan bidrage til bedre velfærd for borgerne. 

Tilbagerulning af forsøgene 

På den baggrund vækker det forundring, at velfærdsaftalerne nu er blevet trukket tilbage. Det gælder også en række planlagte velfærdsaftaler med fire kommuner på beskæftigelsesområdet, som nu må vige pladsen for en nedsat ekspertgruppe.

En uventet tilbagerulning af de ellers lovende frisættelsesforsøg kræver flere ord med på vejen, hvis ikke kommunerne igen skal bekræftes, i at "frisættelse" er et gratis ord på Christiansborg. 

Tina Øllgaard Bentzen

Begrundelsen er, at SVM-regeringen har sat en ny kurs for frisættelse af den offentlige sektor.  

Tilbagerulningen af de ellers så positivt evaluerede frisættelsesforsøg vækker både skuffelse, forundring og usikkerhed. For selvom regeringen tydeligt understreger, at frisættelsesambitionen stadig lever i bedste velgående, har kommunerne oplevet deres andele af politiske skåltaler uden de store ændringer i styring eller råderum.  

Uanset hvad regeringens nye frisættelses-strategi består i, er det derfor et rigtigt ærgerligt signal at gennemføre en top-down beslutning, som med et snuptag annullerer de velfærdsaftaler, kommunerne aktivt har engageret sig i. 

Når det samtidig gøres uden involvering af kommunerne og uden at kunne fremlægge de indsatser, der skal stå i stedet for frisættelsesforsøgene, efterlader det mange spørgsmål om både mål og middel: For er villigheden til reelt at frisætte stadig til stede eller har nogen fået kolde fødder?  

Selv hvis regeringens hjerte stadig banker for frisættelsesdagsordenen, er det store spørgsmål, hvad der så skal ske? Hvilke overbevisende strategier for frisættelse har de i ærmet?

Lokal frisættelse i fokus

En central læring fra de syv velfærdskommuner har været, at frisættelsen i høj grad har handlet om en mental frisættelse til at eksperimentere inden for eksisterende rammer.

En nærliggende vej at gå for regeringen er derfor at styrke frisættelse nedefra. Her er de mange kommunale erfaringer med samskabt styring oplagte at brede ud: Det at involvere medarbejdere helt lokalt i, hvad der "bøvler" i opgaveløsningen, har nemlig vist sig at være en effektiv vej til at tackle selvpåført styring.