Jeg mener ikke, at problematikken handler om borgernes krav - eller oplevelse af at have "ret til". Man kan ikke kræve sig til en ydelse.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er enig med den radikale politiker Marlene Borst Hansen om, at det er trist, at kommunale plejehjem kan være så underbemandede, at ældre først kommer op kl. 10.00. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. Det handler efter min mening om forkert prioritering og timing i den kommunale politik. Dermed er det kommunalpolitikerne - tidligere som nuværende - der bærer ansvaret.

Jeg mener ikke, at problematikken handler om borgernes krav - eller oplevelse af at have "ret til". Man kan ikke kræve sig til en ydelse. Borgerne oplever behov. Man skal huske på, at uanset om den enkelte person oplever at have ret til eller behov for en bestemt ydelse, så får vedkommende ikke ydelsen, medmindre den socialfaglige udredning viser, at der er behov for netop den ydelse, og at der er hjemmel til at bevilge den efter den sociale lov. Derfor er det nonsens at tale om, at personer kræver for meget, og at det er med til at underminere velfærdssamfundets økonomi.

Marlene Borst Hansens udtalelser ligner i bedste fald uvidenhed - i værste fald et forsøg på at ændre ved velfærdsstatens grundlæggende principper.

Det er i hvert fald uvidenhed, når Marlene Borst Hansen taler om, at personer med diabetes får økonomisk kompensation til at købe deres mad og drikke. Det er ikke tilfældet. Det er rigtigt, at personer med diabetes kan blive kompenseret for deres handicapbetingede merudgifter, hvis disse overstiger et vist niveau (6000 kroner årligt), men der skal være tale om ekstraordinære udgifter, som klart kan henføres til at være nødvendige og skyldes personens handicap. Det er regler, der er fastsat af Folketinget, og som kan læses i lov om social service § 100. Der er altså ikke tale om en social ydelse, som den enkelte blot kan hente ved den kommunale kasse. Der skal altid en kommunal socialfaglig vurdering og beslutning til. 

Kommunens vurdering
Selvom Marlene Borst Hansen får det til at lyde som om, det er normalt, at alle familier med et barn med et handicap kan få indhegnet deres have på samfundets regning, så er det langt fra virkelighedens billede. Som i alle andre sager vil der ligge en socialfaglig vurdering og en beslutning i henhold til loven til grund. En indhegning vil kunne blive bevilget, hvis det f.eks. vurderes som den bedste og billigste måde at beskytte barnet på - frem for at skulle overvåge barnet hele tiden med pædagoger ansat og betalt af kommunen. Sådan vil der være mange forskellige løsninger inden for loven - igen løsninger, der er baseret på en konkret socialfaglig vurdering.  

Marlene Borst Hansen har derfor ikke ret, når hun siger, at vi i fremtiden skal fokusere mere på behov frem for rettigheder - sådan er det allerede i dag. Derfor må man antage - eller frygte - at Marlene Borst Hansen er ude i et andet ærinde, nemlig at ændre på de grundlæggende principper i den sociale lovgivning.

Grundlæggende vil jeg sige, at Marlene Borst Hansen og jeg er enige om, at der er nogle personer med handicap, der ikke får den støtte, som de har behov for. Jeg er også enig i, at der altid er behov for at kigge på, om kommunerne bruger pengene på den rigtige måde. Der er altid god grund til at se på og nye former for støtte, der kan give bedre velfærd for den pose penge, der findes i den kommunale kasse.

Men vi er bestemt ikke enige, når det gælder analysen. Og jeg mener ikke, at det er i orden at bringe halve historier til torvs, som kun har den effekt, at de skaber et negativt billede af de sårbare personer, der har behov for - og ret til - samfundets støtte og beskyttelse.