2 A'er: Ny bog om ’Den sorte mand’ fremstår som ét langt debatindlæg

Da jeg efter at have læst de sidste linjer af Klaus Rothsteins 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed' i dansk litteratur lukker bogen sammen og ser på bagsideteksten, bliver jeg mindet om, at han skrev bogen i kølvandet på Black Lives Matter-demonstrationer i USA efter politidrabet på George Floyd i 2020 og den efterfølgende kulturdebat.

Den kobling var langt væk, for jeg sad tilbage med følelsen af at have læst ét langt debatindlæg om, hvorfor man stadig må bruge n-ordet i litteratur, og at det er gået for vidt med krænkelser over sproget, særligt i USA.

Man skal som bekendt ikke dømme en bog på dens omslag, men adjektivet woke står underligt i 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed' i dansk litteratur, det er efterhånden et ord, der mest bliver brugt negativt.

Når man åbner bogen finder man, hvad der nærmest virker som en parodi på at være woke, nemlig en "Trigger warning: Denne bog er spækket med N-ord!" Spækket, ligefrem.

Ikke til debat

Bogen er også "spækket" med Klaus Rothsteins holdninger, ikke insinuerende, men sort på hvidt, når han analyserer og fortolker gennem bogen. "Storm P er stadig sjov, også når han overskrider vor tids tabuer" og "Når kunsten gør ondt, er det, fordi kunsten gør godt." Jeg vil meget hellere selv nå hen til bogens pointer, end at blive stopfodret med Klaus Rothsteins holdninger.

Jeg vil meget hellere selv nå hen til bogens pointer, end at blive stopfodret med Klaus Rothsteins holdninger.

Lise Benthin Præstgaard

Det gør genren svær at blive klog på. Som Rothstein skriver i forordet: "En debatbog er det ikke, selvom den rummer holdninger. En polemisk bog er det slet ikke, selvom den går i clinch hist og her.

Bogen er skrevet med en klassisk humanistisk intention om at rette søgelyset mod et interessant emne, men også med kritisk skepsis over for dele af den aktivistiske antiracisme, der vil opfatte bogen som endnu en kolonialistisk aggression."

Klaus Rothstein vil "beskrive og diskutere den sorte mand og afrikanismerne som motiv i den hvide danske litteratur", og derfor gennemgår han litteraturhistorisk sorte som motiv fra 1780’erne til i dag gennem essays "om sproget, forfatterens værktøj og litteraturens byggesten".

Det er et interessant emne at få belyst, og bogen er stærkest, når den gennem mange eksempler fra molbohistorier til H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjerg viser, hvordan sorte er blevet portrætteret.

Men jo tættere bogen kommer på nutiden, jo tættere kommer man på et kommentarspor af Rothstein, som tydeligvis er irriteret over, at forfattere som Hanne Vibeke Holst skriver ’n-ordet’ og dermed ikke er autentisk eller historisk.

Jo tættere bogen kommer på nutiden, jo tættere kommer man på et kommentarspor af Rothstein

Lise Benthin Præstgaard

Strukturen er rodet, og jeg savner mellemregninger i hans konklusioner, eksempelvis at Tom Kristensens Hærværk udgør "en forsigtig forandring af dansk litteraturs skildring af sorte".

Og når han som argument for at forfattere ikke nødvendigvis gør antiracismen en tjeneste ved at udelade n-ordet, citerer han et tweet fra den hvide amerikanske forfatter Joyce Carol Oates, altså endnu en hvid persons holdning skrevet med få ord. Selvfølgelig må Oates gerne mene noget om emnet, men som eneste argument bliver det mere af det samme.

Hverken tilladelse eller tilgivelse

Rothstein stiller mange spørgsmål, han har flere versioner af "Hvad gør man med de værker, som kunstnerisk og historisk set har klassikerstatus, men som er faldet for tidens dom rent moralsk?", hvilket er et interessant spørgsmål, men virker ledende, når han et andet sted skriver: "Hvad bliver det næste? Bodsgang? Piskning?" Hans fremskrivninger med skræmmebilleder af den verden, vi kan ende med at leve i, er gætterier og langt fra en bog "med en klassisk humanistisk intention om at rette søgelyset mod et interessant emne."

"Jeg spørger mig selv, hvornår man begynder at udstyre bøger med et certifikat, der viser, at de har været igennem et sensitivitetstjek", skriver Rothstein, og når forlag skriver, om bog er klimakompenseret (hvilket Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur i øvrigt er), er det "vel ikke utænkeligt", at forlag finder det relevant at redegøre for den redaktionelle etik. Det er vel uden sammenligning?

Det bliver unægteligt ensidigt, særligt når man direkte skriver, at det ikke er en debatbog, og så ellers ikke holder sig tilbage med holdninger.

Lise Benthin Præstgaard

Klaus Rothstein spørger sig selv, som var han en mandlig Carrie Bradshaw - "I couldn’t help but wonder" - men har han spurgt andre?

Svaret er tilsyneladende nej. Når Rothstein har fortalt venner og bekendte om bogen, er han blevet mødt med løftede øjenbryn. "Var det nu en god idé? Burde jeg, en hvid mand, skrive om den litteratur, der skildrer sorte? Ofte har jeg fået at vide, at jeg ikke har den rette repræsentation til at skrive om emnet. Hver gang har jeg svaret, at jeg skriver om litteratur, der er skrevet af hvide, og at jeg ikke forsøger at anlægge et sort syn på hvides litteratur om sorte. Mange gange er jeg blevet anbefalet at inddrage sorte konsulenter, så jeg kunne undgå at skrive noget forkert."

Rothstein ønsker ikke at få "hverken tilladelse eller tilgivelse", og selvfølgelig diskvalificerer hans hudfarve ham ikke i at skrive om sorte i dansk litteratur, men resultatet bliver netop derefter – en hvid mands blik på portrætter af sorte. Det bliver unægteligt ensidigt, særligt når man direkte skriver, at det ikke er en debatbog, og så ellers ikke holder sig tilbage med holdninger.