6 A'er: Ny biografi er en velanbragt huskekage til kultureliten om rindalismen

Rindals genistreg

Peter Rindal brød sig ikke om moderne billedkunst, men det var den statslige støtte til kunsten, der gjorde ham vred. Han mente, at stakitmaleren gjorde mindst lige så stor samfundsnytte, som kunstmaleren gjorde, og at det derfor var formynderi og forskelsbehandling, når kunstneren fik støtte og stakitmaleren i bedste fald måtte nøjes med understøttelse. Rindal var imod formynderstaten, før det ord var opfundet. 

Han havde intet til overs for "nassere" og venstreorienterede anså han for at være "samfundsnedbrydende kræfter".

Alex Ahrendtsen mener, at Rindal var forud for sin tid og at han gødede jorden for Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti, Centrumdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Det kan godt være, at det er vinderen, der skriver historien, men betydningen af Ahrendtsens biografi ligger i at insistere på, at den folkelige modstand mod kunststøtten hører med

Niels Frid-Nielsen

"Rindals genistreg var, at han koblede oprettelsen af Statens Kunstfond sammen med en generel kritik af statens udbygning", skriver Ahrendtsen. En gallup fra april 1965 viser, at Rindal var i kontakt med et solidt flertal i befolkningen. Gallup fandt nemlig, at 73 procent af befolkningen var imod Statens Kunstfond, mens kun 13 procent erklærede sig som tilhængere af statslig kunststøtte.

I biografien dokumenteres, at Rindal gennem en årrække førte indgående korrespondancer med blandt andet Mogens Glistrup og Pia Kjærsgaard. Men Ahrendtsen viser også, at "i offentligheden mødte han ikke mange, der ville forsvare ham".

I kulturens verden slog man korsets tegn og forfattere som Henrik Stangerup, Hans Scherfig og Jess Ørnsbo kappedes om at tage afstand fra lagerforvalteren. Også PH var uenig med Rindal, som arkitekten og lysmageren mente var i lommen på industrien og forretningslivet.

Kun forfatteren Ebbe Kløvedal Reich gik i rette med kollegerne i kultureliten og advarede imod, at stat, politikere og kunstnere allierede sig mod menigmand m/k. "Det var en farlig alliance, man havde etableret: Magten og finkulturen ubrydeligt sammen mod manden på gaden", skrev Reich i sit essay "Ned på alle fire".  

Rindalisme

Alex Ahrendtsen genopdager med sin biografi Peter Rindal som indflydelsesrig kulturpersonlighed og giver Rindal den plads i kulturhistorien, han fortjener.

Ahrendtsen beskriver Rindal som "en mand af folket", det taler "frit fra leveren", har "vreden som drivkraft" og sommetider komme til at overdrive lidt. Ahrendtsen skjuler ikke, at Rindal fremstod som "en hård hund i medierne. Hans temperament løb ofte af med ham, fordi han var et lidenskabeligt menneske. Efter eget udsagn talte han sig varm og blev "nemt hidsig".

Med stor indlevelse og lige så omfattende overblik får vi for første gang fortalt hele historien om Peter Rindal, hans liv og ikke mindst den modstand mod velfærdsstatens støttesystem, som Rindal personificerede og symboliserede fra 1965 og til i dag, hvor han stadig spøger som skræmmebillede i begreberne "rindalisme" og “kulturkløft”. 

Ensom og bitter taber

Peter Rindal døde som en ensom, bitter mand med en sag, selv om den måske viste sig som en slags Sisyfos-sag. Rindal erkendte selv, at kunstnerne vandt og han tabte. 

Alex Ahrendtsen er medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, men med Rindal viser han sig som en fordomsfri og vidende forfatter 

Niels Frid-Nielsen

Alligevel overlever hans kultursyn i dag hos en politiker som Henrik Dahl i Liberal Alliance.

Det kan godt være, at det er vinderen, der skriver historien, men betydningen af Ahrendtsens biografi ligger i at insistere på, at den folkelige modstand mod kunststøtten hører med, når det kommer til stykket.

Rindal så før de fleste modsætningerne mellem kulturelite og folkedyb, København og Jylland, ånden og håndens arbejdere.

Alex Ahrendtsen er medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, men med Rindal viser han sig som en fordomsfri og vidende forfatter. Baseret på private breve, arkivalier og besøg i blandt andet Rindals barndomshjem er det den definitive biografi Ahrendtsen har skrevet om manden, der personificerede kulturkløften i årene, da velfærdsstaten blev til.

Rindal er underholdende, velskrevet og en fornøjelse at læse. Og så er den en velanbragt huskekage til kultureliten.