Barbie-filmen er en fuckfinger til patriarkatet. Men de sygelige kropsidealer lever videre

Jeg er blevet spændt for en vogn. Den er af masseproduceret, lyserød og forførende plastik og postulerer at gøre op med fortidens fejl. I virkeligheden lægger den et røgslør ud over fejlene, mens den rebrander sit produkt – Barbiedukken.

Forleden var jeg med min voksne datter inde og se filmen om verdens mest kendte dukke, og vi havde glædet os stort.

Tænk, at en film, der forholder sig kritisk til patriarkatet, kan få så meget gennemslagskraft, brage så eftertrykkeligt gennem lydmuren, at den på bare 17 dage slår alle rekorder og bliver den første film i selskabet Warner Brothers 100-årige historie, der har indtjent en milliard dollars på så kort tid.

Det er samtidig den første film instrueret af en kvinde, der nogensinde har opnået det indtjeningsniveau.

Kan man som feminist andet end glæde sig over, at endnu et glasloft er sprængt? At millioner af mennesker sidder sammen med Barbie og morer sig over, hvor dumt patriarkatet er?

Selvfølgelig skal man glæde sig over det, og jeg ER virkelig imponeret over instruktøren Greta Gerwigs og legetøjsfirmaet Mattels evne til at sætte dagsordnen.

I begyndelsen af filmen grinede vi også højt af de geniale dialoger, og vi lod os forføre af den fantastiske pink Barbieverden samt det blændende cast med Margot Robbie som hovedpersonen ”stereotype Barbie” og Ryan Gosling som Ken.

Det grundlæggende plot er sjovt, omend det er set før: Patriarkatet udstilles ved at vende det om. I Barbieland er det kvinderne, der styrer og kan blive til alt, hvad de drømmer om, mens Ken ”bare er Ken”. Barbie får et chok, da hun besøger menneskenes verden og opdager, hvor begrænsede muligheder, kvinderne har der.

Så langt så godt.

Uanset hvad han siger, så ER filmen en kritik af patriarkatet. Men den er ikke en kritik af dét, der er Barbies allerstørste problem

Rikke Viemose

I løbet af filmen blev vores smil imidlertid lidt anstrengte, og vi forlod biografen med en dårlig smag i munden. Særligt sidste halvdel af filmen føltes som ren reklame for et produkt, der er blevet mere og mere ude af trit med tiden.

Her taler jeg ikke bare om den kunstige og konsumeriske verden, som hele Barbie-universet står for, og som har sin del af ansvaret for, at verdenshavene i dag er fyldt med plastik. Nej, jeg taler om de syge kropsidealer, som Barbie har været med til at promovere gennem hele sit 64-årige liv.

På overfladen er filmen et selvopgør, og Mattel er blevet rost af mange for at give instruktøren plads til selvkritik.

I virkeligheden fylder kritikken af Barbie uendeligt lidt, og det er også kommet frem, at Gerwig har måttet balancere på en knivsæg i produktionen. Mattels filmproducer, Robbie Brenner, har modsat Gerwig ligefrem understreget, at filmen IKKE er feministisk.

Uanset hvad han siger, så ER filmen en kritik af patriarkatet. Men den er ikke en kritik af dét, der er Barbies allerstørste problem, nemlig de kropslige forbilleder, som dukkerne har fodret generationer af piger med.

Dét burde være en del af filmens kernekonflikt. Patriarkatet er ikke Mattels ansvar (alene), men dét er Barbies krop til gengæld. Der er svage antydninger af det i filmen, som da Barbie får flade fødder og ikke længere kan holde balancen, fordi hun er skabt til at gå i høje hæle. Eller da hun opdager antydningen af appelsinhud på sit lår og er ved at gå i panik.

I castingen er der også tænkt på en vis diversitet – men det er først og fremmest i hudtoner, ikke så meget i kroppe. Der er én overvægtig Barbie, der repræsenterer en dukke, som Mattel lancerede for ikke så mange år siden, men hun fylder lige så lidt i filmen som på legetøjsbutikkernes hylder.