Det er en hård nød at knække, men branchen har hver dag en hård nød at knække, fordi forbrugeren har så nemt ved at vælge mellem ”fuld pris” og ”gratis”.

Olaf Winsløw
Direktør i Boghandlerforeningen

Af Olaf Winsløw
Direktør i Boghandlerforeningen

”Alle historiske samfund kan siges at have ført kulturpolitik, skønt selve navnet er en moderne foreteelse. Meget af det, der står som vidnesbyrd og monumenter i kunst, litteratur og arkitektur, er blevet til som udtryk for en politisk vilje…” (Gyldendal, www.denstoredanske.dk)

I Danmark har langt de fleste partier en kulturpolitik, kommunerne har ofte en kultur- og fritidspolitik, og de senere år er vedtaget kulturpolitiske indsatser og love; men egentlig kulturpolitik forstået som en overordnet, samlet offentlig indsats på kulturens område har vi ikke set i et stykke tid. Jeg tror, at det vil være godt at få en sådan klar udmelding om, hvad der er den politiske vilje på kulturens område.

Vi står i en digitale verden med lyd og billeder, som i meget ringe grad er udtryk for bevidste kulturpolitiske valg. Dagen kalder derfor på eftertænksomhed, og her tilbyder bogen og litteraturen nogle pejlemærker for, hvor Danmark vil hen kulturpolitisk.

Tre pejlemærker
Det første pejlemærke bør være, at kulturen og kunsten har en værdi i sig selv. Det er alment accepteret, at læsning er godt for mangt og meget, at nogle bøger ligefrem er forudsætningen for en veluddannet befolkning, og at nogle (andre) bøger medvirker til at sætte Danmark på det kulturelle verdenskort og dermed potentielt øger handel og anden god global forståelse. Men bøgerne og litteraturen har en værdi i sig selv. Så kunstnerne skal have legater og dermed arbejdsro uden bestemte produktionsmål. Og bibliotekerne skal sikre, at det ukendte og den danske kulturarv er tilgængelig, nu og i fremtiden og over hele landet.

Men en værdi i sig selv betyder ikke ejendomsløst, som vi kan frygte, vil være følgen af at lade ophavsloven bestemme af EU's digitale dagsorden.

Det andet pejlemærke bør være, at kultur og kunst er produkter, som skal give at udkomme. Bøger er en vare, som forfatterne skal honoreres for at skrive, forlæggerne betales for at udgive, og boghandlerne betales for at sælge og formidle. Det skal der værnes om ved at lægge solide politiske fundamenter under ophavs- og udlånsrettighederne. En ophavsret med begrænset tvang, men plads til at indgå frivillige aftaler, bl.a. om alt det, som ingen af os i dag kan forudse bliver muligt.

Det tredje pejlemærke bør være mangfoldighed. Den kræver også, at der er mange kanaler ud til publikum. På biblioteker kan danskerne – uden at tage penge op ad lommen – låne fysisk og digitalt. Det er godt, så længe det respekteres, at mulighederne bliver færre, hvis danskerne ikke også tager penge op ad lommen. Det, som kan klare sig på det lille dansksprogede marked, skal ikke kastes i grams for offentlige penge. Og succeserne betaler for eksperimenterne, både i den fysiske og den digitale verden.

En balanceret kulturpolitik
Vi håber altså, at kulturpolitikerne vil give os en balanceret kulturpolitik. Det kræver også, at kulturelle og skattepolitiske hensyn afvejes. Vi er glade for, at forfatterne får legater mv., men vi er ikke enige i, at branchen selv skal finansiere dette (mange gange) gennem 25% moms på bøger. Det er den højeste bogmoms i EU, så i det indre marked er der ikke balance, ligesom der herhjemme ikke er momsmæssig ligestilling mellem de trykte medier.

Det er en hård nød at knække, men branchen har hver dag en hård nød at knække, fordi forbrugeren har så nemt ved at vælge mellem ”fuld pris” og ”gratis”. Den udfordring bliver ikke mindre i den kommende tid, så vi håber, at der vil blive truffet nogle gode og rigtige kulturpolitiske valg – den 18. juni og fremover.