DPU-leder: Kunstneriske uddannelser skal uddanne livsduelige kunstnere, ikke geniale ringvrag

Kan man forestille sig en verdensmester i amatørboksning, der sejler groggy rundt i bokseringen efter sin sejr? Ja, det kan man. Hvad der er mere overraskende er, at det er for hyppigt forekommende på de kunstneriske uddannelser. Her ’bokser’ for mange studerende med tårnhøj mistrivsel og udsigten til et pengeløst arbejdsliv.

Det har regeringen sat sig for at gøre noget ved. Under overskriften ”Reform og Udvikling af de kunstneriske uddannelser” er der formuleret et kommissorium, og et udvalg skal afveje blandt andet hensynet til de studerendes trivsel i forhold til for eksempel den kunstneriske praksis samt de studerendes arbejdsmarkeds- og forretningsforståelse.

Jeg tror, man kan tale om tre uddannelses- og kunstneridealer, der måske kan bruges, når der tages livtag med trivsels- og beskæftigelsesproblemerne på fremtidens kunstneriske uddannelser.

Jeg vil særligt slå et slag for idealet om den livsduelige kunstner, hvilket jeg vil forklare ved først at tage en tur forbi idealerne om den arbejdsduelige og den geniale kunstner.

Den arbejdsduelige kunstner

Idealet om den arbejdsduelige kunstner spiller førsteviolin, når bedre beskæftigelsesmuligheder for de færdiguddannede er i fokus. Regeringens kommissorium kan på godt og ondt læses som en betoning af relevans forstået som den eksisterende kunst og håndværksmæssige praksis.

Godt er det, hvis denne betoning fører til mindre mistrivsel som frygt for ikke at kunne finde beskæftigelse. Skidt er det hvis arbejdsperspektivet skaber uddannelsesmæssig kedsommelighed.

Regeringens kommissorium forholder sig ikke eksplicit til idealet om den geniale kunstner. Det, tror jeg, er en skidt udeladelse, hvis man vil forstå spørgsmålet om trivsel/mistrivsel i de kunstneriske uddannelser.

Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Asger Jorn fandt ganske enkelt arbejdsperspektivet på kunst for monotont og for kedeligt. Det gjorde han tilbage i 1962 i bogen Værdi og økonomi: Kritik af den økonomiske politik og udbytningen af det enestående.

Kunstneren var i hans øjne den professionelle amatør, optaget af at mestre den frie, skabende og risikable udviklingsproces ved at arbejde eksperimenterende, mens arbejderen er optaget af at gentage – at lære at reproducere et produkt.

Og i 2021 er Jorn ikke alene om at mene det: Arbejdsmarkedet vil også gerne have, at færdiguddannede kandidater evner at være overskridende, provokerende og kreative – på internationalt niveau!

Den geniale kunstner

Mens den arbejdsduelige kunstner risikerer at gøre et studie kedeligt, så kan idealet om den geniale kunstner modsat gøre de kunstneriske uddannelser lige lovligt spændende.

”Kun hvor noget står på spil, kan der opstå toppræstationer”. Også det stammer fra Asger Jorn i 1962, lang tid før vi diskuterede mistrivsel i sammenhæng med præstationsorientering. Men det gør vi så nu.

Forsker og konsulent Helle Hein har peget på, at studerende i kunstneriske uddannelseskulturer er spændingssøgende mennesker med et særdeles stort engagement i at forsøge at præstere det originale og enestående.

Regeringens kommissorium forholder sig ikke eksplicit til idealet om den geniale kunstner. Det, tror jeg, er en skidt udeladelse, hvis man vil forstå spørgsmålet om trivsel/mistrivsel i de kunstneriske uddannelser.

For her er originalitet det højeste og mest kostbare formål – en slags kunstens møntfod, der både peger på de tårnhøje ambitioner og giver en forståelse af, at forventningerne til de studerendes præstationer kan blive for høje.

Originalitets- og geni-presset bliver for stort for de fleste. Så mindre må kunne gøre det. Begreber som ekspert og professionel ekspertise og sikkert også andre må derfor værdsættes mere i og uden for uddannelsesinstitutionen.

Kort sagt: Kunsten som en kostbar kontraværdi til det økonomiske og nytteprægede afbalanceres til fordel for også at forstå kunstnerisk professionalisme som et bidrag til en del af en moderne kreativ økonomi. Ellers risikerer vi fortsat at skulle fejre den kostbare, men arbejdsløse kunstner og Jorns motto fra 1962: Lediggang er roden til al kunst!  

Den livsduelige kunstner

Det bringer mig frem til det sidste ideal: Den livsduelige kunstner. Livsduelighed omfatter forståelsen af et studium på de videregående uddannelser, der viser, hvor langt ens studieduelighed rækker. Et eksempel forklarer sagen nærmere:

For år tilbage hørte jeg om en studerendes dårlig fremlæggelse af en analyseopgave. Professoren forhindrede kritikken heraf fra de medstuderendes side. Men bagefter, på professoren kontor, spurgte professoren den studerende, om han havde gjort sig umage med analysen. Ja – svarede den studerende, hvorefter professoren tilkendegav, at den studerende så ikke egnede sig til studiet.

Historien er en historie om at tage både trivsels- og niveau- og præstationskravet alvorligt, for at tage de voksne mennesker, som studerer, alvorligt.

Et sådant krav betyder ikke kun accept af ekstraordinære, men også ordinære præstationer – så længe de er udtryk for et tilstrækkeligt niveau.

Studieduelighed peger på et studieliv præget af studieglæde, men også -sorger. Der er mange, som ikke er specielt lykkelige i perioder af deres studie, men det betyder jo ikke, at det er forkert, ikke giver mening, eller at de fortryder disse perioder.

For uddannelse er ikke kun for dem, det falder relativt let, det er til tider også en svær tid fyldt med smertefulde læringsøvelser.

Hvem afgør, om resultatet er fagligt tilstrækkeligt? Ja, det gør de fagkyndige autoriteter på studiet. Hvem afgør relevansen, den økonomiske? Det gør arbejdsgivere eller efterspørgslen. Så vil den livsduelige kunstner blive værdsat i erhvervslivet? Tja, nogle vil, andre vil ikke.

For idealet om den livsduelige kunstner peger på en uddannelsesvirksomhed som holder niveau, men samtidig differentierer sit tilbud i forhold til at bidrage til såvel kunst med kontraværdi som kunst med købmandsværdi. Det kræver både samfundsmæssig og institutionel respekt for denne sammensatte opgave.